Flere udfordringer
Samtidig med alt dette fik jeg i december 2019 igen en opblusning af hvad vi formodede var psoriasisgigt. Jeg havde haft det et par år tidligere, men det var gået hurtigt i sig selv igen og havde intet set til det siden.  

Det skulle vise sig ikke at blive så let denne gang. 

Jeg skulle først kæmpe en helt unødvendig lang kamp med min læge om overhovedet at blive henvist til en reumatolog. Havde skiftet landsdel og læge siden sidste forløb og dermed skulle alle prøverne tages igen. Til trods for at psoriasisgigt sjældent viser sig i de alm gigt prøver som røntgen og blodprøver. Det var også tilfældet her og først efter flere måneder, med smerter og manglede mobilitet i min ankel, fik jeg overtalt min læge til en henvisning til en privat reumatolog. Der var så lige 2 måneders ventetid… FEDT! 

Min reumatolog, som jeg i øvrigt er helt vildt glad for, fortalte mig i slut april hvad jeg godt vidste. Jeg havde psoriasisgigt. Mine blodprøver fortalte, at jeg havde lidt inflammation i kroppen og scanninger viste det samme. 

Jeg fik en tid til starten af juni, til at få en sprøjte med binyrebarkhormon som skulle hjælpe på inflammationen, dæmpe immunforsvaret og dermed de også gener jeg havde fra gigten… og sprøjten hjalp ganske rigtig efter kun et par dage.  

Det skulle vise sig at være en starten på en mulig forklaring på vores fertilitetsproblemer. 

Gravid igen
I starten af juni havde vi, efter flere opkald fra mig til sekretæren på Herlev, fået en tid til en telefonisk opstartssamtale og den gik så godt at vi faktisk efter sommerpausen kunne tilmelde os IVF-behandling på Herlev… vi var ret begejstret, da vi egentlig havde forventet MEGET længere ventetid pga. Corona.  

I sommerpausen ville vi så tage et enkelt IUI forsøg mere i det private. Vi skulle bare lige have overstået en ufrivillig pause mere pga. et par mindre cyster efter IVF-forsøget. 

I den pause slappede jeg virkelig af. For første gang længe, gav jeg fanden i rigtig kost, ingen alkohol og hvad man ellers normalt bliver lidt hysterisk med i behandling. Det var FANTASTISK og jeg formåede faktisk at være godt beruset til hele 2 fester i vennekredsen i juni måned. 

Overraskelsen skulle vise sig at være KÆMPE i slutningen af juni måned 2020. For pludselig, næsten præcis 1 år efter sidste positive test, stod jeg igen med en test i hånden, der viste 2 streger. Hvor var det vildt… og så efter en måned for vi bestemt ikke havde arbejdet for sagen, hverken på den ene eller anden måde. Vi havde været for trætte… udbrændte efter forsøg på forsøg. Men nu endelig, ville lykken igen vise sig at være perfekt. Vi ventede barn i marts 2021 og i de første uger viste alt sig at gå som det skulle igen… vi så også denne gang et fint hjerteblink. Det kunne ikke gå galt 2 gange i træk vel? 

Slået tilbage til start – igen
Men jo, det kunne det så åbenbart godt. Det startede med jeg ved scanningen 6+5 blev sat 3 dage tilbage. Men der var hjerteblink og det var jo ikke så unormalt. En frygt blev dog vækket i mig. Jeg mærker min ægløsning ret tydelig og vidste jo, hvornår vi havde haft sex, men ja det kunne jo også bare være en lille langsom en. Det hører man jo så ofte om og jeg havde masser af kvalme og det skulle jo være et godt tegn. 

Desværre viste mine bange anelser sig igen at holde stik, for ved scanningen 8+ var fostret ikke vokset som det skulle og hjertet slog ikke længere. Ingen kunne fortælle os hvorfor. “det sker bare” sagde lægerne… Ikke en sætning man kan bruge til ret meget.  

Vi fik en medicinsk abort i juli 20 og her er vi så nu. Slået hjem… tilbage til start og nej vi har ikke indkasseret et barn på vejen.  

Nyt håb
Få dage efter aborten havde jeg igen en tid hos min reumatolog, nye blodprøver blev taget og de viste igen, at mit immunforsvar var påvirket og min reuma spurgte faktisk om jeg netop havde haft en infektion. 

Inden min tid, havde jeg mistænkt om aborten netop kunne have noget at gøre med immunforsvaret. Jeg mener… blev gravid i præcis samme cyklus, hvor jeg fik binyrebarkhormonsprøjten i ballen. Netop noget der skulle tøjle immunforsvaret, men en sprøjte varer jo ikke ved og måske kunne det have noget at gøre med at vi mistede?  

Heldigvis var min reumatolog ikke uenig i, at der muligvis kunne være en sammenhæng, men da han ikke er fertilitetslæge, er det ikke der, det kan undersøges til bund. Dog var han med på at ordinerer prednisolen. Dvs. binyrebarkhormon i pilleform, som jeg i stedet nu skal tage dagligt. Således håber vi at virkningen bliver langvarig i stedet for en “her og nu løsning”.  

Så her er vi nu…. kroppen skal i gang efter aborten og vi må afvente mens og så derefter tilmelde os på Herlev og hører hvad de tænker og mener. Det er med både et nyt håb og en vis portion opgivenhed, jeg nu igen kan se frem til en masse dage med hormoner, stikkeri og det stressniveau behandlingen medfører og tanken om “hvad nu hvis jeg havde taget de piller fra starten”, er svær helt at slippe…  

Så nej lykken er ikke altid perfekt. Men heldigvis er mit uperfekte lykkeliv med J det bedste i verden og en dag ER det vores tur… Den dag må bare godt komme snart.