I mit sidste indlæg skrev jeg om, at min menstruation var kommet og vi derfor var blevet tilmeldt vores første insemineringsforsøg. Jeg blev scannet en fredag og havde heldigvis et æg på 13 mm så jeg fik Ovitrelle med hjem og skulle tage den søndag aften hvorefter vi så skulle møde op med min kærestes sædprøve om tirsdagen og jeg kunne herefter blive insemineret.

Det var en helt vild dag og en oplevelse hvor jeg var alle følelser igennem. Det var så underligt og tænke på, at vi måske netop lige havde fået startskuddet til vores barn. At der måske på lige det tidspunkt var i gang med, at sætte sig en lille spire fast som skulle blive vores barn.

Men efter insemineringen så kommer den lange ventetid på 14 dage. Det føltes som flere år man bare går og venter… Det er ulideligt at komme igennem. Men til vores fordel var det lige op til julen og derfor gik dagene egentlig okay hurtige. Så det var rart!

Jeg havde lovet min kæreste ikke, at tage nogen graviditetstest fordi det kunne vise et misvisende svar. Det var bedst og vente på blodprøven – som faktisk skulle tages dagen før nytårsaften. Så enten ville vi komme godt ind i det nye år eller komme knap så godt ind i det. Det hele afhængte af den HCG blodprøve jeg skulle have taget.

Dagene gik og det blev endelig d. 30/12. Dagen hvor vi skulle se svaret fra vores første forsøg. Vi havde lovet os selv ikke ikke, at håbe for meget da vi så ville blive alt for skuffet og det er jo sjældent det lykkes i første forsøg – det prøvede vi, at holde os oppe på.

Da svaret fra min HCG prøve endelig kom ind på sundhed (vi skulle selv tjekke da klinikken havde ferielukket). Lå mit HCG på 45. Vi havde fået af vide at hvis den lå mellem 0-10 var jeg ikke gravid – mellem 10 – 99 var jeg gravid men med en slow starter – og over 100 så var jeg gravid.

Da vi så tallet 45 blev vi glade. Alt håb var ikke ude og som det var lige der så jeg faktisk gravid. Det var en helt vild følelse og sidde med.

Det blev januar og klinikken åbnede igen. De ville gerne have taget en ny blodprøve fordi tallet ikke var så højt og det skal gerne fordoble sig selv hver anden dag. Jeg gik derfor fortrøstningsfuld til lægen og fik taget en ny prøve.

Nu kunne jeg pludselig begynde og mærke et par symptomer og kunne ikke længere holde mig væk fra graviditetstesten. Jeg købte derfor en enkelt og skyndte mig hjem og tisse på den. Efter 1 min kom der 2 streger og jeg var i den syvende himmel. Tænk hvis vi var så heldige, at det havde lykkes i første forsøg. Det var ikke til at tro… Og det var også for godt til, at være sandt skulle det vise sig…

Jeg fik svaret for min anden HCG prøve og den lå nu på 130. Den havde derfor fordoblet sig, men de så gerne den var steget noget mere og derfor skulle jeg mandag møde op til endnu en blodprøve. Men vi var stadig fortrøstningsfulde – det hele tegnede jo så godt…

Da jeg fik svar på den nye blodprøve var denne kun steget med 10. Og alt håb forsvandt fra mig. Jeg var helt nede i kuldkælderen og græd dagen lang. Det var en forfærdelig dag at komme igennem.

Klinikken bestilte en ny blodprøve 2 dage efter, da det jo kunne være en slow starter men jeg måtte ikke tro for meget. Den næste prøve var ikke bedre. Her var tallet kun steget med 30 og jeg var nu sikker på løbet var kørt…

Klinikken kaldte mig ind til en scanning og brugte 45 min på, at finde ingenting. De kunne ikke se andet en lille sort skygge… Graviditeten var derfor ikke blevet til noget eller sad uden for livmoderen og jeg blev henvist til nærmeste sygehus på gynækologiske afdeling som skulle følge mig indtil jeg blødte det ud…

Dagene gik og jeg fik pludselig meget ondt i maven og blødte meget voldsomt. Jeg blødte der en lille klump ud som skulle have været vores lille barn… Det er det hårdeste jeg hidtil har prøvet og håber aldrig at skulle gå det igennem igen…

Nu venter jeg bare på, at vi kan komme i gang med næste forsøg hvor vi så håber det lykkes for os. Men ventetiden er lang og det føltes som spild af tid når man bare går og venter…

For lige, at toppe ’’historien’’ meddelte endnu et familiemedlem at de venter deres andet barn til sommer. Efter de ’’kæmpede’’ 5 måneder… Hvis bare det os der ’’kun’’ skulle bruge 5 måneder. Vi har nu ventet i 2 år og har kun lige haft vores første forsøg…

2020 er ikke startet som jeg håbede og jeg har lært at de 2 streger kan være ligemeget. De kan ikke fortælle sandheden…

Jeg håber året kommer efter det og lader os få vores mirakel i maven meget snart…

Tak fordi I læste med/N