Jeg beklager, at der er gået så lang tid siden mit sidste indlæg, men der er sket en masse på privatfronten med nyt arbejde og så alt det her COVID-19/Corona.

Som skrevet i mit sidste indlæg så blev vores behandling udskudt på ubestemt tid pga corona. Jeg var i kulkælderen og klar til, at kaste håndklædet i ringen. Udsigten til en 2020 baby var væk og jeg kunne slet ikke bære tanken om, at gå endnu et år uden at det var lykkes.

Vi har været tilknyttet fertilitetsklinik i det offentlige og den lukkede jo som sagt ned, dagen før jeg skulle være startet på behandling og i gang med vores 2 forsøg.

Tankerne fløj rundt og vi var villige til, at betale en formue hos en privatklinik. Vi skulle bare i gang også var det jeg var klar til at kaste håndklædet i ringen. De private tog ikke nye ind…

Løbet var altså kørt og vi måtte vente på Corona stilnede af så vi kunne komme i gang…

Ligeså snart det var muligt, at tilmelde sig i det private gjorde jeg det. Vi kunne ikke sætte en maks. pris på hvad vores ønske om et barn skulle koste, så vi var klar. Koste hvad det ville…

Jeg fik selvfølgelig ingen menstruation efter jeg havde talt med lægen hos det private. Da der var gået 3 uger og jeg stadig ikke havde haft skyggen af min menstruation kontaktede jeg dem. De ville gerne lige give det 1 uge mere også have mig til scanning og så opstart på Provera.

Ugen gik og stadig ingen menstruation. Jeg kom ind på klinikken og de scannede mig. Også stod mit hjerte stille. Den flinke dame der scannede mig sagde min slimhinde var meget tyk. Så tyk, at hun ikke ville give mig provera uden at have taget en blodprøve. Jeg havde nemlig haft æggeløsning ugen før og det kunne ligne, at et æg var i gang med, at sætte sig fast.

Jeg fik taget min blodprøve og sad så i 20 min i venterummet. Det er de længste 20 min nogensinde. Jeg var helt rundt på gulvet. Var jeg gravid eller var det bare ønsketænkning? Min kæreste måtte ikke komme med ind, så jeg skrev ham en hurtig SMS ’’ Måske er jeg gravid. De tester mit blod’’… Prøv og forstil Jer, hvad han har tænkt. Helt udvidende der uden for klinikken…

Nå, men lægen kom og kaldte mig ind. Blodprøven var desværre negativ og jeg var ikke gravid. Og jeg kunne derfor få lov, at starte på Provera samme aften. Og det gjorde jeg så.

Jeg skulle tage Provera i 10 dage. 2 piller dagligt. Også ville min menstruation melde sin ankomst nogen dage efter sidste pille…

Og dagene gik og gik… Ingen menstruation. Ikke engang en lille pletblødning. INGENTING… Jeg var så ked af det. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare få den skide menstruation, så vi kunne komme i gang. Hvorfor skal alt være imod os? Hvorfor går det altid sådan for mig…

Jeg ringede til klinikken 1 uge efter den sidste pille var taget. De ville gerne give det 1 uge mere, da der godt kunne gå noget tid fra sidste pille.

Ugen gik og jeg kom til scanning. Hende der scannede mig var pludselig underlig igen og bedte mig side og vente, mens hun printede et billede af min livmoder.

Hun kom tilbage efter, at have vendt det med lægen. Bedte mig tage tøj på og tage plads på stolen – hvilket jeg selvfølgelig gjorde.

Hun tog en graviditetstest frem og bad mig tage den dagen efter med mit morgenurin. Jeg var rasende. Hvad bildte hun sig ind? Hvordan kunne de finde på at smide det i hovedet på mig 2 gange. Falsk håb… Jeg var virkelig sur da jeg gik derfra. Hun sagde ikke andet end ’’ tag den her i morgen tidlig og så får du en tid om 1 uge. Så ser vi derfra’’…

Det blev næste morgen og jeg skulle tage den dumme test. Jeg tog den og gik fra toilettet. Min kæreste blev pænt stående. Da de 3 minutters ventetid var gået, gik jeg der ud godt og grundig træt af det hele.

Han så meget mærkelig ud i hovedet og strakte testen frem i hovedet på mig. Og der var 2 streger! 2 streger!! Jeg faldt grædende sammen. Hvordan kunne det være muligt? Havde vi virkelig lavet et mirakel der hjemme? Helt af os selv?

Det var og er stadig ikke til, at tro det kunne lade sig gøre. Jeg fik taget en blodprøve 1 uge efter den positive test og mit HCG lå på 1500. Jeg fik også en scanning hos klinikken og man kunne se en lille lysning/boble – som muligvis er starten på vores lille mirakel.

Nu venter flere blodprøver for, at følge mit HCG samt flere scanninger, så det kan fastlægges hvor langt henne jeg er – selvom det er meget tidligt i graviditeten lige nu og det kan gå begge veje.

Jeg tør ikke tro på det og vil ikke glæde mig for tidligt, da jeg lærte af det sidste gang. Men jeg håber så inderligt, at det lille mirakel vi har formodet at lave hjemme bliver siddende og ender med, at være en fin baby der kommer ud til os.

Tak fordi I læste med/N