I maj 2021 fik vi vores største ønske opfyldt – vi blev forældre til vores eget lille ønskebarn. Dette oplæg bliver derfor mit sidste på facilitetsliv.

Jeg håber vores historie, måske kan skabe et lille spinkel håb for andre barnløse, der er lignende situation som os, hvor udfordringen består i stærkt nedsat sædkvalitet.

….

Efter vores første blastocyst oplægning i maj 2020, der endte i en biokemisk graviditet, fik jeg lagt vores sidste fryse blastocyst op i august 2020, efter en længere pause pga. sommerferie.  Det var egentlig ret dårlig timing, da jeg få dage efter oplægningen skulle starte på 3. semester af min kandidat. Et semester der skulle vise sig at være vanvittig udfordrende og hårdt med eksamener hver anden måned. Jeg var derfor utrolig bange for, at jeg ville miste, da jeg var så stresset og presset over studiet, kombineret med en massiv kvalme der varede til uge 17. Dertil kom bekymringer for at få covid-19, og miste af den grund. Men … vores lille pige blev derinde. Hun er et ægte mirakel og en sand fighter!

I september fik vi besked på blodprøven. Jeg var gravid med et HCG på 198.  På trods af det ellers positive resultat havde jeg svært ved at tro på at jeg skulle være mor. Jeg var så bange for at miste, igen. Dette selvom jeg kun havde oplevet en SA.  Jeg lavede derfor små milepæle, for at komme igennem graviditeten. Den første var hjertelydsscanningen i uge 8, den næste var nakkefoldsscanningen i uge 14, derefter misdannelsesscanningen i uge 21, så uge 25, derefter uge 28 og uge 32 og endelig uge 37. Det hjalp lidt.

Heldigvis gik alle undersøgelser fantastisk. Vi nåede alle milepæle. Faktisk var vores lille mirakel så glad for at ligge i min livmoder, at jeg gik flere dage over tid.  Jeg måtte dog søge psykologhjælp i slutningen af graviditeten da angsten for at miste blev altoverskyggende, samtidig med at jeg pludselig blev enormt i tvivl om, hvorvidt jeg ville blive en god nok mor, og om vores parforhold ville tage skade af at vi pludselig skulle være forældre. Psykologen blev min redning, og jeg er sikker på det var med til at forebygge en fødselsdepression!

Under hele graviditeten var jeg angst for at miste. Så angst at vi ventede til uge 20 med at fortælle alle om vores graviditet, for hvad nu hvis vi mistede … Samtidig med at vi annoncerede vores graviditet fortalte vi om vores ufrivillig barnløshed, om fertilitetsbehandling og om vores SA. Det var så befriende at dele vores historie og barnløshed med alle! Og jeg synes det var så sejt at min kæreste, at han turde fortælle om hans nedsatte sædkvalitet. Det var en KÆMPE lettelse, at vi ikke skulle bære på denne tunge hemmelighed længere.

Der var desværre ikke rigtig nogle i min familie der spurgte ind til vores kamp, aborterne og behandlingerne.  Det var som om de ikke rigtig forstod, hvilken smerte, sorg og kamp, vi havde været igennem, og hvorfor jeg var så bange for at miste, hvilket egentlig er grotesk når jeg kommer fra en familie bestående af læger og psykologer.  Kun min søster spurgte ind. Det bekræftede desværre også, hvorfor jeg ikke fandt det relevant at dele vores ufrivillig barnløshed med min familie.  Hvis man ved at ens følelser ikke bliver anerkendt, så kan man lige så godt holde dem for sig selv, eller dele dem med nogle andre. Heldigvis har jeg nogle fantastiske venner som har spurgt ind, lyttet og anerkendt mine følelser!

I maj 2021 kom vores dejlige pige så endelig til verden, og jeg var så heldig, at jeg oplevede en dyb lykkefølelse, forelskelse og beskyttertrang fra første møde, på trods af fødslen var kompliceret. Hun er det bedste der er sket, og jeg er så taknemlig for at have oplevet at være gravid, at føde og nu at være nogens mor. Jeg ville gøre det hele en gang til, hvis jeg kunne!

Jeg håber så inderligt at alle jer der fortsat kæmper, også får lov til at blive forældre en dag. I er i mine tanker. Jeg sender en masse stjernestøv jeres vej!”

Tak for en fantastisk hjemmeside, jeg har fundet så meget støtte i andres historier 🙂

Venlig Hilsen

Ønskebarnet