Når nåleskrækken skal overvindes

af | oktober 29, 2019 | 0 Kommentarer

Der er ingen tvivl om, at det er vanvittig hårdt at være i fertilitetsbehandling på mange måder. Medicinen og hormonindsprøjtningerne man skal tage, kan være meget grænseoverskridende og nervepirrende, det er det i hvert fald for mig.

Jeg ved ikke om nogle af jer kan nikke genkendende til det med, at nåle ikke ligefrem er det fedeste i verden. For mig er det en af de værste ting ved at være i behandling. Jeg har altid haft en form for fobi for nåle, måske det stammer fra dengang jeg var 11 år, hvor jeg var indlagt med blodmangel, og de skulle lægge drop i min arm, og lægen stak forkert en million gange, who knowes? Men i hvert fald har det været en af de sværeste ting for mig, at skulle sige ja tak til at få nåle stukket i min egen krop, helt frivilligt.

Herhjemme har det derfor været manden, der har haft styr på det med kanylerne og det er ham som stikker mig hver gang, jeg skal ikke engang se nålen, så får jeg hjertebanken og hedeture. Da vi skulle opstarte på vores første ivf-behandling og sygeplejerskerne skulle sætte os ind i, hvordan vi bruger sprøjterne – dengang fik jeg Pergoveris. Da hun åbnede æsken og hev kanylen frem blev jeg vildt dårligt, og en anden sygeplejerske farede over til mig, fordi hun troede jeg skulle besvime. Heldigvis ikke – men jeg skal bare ikke se nålen!

Når min mand stikker mig herhjemme, sørger jeg kun for at spritte af, hive fast i dellen på maven, og ellers kigger jeg væk, imens min mand forbereder medicinen og spørger om jeg er klar. Jeg bliver aldrig klar, men vi skal jo have det overstået – han er meget dygtig til det og pædagogisk når han gør det, han tæller pænt til 3, og jeg fokusere kun på min vejrtrækning og på at holde øjnene et andet sted. Som regel er smerten ikke det værste, for mig er det mere tanken om, at skulle have en nål ind i mig, der skræmmer mig.

Ved første ægudtagning var jeg ved at bakke ud og droppe det hele, fordi jeg kom til at læse hvordan den lange kanyle skulle ind i min æggestok, jeg var skrækslagen, men nu var vi nået så langt, så selvfølgelig skulle jeg nok klare det og gennemføre resten af forløbet. At skulle have lagt et drop i armen, som skal bruges når morfin-medicinen skal ind i min krop inden ægudtagningen, er også en kæmpe overvindelse for mig. Jeg stoler på sygeplejerskerne og kigger blot væk, imens tankerne kører rundt og jeg får en masse flash-backs selvom jeg forsøger kun at tænke fremad.

Jeg føler jeg kan klare alt, efter at jeg med min angst for nåle, har fået så mange nåle ind i maveskindet, armen og æggestokken. Jeg skal bare lære at styre mine tanker og tænke på det positive ved behandlingen, nålene er jo til for at hjælpe os i denne her proces, jeg øver mig og øvelse gør mester, men jeg kommer aldrig til at stikke mig selv.

Tak fordi i læste med.

// Wishmeluck

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest