Tomhed og frygt er vist de følelser der har fyldt mest de sidste par måneder. En dyb frygt for at miste alt hvad jeg har kært. En frygt for at gå glip af livet. Projekt-baby blev pludselig sekundært.

Den længe ventede operation
Jeg var både glad og frustreret på operationsdagen. Glad for at vi snart kunne komme videre med fertilitetsbehandling, men også frustreret over at vi efter operationen ikke længere ville kunne opnå en naturlig graviditet. Jeg var nervøs over hele situationen, især fordi jeg denne gang skulle igennem det hele alene uden min kæreste pga. Covid-19.

Da jeg lå på opvågningen kom lægerne med en status på hvordan operationen var gået. Stadig omtåget og meget påvirket af hele situationen, prøvede jeg at lytte efter. Endnu en gang gik det ikke som planlagt. Lægerne valgte i første omgang ikke at fjerne min højre æggeleder. De så nemlig ingen cyste med væske på æggelederen som fertilitetsklinikken ellers troede at der var. De så derimod en meget suspekt og sammenkrøllet blindtarm der havde klistret sig fast på æggelederen. De fjernede derfor blindtarmen, og sendte den til undersøgelse.

Under operationen tjekkede de også min højre æggeleder, der var desværre ingen passage. Men de lod tvivlen komme den til gode og fjernede den ikke med det samme, da det er den sidste jeg har tilbage. For måske var det blindtarmen der faktisk havde drillet. Jeg blev informeret om at jeg nok skulle forberede mig på endnu en operation, men først skulle jeg lige til endnu en passageundersøgelse af æggelederen. Så der stod vi igen tilbage med samme besked som for næsten 4 mdr. siden lige inden Covid-19 lukkede det meste af Danmark ned. Vi var frustrerede. Uvisheden om hvad der skulle ske og hvornår det skulle ske, var virkelig svær at rumme.

Rutsjebaneturen fortsætter
11 dage efter operationen fik vi en chokerende besked. Der var svar på undersøgelsen af den fjernede blindtarm. De havde desværre fundet en 3,5 cm tumor med celleforandringer i. Der var gået hul på blindtarmen, så de var bekymret for om det havde spredt sig til bughulen og andre organer. Vi blev indkaldt til samtale og akut CT scanning af min mave og lunger.

Efterfølgende var der 14 dages ulidelig ventetid, hvor vi nåede igennem hele følelsesregistret og fik tænkt alle de værst tænkelige tanker. Jeg var grædefærdig, meget bange og tom indeni. En enorm frygt for at være alvorlig syg og i værste fald miste livet, var altoverskyggende. Ønskebarnet var pludselig ligegyldigt.

Vi slap heldigvis med forskrækkelsen, der var ikke umiddelbart noget at se på CT scanningen. Men da der var gået hul på blindtarmen kan der være sneget sig nogle få syge celler ud i bughulen, som bare ikke kan ses endnu. Derfor vil de holde øje med mig de næste 5 år med scanninger løbende. Jeg var ekstremt lettet og tårerne fik frit løb. Det havde været nogle virkelig hårde uger i uvished. Det er nu 3 uger siden at jeg fik den dejlige nyhed. Alligevel kan jeg ikke helt slippe det endnu. De 2 ugers ventetid i frygt har virkelig sat sig dybt i mig, så jeg skal lige fordøje det hele. Har måske lidt svært ved at stole helt på det endnu, fordi der stadig er et lille ”men” og endnu nogle undersøgelser der venter i den kommende uge.

Jeg skal nemlig have lavet en kikkertundersøgelse af tyktarmen og endetarmen for at sikre, at de syge celler ikke har spredt sig dertil. Jeg har nogle gener fra det område, så jeg er selvfølgelig meget nervøs for svaret. Derudover skal jeg også have lavet endnu en passageundersøgelse af min æggeleder samt livmoderhals. Derefter skal der tages stilling til om æggelederen alligevel skal opereres væk inden vi kan fortsætte fertilitetsbehandlingen.

Fokus på taknemmeligheden
Pludselig giver min kærestes evigt tilbagevende sætning ”Det vigtigste er at vi er sunde og raske og har hinanden” meget mere mening for mig. Førhen kunne jeg godt blive lidt provokeret af det. Jeg har selvfølgelig altid været enig med ham, men vi var jo raske, så det der fyldte alt hos mig var projekt-baby. Det har i lange perioder været mit eneste fokus. Men jeg har lige fået en slem forskrækkelse, og dermed en påmindelse om at projekt-baby trods alt ikke er det vigtigste her i livet. Vi skal være taknemmelige for selv de små ting i hverdagen. Målet er ikke det vigtigste, men det er processen derimod. Vi skal nyde livet og hinanden. Jeg vil virkelig forsøge at tage denne læring med mig videre når vi igen skal i gang med fertilitetsbehandling, og håber dermed at jeg kan slappe endnu mere af i hele processen. Jeg vil dyrke taknemmeligheden og bruge tid på det der skaber værdi for mig. Jeg vil leve livet.