Først og fremmest er dette indlæg anderledes end mine normale indlæg, da de normalt handler om mig. Men efter at have set en dokumentar om sårbarhed og mod fik jeg lyst til at skrive et indlæg om OS. Derfor har jeg dedikeret dette indlæg som en hyldest til kvinder i fertilitetsbehandling. Om OS kvinder, som hver dag kæmper for noget, der for andre er en selvfølge. Nemlig kampen om barnet. Noget der ikke kun kommer ved at kigge hinanden dybt i øjnene, at tage en gravidmælk i Rema, eller ved et uheld, hvor sol og måne stod ovenover hinanden. For alt det har vi prøvet. Jeg tænker de fleste af os i fertilitetsverdenen har prøvet forskellige stillinger, ligget med benene op af væggen, spist ananas, stået på hovedet eller hvad de kloge mennesker har opfordret os til at prøve i tidens løb. Jeg kan i hvertfald ikke sige mig fri for nogen af de ovenstående. Ja nogle gange tænker jeg stakkels flue på væggen.

Inden jeg startede min fertilitetsrejse var jeg meget lukket, reserveret og var ikke den, der snakkede meget om mine følelser. Det var svagt i mine øjne, og det at være sårbar, var bestemt ikke noget, som jeg stræbte efter. Sårbarhed forbandt jeg nemlig med én, der var nem at knække, og det var jeg ikke. I stedet var jeg ifølge mig selv modig. Det ville jeg gerne være, hvem vil ikke gerne det? Men hvad betyder det at være modig egentlig? Mod betyder ifølge den danske ordbog ”mental eller moralsk styrke til at handle eller tale i en situation, der kan være til fare eller skade for én selv”. Så altså en der kan finde en styrke til at handle i en situation hvor man ikke ved hvad der evt. kommer til at ske.

Nå, men det var under min 2WW (2 weeks wait), at jeg så jeg en fantastisk dokumentar ”The call to courage”, af Brene Brown, en amerikaner som forsker i bl.a. Skam og sårbarhed. I dokumentaren sagde hun, at mod og sårbarhed hænger uløseligt sammen. Faktisk påstod hun, at man ikke kan være modig uden at være sårbar, (”you cannot get to courage without walking through vulnerability). I dokumentaren citerede hun et citat af Theodore Roosevelt, som fik mig til at tænke. Citatet er det som jeg har brugt til at lave dette indlæg, og er også det som er brugt som forsiden, fordi det ramte plet.

Jeg har forsøgt at oversætte talen så godt som jeg kan: ”Det er ikke kritikeren der vægter. Det er ikke manden som udpeger hvordan den stærke mand falder eller hvordan manden, der handler kunne have gjort det bedre. Æren tilhører den person, som faktisk er i arenaen, hvis ansigt er fyldt med støv sved og blod, der kæmper tappert. Der prøver. Der fejler igen og igen, og som til sidst, skønt han måske kender sejren ved høje præstationer, og i værste fald, i det mindste fejler med mod”

Og hvad har det så med sårbarhed at gøre tænker du nok? Jo sådan som jeg tolker det så handler sårbarhed hverken om at tabe eller at vinde. Det handler om at man på trods af ikke at kende eller at kunne kontrollere udfaldet, gør det alligevel. Når man ser frygten i øjnene og medregner alle riskoerne, at man gør det på alligevel. At man på trods af, at man kan fejle, ikke lader sig stoppe. Nøjagtig som ordet ”mod” ifølge den danske ordbog. Ifølge Brené Brown kan man kun være modig, når man er bange. Ifølge hende er usikkerhed, risiko og følelsesmæssig udsathed lig med sårbarhed. Jeg tænker at vi, i fertilitetsbehandling opfylder alle 3, for hvad er mere usikkert, med risiko og hvor man føler sig mest følelsesmæssig udsat end at være i behandling, at kæmpe for noget som man aldrig ved om lykkedes, at prøve at blive gravide igen efter tab?

I min optik er VI dem, som er I ARENAEN Vi er dem med et ansigt som er fyldt med støv, sved og blod (blod sved og tårer). Vi er dem som kæmper tappert, der måned efter måned prøver. Nogle af os ”fejler” igen og igen. Men i det mindste så fejler vi med mod. Jeg synes os der er i fertilitetsbehandling og som på den ene eller anden måde ikke kan få børn naturligt er fucking seje, modige og ikke mindst sårbare.

Det er modigt og sårbart igen og igen at rejse sig efter et mislykket IUI/IVF forsøg, uden at vide hvornår, og om de 2 streger nogen sinde kommer. Måned efter måned at fylde sin krop med hormoner, at lade sin krop gennembore af kanyler, uden at vide om æggene får den rigtige størrelse, og om man over hovedet kan tåle medicinen. At forsøge at blive gravid igen og igen efter en eller flere aborter vel vidende at chancen for at miste er der igen. For ikke at snakke om de mega seje englemødre som jeg har været så heldige at møde herinde. På trods af at have mistet deres dyrebareste så giver de ikke op. De kæmper videre i håbet om at blive mor igen. I min optik handler alt i fertilitetsbehandling om mod og sårbarhed for vi kan ikke kontrollere udfaldet og alligevel så giver vi ikke op. Det er modigt at hoppe ind i arenaen igen og igen, måske endda inden de gamle sår er healet og risikerer sig i jagten på drømmebarnet.

Førhen hadede jeg min sårbarhed, nu har jeg lært at elske den (for det meste bevares), for det er den der gør mig modig. Den der gør, at jeg rejser mig igen og igen. Jeg føler mig lidt ligesom en ”vælte peter”, i ved dem som man havde da man var lille, som man slår til, men som igen og igen rejser sig. Nogen gange ligger jeg lige lidt længere ned, som fx ved negative gravitetstest eller afvisninger i det offentlige, men jeg rejser mig altid op igen.

Så husk det på dine dårlige dage, du er sej, sårbar og modig som bare fanden <3

Tak fordi i læser med. Hvis i har lyst til at følge med i mine dagligdags tanker på godt og ondt under vores fertilitetsrejse, så find mig på instagram under navnet @bliverjegnogensindenogensmor