I starten af vores ”projekt baby” var det ikke noget problem at bevare begejstringen. Det var fantastisk og vi var SÅ klar til at få de magiske to streger. Og det ville jo blive snart.. For det gik jo så stærkt første gang. Da der var gået et år, var begejstringen fra min side helt væk.

Sex blev pludselig en pligt.

Jeg forsøgte at regne ægløsningstidspunkt ud i en periode, jeg forsøgte at mærke efter tegn på ægløsning.. og det hele blev meget mekanisk. Da vi så fik dommen – og fik at vide at vi måske aldrig får flere børn på naturlig vis – der forsvandt alt lyst. Jeg følte mig forkert i min krop, for den kan jo ingenting.

Jeg er jo en kvinde og skal være frugtbar, og da det blev taget fra mig, gik min krop i stykker. For jeg var jo ikke en kvinde alligevel.. I hvert fald ikke en rigtig en. Trods det at jeg allerede havde båret et barn under mit hjerte.. Men ønsket var så brændende, og det ødelagde alt!

Jeg blev sur, ked af det og indadvendt og ville helst ikke snakke med nogen. Jeg begravede mig i min dyne og så uendeligt mange tv-serier. Alt for at flygte fra det der virkeligt gjorde ondt. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle tackle alle de frustrerede følelser, og jeg orkede heller ikke at gøre noget ved det. Jeg lod bare tingene være, og sex blev en by i Rusland. Og sådan bliver man jo i hvert fald ikke gravid!

Så den dårlige samvittighed nagede hele tiden, og mit hoved var fyldt med ”vi burde også.. ” og enormt dårlig samvittighed over ikke at kunne levere et barn mere, og over min uduelige krop.

Sex blev noget jeg gjorde når jeg syntes jeg ikke kunne slippe uden om. Og hver eneste gang var det med ”mon det her bliver til en baby” hatten på. Der var ikke plads til at nyde det, for det hele handlede om graviditet. Til sidst fyldte det hver eneste tanke jeg kunne tænke og jeg var nødt til at sige stop. Jeg var nødt til at have en pause, hvor der slet ikke måtte snakkes om babyer, lillebrødre, navne..

Alt blev bandlyst, og alle gravide maver på Facebook blev skjult, så jeg fik tid til at bearbejde den kæmpe sorg, som blev altoverskyggende.

Det hjalp.. I hvert fald i en periode. Men verden er jo ikke skruet sådan sammen at man kan undgå alt det der gør ondt. De gravide maver, barnevogne og nyfødte er jo alle vegne. Især når det er dét man allermest ønsker!

Men jeg forsøger at vende mine tanker. Jeg forsøger at tænke at min krop har skabt et lille menneske. Mit lille mirakel. Min krop gør mig til den jeg er, og den bærer mig hver eneste dag. Og i takt med at jeg blev bedre til at passe på mig selv og min krop, forsvandt nogle af de frustrerede tanker også.

Sex er stadig ikke naturligt. Det er en pligt – ligesom vasketøj og indkøb. Men jeg håber det en dag vender igen og jeg igen kan have sex, fordi jeg har lyst. Og ikke fordi jeg håber at der kommer en baby ud af det!