Her lå jeg så, i et hvidt stort lokale med benene oppe i ”tøjlerne” imens jeg så på den flimrende skærm, af de få og små æg jeg havde, mens min gynækolog plaprede højt og hurtigt om at jeg lider af svær PCOS, og af jeg desuden nok skal gøre mig overvejelser omkring snart at få børn. Kunne ikke komme hurtig nok ud ad døren og hjem! Jeg skulle jo bare ha mit årlige gynækologtjek, og pludselig flyver der små babyer rundt om hovedet på mig.

Det var sommer 2015 af det hele tog en drastisk drejning. Jeg skulle nu fortælle min kæreste Jonas alt hvad min kære gynækolog havde fortalt, at jeg har svær PCOS, mine æg er små, og der næsten ingen æg er. Og desuden så skal jeg i gang nu og her hvis jeg ønsker børn/barn.
Og for resten, så har vi jo kun været sammen i 5 måneder, så ”hej vil du ha’ børn med mig”.

Det ville han heldigvis godt, og så gik vi ellers i gang. Vi kom ind til en fertilitetssygeplejeske som var knyttet til den gynækolog jeg også gik hos. Hun scannede mig og bekræftede hurtigt at der altså skulle ske noget med de æg hvis vi ønskede os et barn. Vi fik begge taget blodprøver, og Jonas skulle også lige aflevere en kop med hans små svømmere i. Nogen dage efter blev jeg scannet igen, og vi fik svar på vores prøver. Jeg havde alt for højt testosteron, og Jonas små svømmere var dårlige. Vores fertilitetssygeplejeske besluttede sig for at skrive os op til venteliste på Herlev hospitals fertilitets klinik. Imellem tiden gik vi dog stadig hos hende, jeg fik nogen breve jeg skulle drikke (inofolic) for at få min krop mere i balance med hensyn til mine hormoner, og piller (pregotime) som skulle øge min stimulation af æggestokkene, og en (Ovitrelle) som jeg skulle stikke mig med for at få ægløsning. Jonas skulle skærer ned på protein og hans træning for at øge hans sædproduktion. Mange forsøg og intet gav os en baby! Men det lykkes heldigvis for mange, med de hormoner så mist ikke håbet endnu!

Efter 6 måneder fik vi ENDELIG en plads på Herlev Hospitals fertilitetsklinik, og nu var vi sikre på vi nok stod med en baby i armene inden længe. Meeeen, sådan skulle det ikke være, det viste sig at være vores stamsted de næste 2 år. De gik i gang med IVF/ICSI, en helvedes masse hormoner skulle min lille krop proppes med, utallige scanninger og til sidst ville min krop endelig samarbejde så de kunne lave æg udtagning på mig.
d.2. maj 2017 fik jeg æg udtagning, 15 æg ud. 10 æg overlevede, blev befrugtet, dyrket og lagt på køl. D.8. juni fik jeg sat mit første æg op, testen var svag positiv og mit HCG tal var på 18.
Desværre blev det lille æg ikke til noget. Vi tog på ferie for at få tankerne på noget andet, min krop havde brug for ro, og Jonas havde brug for en kæreste der ikke var skingrende sindssyg konstant af alle de hormoner. D.9. september 2017 fik jeg sat endnu et æg op, i stimulereret cyklus.
D.19 tidligt om morgen blev der taget blodprøve, gik hjem og ventede spændt på hvornår de ville ringe og give mig svar. Kl. var præcis 14:00 da mobilen ringede. Det var en sygeplejerske. Åh nej, hun lyder ikke så glad tænkte jeg. Men de ord der kom ud af hendes mund viste sig at være noget positivt: Tillykke Camilla, du er gravid! Jeg var målløs, er jeg endelig gravid?? Ligger der en levende lille spirer inde i maven på mig? Jeg var mundlam! Ringede straks til Jonas som tog hans mobil med lynets hastighed, og jeg råbte op, før han nåede at sige et ord.
JEG ER GRAVID! Jonas blev så forskrækket at hans hjerte galoperede derud af samt hans tårer pressede på. – ”Tænk at det endelig lykkes for os skat”.

Nu venter vi os en lille maj pige, som snart melder sin ankomst.

Så kære jer, kampen er hård, lang og uoverskuelig. Man går igennem helvede når man er i fertilitets behandling, men bliv for guds skyld ved med at gå, for så skal i nok komme igennem det!
Det er hårdt psykisk og fysisk, men hvor der er vilje er der vej!
Jeg er stadig SÅ nervøs! Jeg er først i mål, når jeg står med min lille pige i armene.

Tak fordi du ville læse et lille udklip af min historie.

Masser af baby støv jeres vej

Camilla Castella

Instagram >    camillacastella_dk