Efter min GUL (graviditet udenfor livmoderen) i starten af året, som varede over 3 måneder, besluttede vi os for at fortsætte behandlingen med det samme igen og bruge de sidste 5 fryseæg – trods det at have haft en GUL tog virkelig hårdt på mig! Men op på hesten var den eneste måde frem – og det var vi enige om, at vi skulle!

Første fryseforsøg (efter GUL) var op til selve ÆO fuldstændig som de foregående! Samme medicin, mængde, osv.. Vi troede derfor blot, at der til ÆO på klinikken skulle sættes et fryseæg op og dermed igennem en kendt trummerum! Men sådan skulle det ikke helt gå – for sådan er fertilitetsverdenen ikke!! Den er et uforudsigeligt helvede – og det der møder os er derfor en besked om, at et fryseæg er gået til i optøningen! Jeg når ikke at reagere før jeg ligger på briksen og får min ÆO! Først da vi sidder i bilen på vej hjem bryder jeg helt sammen – det var jo ikke meningen, at vores forsøg og chancer skulle reduceres 🙁 Jeg er efter dette mere slået ud, end jeg egentlig nok vil indrømme – men hverdagen sætter ind! Efter ca to uger tages der blodprøve og svaret er negativt..! Vi var egentlig godt klar over svaret og ingen af os reagerer yderligere på det, udover at vi bare skal igang igen!

Heldigvis vælger lægen nu, pga mit problem med at opbygge en tyk slimhinde, at vi skal afprøve en ny form for medicin! Det synes vi er en god ide – vi kan jo ikke fortsætte med noget, der ikke virker gang på gang..! Imens jeg starter op på ny medicin, så beslutter vi os for, at der må ske noget i vores liv..! Vi skal gøre noget godt for os selv – opfylde et af de ønsker, vi går rundt med..! Vi vælger derfor at få en hundehvalp – et ønske vi har haft længe – og vi har nu simpelthen brug for den glæde i vores liv ❤️(noget som ingen af os fortryder…)

Efter kroppen nu har opbygget den størrelse slimhinde den kan i en halv-naturlig cyklus med den ny medicin, så måler de på det æg, der er blevet udviklet, og de mener jeg bør være klar til ÆO! Dagen for ÆO tager vi til med en tro på, at nu kan der jo ikke gå noget galt i optøningen, for det har vi jo prøvet – det sker ikke to gange – OG jeg har selvfølgelig læst internettet tyndt for at kende risici for, at det sker igen..! Men jooooo 🙁 og ikke nok med det, så er 2 æg gået til i optøningen denne gang, og jeg skal derfor have lagt mit sidste æg op! Ud af 7 æg er altså 3 gået til i optøningen – hvor uheldig har man lov at være..!!?

Min kæreste sørger for at hive al positivitet op af hatten trods det, at vi nu ved, at dette forsøg (vi nu er igang med) er vores sidste inden sommerferien. Derefter hedder det igen ÆU…:(

Vi venter og venter og vælger to dage inden vi skal have taget blodprøve selv at tage en test, da vi står og skal til bryllup og gerne vil have vished forinden! Vi tager testen som vi så mange gange før har gjort – MEN ALDRIG har vi set så bragende POSITIV en test..! Vi er helt ude af den..! To dage efter får jeg målt mit HCG som er på lidt over 1000… Det er helt vildt højt – og jeg er helt vildt meget gravid..! Pga frygten for endnu en GUL får vi taget en del opfølgende blodprøver – men alle viser, at jeg er HELT VILDT MEGET GRAVID..!

Vi er fuldstændig flyvende begge to – men også dødsangste for, hvad der kan ske..! Det er nogle knaldhamrende hårde uger indtil vi når til uge 6+6, hvor vi bliver scannet på klinikken og ser et hjerteblink! Et fint lille blink som fortæller os, at vi venter os en lille guldklump ❤️

Ingen af os kan forstå, at vi er blevet en del af den statistik, hvor det måske rent faktisk lykkedes os at blive forældre – at få vores største drøm opfyldt…

Selvom vi er svævende og hamrende lykkelige – så er jeg så bange hele tiden, at angsten for at miste begynder at overskygge den glæde jeg allerhelst vil føle.. Jeg bliver sygemeldt pga kvalme, men helt sikkert også pga det psykiske pres, som jeg har så svært ved at bære rundt på. Vi vælger derfor at få en privatscanning, for at se at alt er i orden.. – og det viser sig, at denne scanning ligesom den første scanning fuldstændig slår benene væk under os…!

Som jeg ligger på briksen og får scannet maven, så spørger jordmoderen mig om, hvad jeg selv synes, jeg kan se….!!! Tjoh jah vi kan da se, at der er noget – så garvet er man vel blevet efter så mange scanninger..! Hun smiler og siger: “Ja det skal jeg lige love for – der ligger nemlig to små guldklumper derinde”……. Jeg er sikker på, at mit hjerte slår et par ekstra gange, tårerne triller og jeg mærker en fuldstændig fuldendt lykke..! Vi skal være forældre til tvillinger – vi får ikke bare én guldklump, men vi er så heldige at få to guldklumper – som bliver vores, som vi skal være forældre til, og som vi for altid vil elske mere end noget andet…!

Jeg startede med at skrive, at dette blogindlæg havde været langt undervejs og svært at skrive – og misforstå mig endelig ikke – jeg er så utrolig lykkelig, men samtidig så kæmper jeg helt vildt med “efterveerne” fra det at have været i fertilitetsverdenen flere år…

Jeg er lige nået over halvvejs i min graviditet, og først nu begynder jeg sådan for alvor at turde tro på, at det er min tur.. Jeg havde aldrig aldrig aldrig troet, at jeg var en af dem, som ville komme til at skrive et sådan indlæg – og frygten for at noget går galt er der stadig (faktisk hele tiden)! Har jo læst om sene aborter og dødsfødsler 🙁 Men jeg bliver ved med at få at vide, at jeg har lov til at være glad nu, lov til at glæde mig, og lov til at tro på, at lykken nu er kommet til mig (til os).. ❤️

For måneder og år tilbage når jeg selv læste solstrålehistorier, så tænkte jeg det var noget værre vås når pigerne sluttede af med at skrive, at det nok skal lykkedes, så længe man bliver ved med at kæmpe…! Vi ved alle, at der er ingen garantier for at det lykkedes lige meget hvad! Det der menes er dog nok, at man ikke kan andet end at fortsætte med at kæmpe. Der er ingen anden vej end at fortsætte med at kæmpe, for det man drømmer allermest om….! Vi er alle forskellige, vi kæmper alle forskelligt og vi har alle forskellige drømme – og mit budskab er derfor til jer alle, at I skal vælge at kæmpe kampen, som I ønsker at kæmpe den! I skal fortsætte kampen så længe I føler, og I skal lytte til jer selv – ingen andre skal have lov til at bestemme om I har kæmpet længe nok eller hårdt nok – det er jeres kamp og KUN jeres kamp..!

Selvom dette blogindlæg har været evindeligt svært at skrive, så har jeg samtidig også glædet mig fuldstændig fantastisk meget til at give mig selv lov til at være lykkelig – og lov til at fortælle verdenen, at det nu er blevet vores tur….💗

Til alle jer… “Barnlighed” har været mit frirum i flere måneder – et frirum der har lært mig selv utrolig meget om MIG, og jeg håber, at det har kunnet hjælpe andre i samme situation.. Tak for, at I har læst med – det er nu tid for mig til at øve mig i at glæde mig og være glad..! Jeg ønsker jer alle alt det bedste – kæmp for det I har allermest kært…💕