Forsøg nummer to gik på præcis samme måde som det første. Der var follikler der voksede, men kun ét æg til udtagningen. Det blev befrugtet, så flot ud, blev lagt tilbage, men ingen graviditet. Igen….

Når jeg tænker tilbage på mine forsøg skal der faktisk en del hjernekapacitet til at finde frem til detaljerne. Det hele er en stor pærevælling og det eneste, der er konstant og som jeg husker uden at skulle tænke mig det mindste om, er sorgen. Det er vitterligt det hårdeste jeg nogensinde har prøvet.
Og så samtidig se andre blive gravide. At føle sig overhalet.
At mennesker man ved ikke er gode forældre bliver gravide bare ved at lugte til hinandens undertøj.
Folks misforståede omsorg.

Jeg har en veninde som ikke fortalte mig, at hun var gravid, fordi hun ikke ville gøre mig ked af det. Men hun er jo en af mine bedste veninder? Hvordan kan hun tro, at jeg ikke bliver ked af, at hun ikke fortæller mig det?

Prøvede at forklare hende, at jeg aldrig ville blive ked af, at hun var gravid. Jeg ønsker på ingen måder denne kamp og sorg for nogen. Ikke engang min værste fjende.

Det, jeg bliver ked af er, at det ikke også er mig. Men det er jo ikke det samme.
Følelsen af ensomhed har også været overvældende stor. Det er jo min sorg. Ingen andres. Min familie er kede af det på mine vegne, men de kan godt leve uden et barn mere i flokken.

Forløbet har således for første gang givet mig følelsen af, at det må være godt at være to i sorgen. Jeg ved det sikkert ikke er sådan. Mange føler jo ikke det samme og sørger på forskellige tidspunkter. Men jeg har virkelig følt mig alene med min sorg.

På Instagram har jeg dog fundet en del hjælp og støtte. Andre kvinder der som jeg selv slås med alt hvad de har for deres ønskebarn. De kvinder derinde har samlet mig op mange gange og selv om jeg ikke kender en eneste deler vi hinandens sværeste stunder og for mange også dybeste hemmeligheder.
Støtte i denne proces er helt essentielt og uvurderligt.

Den fandt jeg heldigvis endnu mere af lige inden mit tredje forsøg….