Det er ikke fordi der noget galt med mig, i bund og grund er jeg sund og rask. Men jeg vejer for meget. Det har jeg vidst siden vi i november 2017 besøgte privatklinikken første gang. Mit BMI lå lige på grænsen, til at vi ville blive sendt hjem og jeg skulle på kur. Men de lod os begynde, hvis jeg derimod lovede højt og helligt at jeg gik hjem og gjorde noget ved problemet.

Så det lovede jeg, med håndslag, spytklat og ingen krydsede fingre. Og jeg gik da også hjem og gjorde noget ved det, jeg tabte 8 kg, og så blev jeg gravid og tog lidt på igen. Og så ramte krisen, med aborten og så tog jeg lidt mere på og pludselig stod jeg med samme udgangspunkt som den kolde triste dag i november 2017.

Jeg gik ikke ud fra det ville blive nødvendigt at få mit BMI under 30, som behandling i det offentlige kræver. Ikke fordi jeg ikke kan forstå det, men jeg troede virkelig aldrig at vi ville nå dertil hvor næste led i processen var IVF behandling, på et offentligt sygehus.

Men hvorfor har jeg så ikke tabt mig det jeg skulle? Vi skriver August 2018, jeg burde have tabt mig det jeg skulle på nuværende tidspunkt. I skrivende stund mangler der 10 kg. Det lyder ikke nødvendigvis af meget, men det gør det ikke nemmere at tabe.

Problemet ligger nok der hvor jeg egentlig ikke kan se problemet. Jovist kan jeg da godt se at jeg buler hist og her, og jeg kan da også godt se på vægten at den nok burde være væsentlige lavere. Men jeg har det egentlig okay! Jeg står ikke op og tænker ’’hold op hvor er du tyk’’. Det er en tanke jeg for længst har smidt ud, fordi jeg tidligere haft meget store problemer når det kom til mad og forholdet til min krop. Måske lider jeg lidt af vrangforestillinger, eller også er det sundsvæsenets krav der er urimelige.

BMI beskriver forholdet mellem din vægt og din højde, men ikke din generelle sundhedstilstand. Mine blodprøver er helt som de skal være, og jeg er sund og rask. Min kondi kunne være bedre, bevares. Men pt er der ikke udsigt til at jeg skal løbe efter et barn, så jeg kan vel nå at komme i den famøse supermor-kondi endnu.

Det er ikke fordi jeg ikke kan forstå og anerkender at der flere risici og problematikker, ved at være overvægtig og gravid. Og jeg har også en generel forståelse for, at det i nogle tilfælde ’’kun’’ er overvægten der forhindrer en graviditet i at ske.

Og her når vi så til min skyldfølelse. For eftersom jeg er sund og rask og alting fungerer som det skal, så kan jeg kun konkludere at det må være min overvægt der er en forhindring.

Jeg har skyldfølelse overfor mig selv, men allermest overfor Nick. Fordi jeg føler at jeg forhindrer ham i at få et af hans største ønsker opfyldt. Jojo, det er også mit største ønske, men skyldfølelsen overfor mig selv har jeg efterhånden lært leve med og ignorere.

Skyldfølelsen er først kommet efter vi fik at vide vi skulle videre til IVF. For lige nu er mit BMI ikke 30, og der 10 kg før jeg rammer det. Det betyder også at vi automatisk vil blive sat på ’’pause’’ når vi ramme det offentlige, indtil jeg har tabt mig. Og det piner mig lidt. Og jeg håber lidt at ventetiden er nok til at slå de værste kilo ihjel.

Nick hverken behøver eller trænger til at tabe sig. Så kampen er lidt min egen, ikke fordi han ikke støtter mig, men det er bare min kamp. For det er mine kilo.

Skyldfølelsen er svær at acceptere, fordi det ikke kun handler om mig selv. Men jeg har besluttet at skyldfølelsen skal være min drivkraft, i stedet for at tynge mig ned.

Jeg skal nok nå målet, så jeg lever op til IVF kravene.