(Alt der bliver skrevet i disse indlæg, er noget jeg har skrevet ned i starten af vores process, for ca et halvt år siden)

Nu begynder det snart!, Tankerne kører rundt.

Efter vores svar på prøverne, har vi nu fået en henvisning sendt afsted til en fertilitsklinik. Vi er spændte og glæder os!

Endelig sker der noget, endelig skal der ske noget.
Men nu begynder alle tankemylderen. Tankerne kører derudaf, omkring det hele. Tanker som, “kan jeg mon klare det hele mentalt? ” “kan jeg klare det fysisk?” “kan vores forhold klare det?” –

Men netop det sidste spørgsmål er et klokkeklart JA!
Jeg ved vi nok skal klare det her sammen! Det er jeg ikke i tvivl om!

Jeg er derimod rigtig nervøs for det hele! Kan min krop klare det hele! Det er jo enligt mig den hænger på nu, da det er mig der skal skabe den lille skabning.

Jeg er begyndt med tanker som, “hvorfor er det enligt så vigtigt for os at få det barn?” “hvorfor skal det være lige nu?” jeg ved det ikke er fordi jeg har fået kolde fødder eller er ved at fortryde, det er blot fordi det hele kommer så tæt på, fordi vi faktisk har en stor chance for at vores drøm om et fælles barn måske snart går i opfyldelse.. Og det er det der skræmmer mig så uhyggeligt meget!

Vi har nu sendt et spørgeskema ind til Aalborg universitet hospital, som de skal behandle og derefter sende os videre til fertilitetsbehandling. :-(.. Ventetiden er så utrolig lang og nærmest uoverskueligt.

Jeg kan næsten ikke holde ventetiden ud. Jeg får tanker som, “skal vi bare droppe det hele, kan jeg nogensinde klare det her” men vi har forsøgt i snart 3 år at få et barn og nu er vi der næsten, hvorfor så give op.

Jeg føler endnu mere et tabu omkring alt det her. Et nederlag uden lige. Hvorfor kan vi ikke bare få børn på normalvis. Hvorfor er der ikke nogen der nogensinde snakker åbent om det her, det føler jeg at jeg måske kunne have haft brug for.

Men jo mere åbent jeg snakker om det, jo mere finder jeg ud af hvor mange der enligt har været igennem det samme..

Jeg er blevet endnu mere sårbar igennem denne svære tid end jeg plejer at være. Når jeg ser gravide eller små børn kan jeg mærke en knude i maven og tårerne presser sig på.

Min sidste tanke er nu…. MON DET OVERHOVEDET LYKKES OG HVORNÅR MON DET LYKKES.. Kan jeg klare det her i længere tid. ???

😔😔

🏻👶😬

Det næste indlæg, lavede jeg lige efter nytår hvor vores tro og håb blev bedre.