…jep, det er lige hvad vi skal. Det er jo ikke fordi at vi ikke har prøvet at lave et barn de sidste 2 år, men nu skal vi have hjælp til det og det glæder jeg mig virkelig til. Jeg har ventet 2 år på at vi kunne gå i gang med fertilitetsbehandling og endelig sker det.

Jeg var inde på klinikken den anden dag fordi jeg ikke har fået min menstruation endnu (hvilket jo er meget normalt for mit vedkommende). Planen var at jeg skulle vente på min menstruation og når den kom, skulle jeg ind og have scannet mine æggeledere for at se om der var passage og var der passage skulle jeg vente på næste menstruation, hvor jeg så skulle gå i gang med hormoner og derefter insemineres.

Planen blev så ændret den anden dag, hvor jeg var inde på klinikken og blive scannet. Han scannede mig og gav mig derefter provera med hjem, som skal sætte gang i min menstruation. Pillerne skal jeg tage i 10 dage og så skulle jeg gerne få menstruation ca. 2-3 dage efter. Når jeg så får min menstruation skal jeg ringe til klinikken og starte på hormoner og derefter insemineres. Samtidig skal jeg også have tjekket mine æggeledere. Man kan godt sige at man tager en chance hvis nu ens æggeledere er lukket, men det har jeg det altså fint med. Nu håber jeg det går efter planen, for så kan vi nemlig lige nå det hele inden vi tager på ferie i september.

Det kom lige pludseligt tæt på. Jeg kan være gravid i slutningen af august! Er jeg den eneste der bliver lidt skræmt af det? Ja, vi har ventet 2 år på det her og det er vores største ønske, men samtidig skræmmer det mig da også lidt. Nu skal jeg jo til at være voksen og være nogens mor. Hvordan gør man lige det? Og min største frygt… hvad hvis jeg ikke elsker barnet eller føler glæde når det bliver født?

Vi tager en dag af gangen. Andet kan vi ikke gøre og så skal det nok gå. Det er jeg sikker på!