ENDELIG!!! I marts måned 2019 skulle vi have været startet i fertilitetsbehandling på Herlev hospital. Selvom vi allerede havde været igennem behandling på privatklinik, så blev vi sendt til statsforvaltningen, som skulle godkende at vi kunne få lov til at få hjælp til behandling.

Jeg syntes det var hårdt første gang vi var i behandling, men det der med at nogen som ikke kender os, skal vurdere om vi er egnet til at blive forældre? Det har været helt vildt grænseoverskridende! Men det har også trukket tænder ud og udfordret os som mennesker. Det gør bare noget ved selvværdet, at nogen et eller andet sted tvivler på os som mennesker. Jeg forstår jo godt at man gør det for at sikre fremtidige børn og jeg ved godt at det bare er sådan reglerne er. Dog tog jeg mig selv i at syntes det var helt vildt uretfærdigt, at det skulle ramme os.

Det hele har taget meget langtid og jeg syntes det er gået meget langsomt, så for hver måned der gik så mistede vi lidt håbet. Men tænk engang at her 15 måneder senere, er vi blevet GODKENDT!!! VI KAN ENDELIG STARTE PÅ BEHANDLING!!!

Det var og er stadig meget surrealistisk! Nicklas græd af glæde da han viste mig afgørelsen, faktisk så er det nok ham det har været allermest ked af det i den her omgang. Han har haft svært ved at sove om natten og han har været kort luntet. I det hele taget, har han faktisk bare har været virkelig ked af det og super frustret over ikke at kunne gøre hverken til eller fra.

Tilbage til afgørelsen… Jeg anede ikke hvad der foregik. Jeg var meget i tvivl om hvad der rent faktisk stod i det brev. Altså det var en virkelig en underlig fornemmelse! jeg havde lidt mistet håbet efter så langtid, så det at der lige pludselig var en afgørelse var så uvirkeligt. Jeg gik hele dagen og var i sådan en lallende tilstand og vi fejrede det med at tage ud og spise god mad. Det var faktisk først om aften da vi talte om det inden vi skulle sove, at jeg begyndte at fælde lidt tåre. Det begyndte ligesom at sive ind, hvad det egentlig var der var sket.

Da jeg ringede til hospitalet dagen efter, gik det nok sådan rigtig op for mig. For første gang i langtid føler jeg, at jeg er lykkelig helt nede i tæerne. Som personer er vi faktisk generelt i godt humør, men helt ærligt så har vi ikke været så oprigtig glade indeni som vi er nu. Det er ikke så vigtigt hvornår vi kan starte behandlingen, men det er så vigtigt at vi er blevet godkendt af statsforvaltningen. Jeg ved at vi er gode nok som mennesker. Jeg ved at vi kan være rigtig gode forældre, som alle mulige andre!

I de her 15 måneder har jeg da tvivlet på, om der virkelig er noget galt med os. Men nej jeg ved der ikke er noget galt med os. Heldigvis har vi kæmpe støtte omkring os, mennesker som viser os at vi er gode nok præcis som vi er. Jeg er så taknemlig for, at de har været der hele vejen igennem! Det kan nemlig være rigtig ensomt! På den ene side så vil man ikke tale for meget om det, men på den anden side så skal vi tale om det for ikke at lukke os ind i os selv. Så det betyder så meget for os at de mennesker omkring os ikke er bange for at spørge !!

Det har været ulideligt, men vi kom igennem det! Endda stærkere end nogle sinde før! Har svært ved at forstille mig, at noget der skulle ødelægge den glæde vi føler nu.

Nu er vi bare så spændte på, at vi skal i gang med behandlingen. Ærligt så glæder mig, men jeg frygter det nok os lidt. Jeg faktisk er nervøs for hvordan det bliver, at være i min krop denne gang! Nu må vi se frem ad og bare nyde at vi er blevet godkendt. Jeg siger det lige igen, vi er blevet GODKENDT!!😂👏🎉❤