Som tidligere nævnt, så har jeg følt, at fertilitetsbehandling er et stort tabu at tale om. I starten talte jeg ikke med særlig mange om, at vi var startet i behandling. Det ændrede sig så småt efter jeg fandt frem til et netværk af kvinder, der delte nogenlunde samme skæbne som jeg selv.

Jeg vidste ret tidligt, at jeg ville have brug for at tale med en fagperson om situationen, så jeg søgte (igen) hele internettet tyndt for oplysninger. Jeg fandt frem til foreningen LFUB – Landsforeningen for ufrivilligt barnløse. Jeg meldte mig ind, og så fandt jeg frem til den fertilitetsterapeut, der var tilknyttet foreningen. Det var den samme som fertilitetsklinikken, vi var tilknyttet, anbefalede.
Jeg startede i et forløb hos hende, og det var en enorm forløsning. Efter et par ene-sessioner talte hun om at starte en netværksgruppe op, og selvom det gjorde mig nervøs, så tilmeldte jeg mig.

Efter et par måneder startede netværksgruppen op. Det var en sindssyg forløsning at være i lokale med andre ufrivilligt barnløse kvinder. Stemningen var anspændt i starten, men det aftog hurtigt. Det var første gang jeg oplevede, at der var en så umiddelbar og øjeblikkelig forståelse omkring min situation. Selvom vi alle havde været igennem forskellige forløb, så var det tydeligt at vi havde meget til fælles. Stemningen blev hurtig lettere og lige pludselig kunne vi grine af de svære situationer, for der var så meget forståelse i lokalet. Lokalet var fyldt op med forståelse, opbakning, kærlighed og sorg. Det var vanvittigt at være med til.

De kvinder jeg har mødt i netværksgruppen er nogle af de sejeste og dejligste kvinder jeg kender. Det har været så vildt at møde kvinder i samme situation, og det har været guld værd at kunne sparre med andre, der deler de samme følelser som jeg selv.

Vi gik i netværksgruppen 4 eller 5 gange i alt, og vi har mødtes privat et par gange efterfølgende. De fleste af dem er gravide, og den første har termin lige om lidt. Jeg under dem alle at få de sødeste, dejligste og mest velskabte babyer, og jeg glæder mig til at møde deres små mirakler. Også selv, hvis mit eget lille mirakel udebliver lidt endnu.

Især en af kvinderne har været den bedste og mest hjertevarme ven for mig i alt det her. Vi har fulgtes i vores forløb. Vi er blevet insemineret nærmest samtidig, fået taget æg ud med to ugers mellemrum og generelt delt alle op- og nedture.
Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden hende. Hun varmer mit hjerte mere end de fleste, og jeg ved at mine “almindeligt fertile” veninder har haft svært ved at være min ven igennem alt det her. Det er der ingen skam i, selvom jeg tit har bebrejdet dem, at de ikke har vidst hvad de skulle gøre eller sige. Faktum er bare, at de ikke forstår det. Men kvinder, der har haft de samme følelser inde på livet – de forstår det.

Overvej om en netværksgruppe kunne være noget for dig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden det netværk jeg har fået, og jeg håber de kvinder jeg har mødt har lyst til at være mine venner forevigt.