
omFertilitetsliv.dk
Velkommen til Fertilitetsliv.dk
Vi hedder Søs og Frederik, vi er midt i trediverne og bosat i Hjerting lidt udenfor Esbjerg.
Vores ønske om familieforøgelse startede i august 2014, det skulle vise sig, at blive et langt og hårdt forløb.
Efter tre måneder stod vi med en positiv graviditetstest i hånden, desværre endte graviditeten med en spontan abort.
Tre måneder senere stod vi igen med en positiv graviditetstest i hånden, desværre sad graviditeten udenfor livmoderen, hvilket førte til, at de var nødsaget til at fjerne den højre æggeleder.
Fem måneder senere stod vi igen med en positiv graviditetstest i hånden, desværre endte denne graviditet også i en spontan abort.
I maj 2016 startede vi i fertilitetsbehandling.
Efter 5 mislykkede inseminationsforsøg (IUI-H) blev vi henvist til reagensglasbehandling (IVF).
Vores store drøm om familieforøgelse gik i opfyldelse i januar 2018 hvor vores lille datter kom til verden, og i august 2019 kom lillesøster til verden.
Fertilitetsliv.dk
Fertilitetsliv.dk blev stiftet i april 2017.
Vi startede Fertilitetsliv.dk fordi vi manglede et fællesskab på nettet, hvor vi kunne dele vores tanker, følelser og erfaringer med andre ligesindede.
Fertilitetsliv.dk har til formål, at bryde tabuet omkring ufrivillig barnløshed og hjælpe andre til, at finde trøst og støtte i kampen for ønskebarnet
Vi håber du/i får glæde af Fertilitetsliv.dk
De bedste hilsner
Søs & Frederik