For lidt over to år siden blev jeg opereret for cyster i underlivet og den operation viste sig at være livsforandrende for os.

I mange år som ung, har jeg gået med voldsomme menstruationssmerter hver måned og ingen kunne fortælle mig årsagen til det. Mange besøg ved lægen og nok endnu flere opkald til vagtlæger, var ikke nok til at nogen ville tage mig seriøs og undersøge mig grundigere. I alderen af 18 år endte jeg med at få mini p-piller. Det hjalp mig i knap otte år, for uden menstruation fik jeg jo naturligvis heller ikke smerterne som var forbundet med det.

Da min mand og jeg så besluttede at nu skulle det altså være, nu ville vi altså lave en baby og stifte familie, så måtte jeg jo af mini p-pillerne. Som frygtet og forudset kostede det mig fravær fra arbejdet og en masse alvorlige smerter hver gang jeg fik min periode. Hver måned i over et halvt år var jeg ved læge men de ville ikke høre efter eller tage mig seriøst. Der skulle jo gå mindst et år med at forsøge at lave barn naturligt før de ville undersøge mig yderligere. Det var så frustrerende for jeg vidste der var noget galt med mig, det sagde min mavefornemmelse allerede som ung da jeg først fik tanken om at blive mor en dag.

Men først da jeg endelig tog mig mod nok til at slå godt og grundigt i bordet og bede om en henvisning til en gynækolog, vågnede de op. Så afsted til gynækolog, hvor de fandt cyster i mit underliv som skulle opereres væk i håb om at mine smerter så ville stoppe. Dette skete desværre bare ikke. For det var ikke cyster som var problemet. Operationen viste sig nemlig at blive livsforandrende for os, for pludselig fandt vi ud af at jeg bar rundt på endometriose. Øh hvad filan er Endometriose? Åbenbart nogle sorte pletter der kunne give mig titlen som “barnløs”.

Heldigvis fik vi tilbud om gratis fertilitetsbehandling som vi kunne benytte os af når vi var klar til det.

Efter operationen, gik jeg et par måneder i min egen lille frustrerede tilstand, og bearbejde situationen og titlen som “barnløs”. Jeg var naturligvis mega gal på lægerne over den manglende hjælp og seriøsitet fra deres ende – og næsten ligeså gal på mig selv over at jeg ikke slog i bordet længe før end jeg gjorde det. Men i sidste ende var der jo ikke andet for end at rejse sig op og kæmpe videre for at få familien som vi så meget ønsker os. Nytter det er bebrejde verden for vores uheld? Hjælper det at jeg går og er gal over det, får jeg så hurtigere en baby? NEJ! Det handler om at rejse sig ligeså hurtigt som man blev lagt ned.

Den dag idag, er jeg helt afklaret med titlen som “barnløs” fordi jeg ved at det bliver vores tur til at blive forældre en dag. Det tager lidt længere tid for os end for så mange andre. Men vi kan bære kampen og løfter os sammen efter hvert nederlag vi møder. Så en dag bliver det os, os med den positive graviditetstest og en glæde som ikke kan måles, for jeg nægter at bukke under for ordet “barnløs”.

HUSK…

“Gud giver det sværeste, til de stærkeste”