At overleve når man er ufrivillig barnløs

Blog opslag

Skrevet af UdenBaby

15 jul, 2017

Nogle gange er det så indædt hårdt, at befinde sig i det ingenmandsland der hedder ”ufrivilligt barnløs.”

Det ødelægger ens sjæl, livsglæde og fylder alt; alle tomrum og alle tanker. Der er aldrig pause, hele tiden arbejder hjernen på højtryk; ”gad vide om jeg bliver gravid hvis jeg gør sådan” eller ”jeg hørte om en der brugte den her creme, og pludselig var der gevinst..” Alt bliver pludselig en kamp for at få storken på besøg. Men storken er ansat hos PostNord og har forlagt pakken på et eller andet fjernlager.

Og så sker det pludselig.. Konfrontationen.

”Skal I ikke snart have flere børn?” og man svarer vævende – for det har man lært sig – at jo, og det vil vi også, og timing, arbejde, nyde det barn man har.. Hvorefter man beslutter at være ærlig og siger ”men vi kan bare ikke rigtigt…” Og ærligheden bliver mødt af den hjerteløse ”hvor der er vilje er der vej” kommentar. Og hvad gør man så? Man går fuldstændigt i stå, og man næsten høre hvordan blodet i kroppen stopper med at suse rundt, og man kan også fornemme at hjertet holder en lang pause.

Stilhed. Panik.

Og en uendelig bunke af sorg – som vedkommende bag kommentaren slet ikke kender – kommer væltende. Man kan mærke øjnene brænder og klumpen i halsen bliver større. Og så er det man vender sig om, og går sin vej. For man kan ikke andet. Ikke dér, hvor man er omringet af en million andre mennesker – som ikke skal se, at tårerne lige om lidt kommer trillende, væltende og det føles som om de aldrig stopper. Det er altopslugende.

Men hvad gør man så? For at overleve, dét skal man! Man forsøger at glemme, forsøger at bilde sig selv ind at man måske bare slet ikke ønsker det nok, det barn. At man måske bare slet ikke er klar, og i øvrigt også trives som en familie på 3. At det jo altid er dårlig timing, og der er så meget man ikke kan med en baby.

Og det lykkes for en stund. Indtil man er på ferie og bader i poolen, og møder den ene struttende, smukke gravide mave efter den anden. De er alle vegne, de smukke, strålende maver, som symboliserer alt det jeg ikke har. Alt det vi ikke har. Og så kommer det væltende igen. Smerten og sorgen. Og tankerne om at det aldrig lykkes, fylder det hele. Og solen og varmen når alligevel ikke helt derind, hvor der ligger en lille frossen kugle, som indeholder alt den sorg som ingen kan se.

Og hvad gør man så? Forsøger at glemme. Forsøger at overleve at befinde sig midt i orkanens øje, hvor der umiddelbart synes roligt – men rundt omkring hvirvler alting tungt og man kan ikke se hvad der op og ned.

Og det der med at hvor der er vilje er der vej, bliver pludselig bare endnu en torn i øjet; for er det mon min egen skyld at vi befinder os her?

Vil jeg det ikke nok?

Kæmper jeg nok?

Men jeg ved bare ikke hvordan jeg skal kæmpe mere.. Lige nu er det ren overlevelse…

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!