Kort fortalt, ville jeg ønske, at jeg havde lyttet til mig selv. Jeg havde en fornemmelse af, at det havde været bedst, at vente til næste cyklus med en ÆO. Lægen derimod virkede ikke bekymret på nogen måde, så jeg gik naturligvis med til, at få lagt ægget op. Man vil jo så gerne i gang..
Utålmodigheden er her, vores værste fjende i dette game. Op med ægget, selvom det er i den samme cyklus, som jeg var blevet pumpet med hormoner, for at danne en masse brugbare æg.
Egentlig giver det ikke mening for mig, at man både skal producere en masse æg, tage dem ud og komme et æg op i samme cyklus.

Det er en oplevelse, som jeg for alt i verden ALDRIG vil prøve igen. Derfor er det fremover udelukket, at jeg skal have ÆO samme måned som ÆU, uanset hvad lægerne så siger.

Grunden til jeg siger det, kommer her!! 5 dage efter ÆO begyndte jeg, at blive meget oppustet. Det gjorde ondt i underlivet, når jeg sad ned, og jeg kunne på ingen måder holde ud, at have bukser på. En aften var det så slemt, at jeg ikke kunne sove. Jeg ringede derfor til vagt telefonen på sygehuset, hvor de syntes jeg skulle komme ind til en scanning. Dette gjorde jeg kl. 3 om natten, hvor jeg blev sendt hjem med beskeden om, at jeg havde udviklet en mild overstimulering. Det kunne de se, da jeg havde ophobende væske i min bughule. Næste morgen skulle jeg ind på sygehuset igen. Her skulle jeg have taget en graviditetsblodprøve for, at se om jeg var blevet gravid. Efter blodprøven var taget, skulle jeg igen ned på fertilitetsklinikken.

Her oplyste lægen mig om at grunden til, at jeg var overstimuleret var, fordi jeg var blevet gravid. Min krop dannede nu HCG, som ville stige med hastige skridt hver dag. Jeg ville formegentlig derfor kun få det værre, over den næste tid og jeg skulle være forberedt på, en hård start i min graviditet. Denne overstimulering, kunne vare helt til graviditetsuge 12. Jeg fældede et par glædes tåre, over jeg var blevet gravid. Det gjorde mig jo glad, men samtidig også helt vildt bekymret. Jeg havde det jo så skidt, så jeg turde ikke glæde mig over nyheden. Lægen sagde, at denne situation gjorde, vi først og fremmest skulle tænke på mit helbred.

Det slukkede en hel del for glæden og det eneste jeg rigtig kunne forholde mig til var, at jeg følte mig som en stor oppustet ballon. Efter samtalen skulle jeg tilbage på sygehuset, hvor jeg skulle starte op på blodprop medicin pga. overstimulering. Der sker nemlig det, at væsken fra mit blod, ender ude i bughulen, frem for i mine blodbaner. Det gør, at blodet bliver tykkere og derfor stiger risikoen for blodpropper markant. Et par flotte støttestrømper, fik jeg også udleveret, og dem skulle jeg gå med 24/7 den næste måned hvert fald. Inden jeg fik lov til at tage hjem, skulle jeg sidde og hænge ud i venteværelset, mens jeg fik mig en liter væske i drop.  Kun to dage efter, blev jeg indlagt til observation. Al væske jeg nu indtog, fik i drop og al væske jeg tissede ud, skulle måles og noteres. Dagligt skulle jeg vejes morgen og aften. Jeg tog 3 kg på i vægt om dagen, i ren væske.

Dagen efter indlæggelsen, var jeg oppe på 70 kg, hvor min start vægt var 62 kg. 8 kg væske og det hale sad omkring maven og bagpå ryggen. Væsken begyndte at sætte sig i mine lunger, det blev derfor besluttet, at jeg var nød til, at få noget af alt den væske ud. Den beslutning havde jeg godt nok frygtet!

JEG SKULLE HAVE LAGT ET DRÆN IND I MAVEN! Læs mere i næste blog indlæg..