Kan man både være glad og ked af det på samme tid? I skrivende stund er jeg i hvert fald både forvirret, frustreret, glad, forhåbningsfuld og ked af det. Jeg er overvældet af blandede følelser.

Frustration og afmagt

Når vi i ventetiden til operationen hører om flere tilfælde hvor folk mod lægernes odds opnår naturlige graviditeter, så bliver især jeg både frustreret, jaloux og forhåbningsfuld. Frustreret, fordi vi begynder at tvivle på om lægerne nu også har helt styr på det. Jaloux, fordi jeg ville ønske at det var os det pludselig lykkes for. Forhåbningsfuld, fordi vi øjnede en lille mulighed for at det måske alligevel kunne lykkes os naturligt i ventetiden. Realistisk set vidste vi godt at chancerne for en naturlig graviditet var minimale, men vi håbede så inderligt at vi også kunne få lov til at tage fusen på lægerne.

Jeg har virkelig svært ved at forene mig med tanken om at fjerne den sidste æggeleder. Især hvis lægerne på den offentlige fertilitetsklinik faktisk tager fejl. Vi kontaktede derfor efter mange overvejelser en privat fertilitetsklinik omkring en second opinion. Ud fra vores fertilitetshistorie var denne nye læge meget enig i den offentlige fertilitetskliniks vurdering. Hun ville selvfølgelig stadig gerne undersøge mig, men bare det at høre det fra endnu en læge, gjorde at der faldt lidt mere ro på igen. Vi fik en tiltro til at det er den eneste rigtige løsning.

Glæde og forhåbning

Vi var forberedte på at operationstiden måske først blev efter sommerferien alt afhængig af Covid-19’s udvikling. Efterhånden som samfundet begyndte at åbne mere op igen, fik jeg et behov for at ringe og høre hvor på ventelisten jeg stod. Men jeg kunne ikke tage mig sammen, fordi jeg var ekstremt bange for svaret. Bange for at det måske først blev efter sommerferien. Jeg var faktisk også bekymret for at få en operationstid lige om lidt, netop fordi jeg var begyndt at tvivle på om det var det rigtige at gøre. Tanken om at få fjernet den sidste æggeleder, og dermed definitivt udelukke muligheden for en naurlig graviditet er nærmest ikke til at bære.

Forleden tog jeg mig sammen. Jeg ringede til sygehuset for at høre hvad status var. Jeg havde den laveste prioritering, og skulle først forvente at få en operationstid efter sommerferien, måske først hen i efteråret. Jeg blev virkelig vred, skuffet og ked af det. Heldigvis var det den sødeste sekretær jeg havde i røret. Da hun fandt ud af at vi er i et foreløbig 3,5 års fertilitetsforløb og faktisk ikke kan komme videre med behandling før efter en operation, syntes hun slet ikke at prioriteringen var fair. Efter at have talt med overlægen ringede hun tilbage med den dejligste nyhed – jeg kunne blive opereret om kun 10 dage! Det var glædens dag! Så åbner der sig alligevel en mulighed for at vi kan komme i gang med fertilitetsbehandling i år igen! Hvis alt går efter planen, kan det faktisk blive umiddelbart efter sommerferien.

Sorg og skuffelse

Samtidig med glæden over en operationstid, kom der også en bekymring snigende. Både fordi at sidste akutte operation var en voldsom oplevelse, men også fordi at det så bliver endegyldigt at en naturlig graviditet ikke længere er muligt.

Senere samme dag, som vi fik nyheden om en operationstid, fik jeg også min menstruation. Selvom vi var virkelig glade over at have fået en tid til operation, ramte sorgen og skuffelsen sig over endnu en menstruation alligevel. For vi havde et spinkelt håb om at vi trodsede lægernes odds, og at operationen dermed ikke blev nødvendig alligevel. Men så heldige skulle vi ikke være.

Jeg har i øjeblikket virkelig svært ved at finde tilbage til den glæde og lykkefølelse, der ramte os lige da vi endelig fik operationstiden. Jeg giver nu mig selv lov til at være ked af endnu en menstruation og dermed endnu et negativt svar. Det er helt okay. Jeg er bange for det der venter mig. Jeg bliver også pludselig nervøs for at få Corona, for så vil operationen blive udskudt igen. Jeg prøver nu at få vendt mine tanker og finde glæden frem igen, og den skal nok komme om et par dage. Jeg skal bare lige have lidt tid til at sunde mig.

Det er sådan en tilbagevendende følelsesmæssig rutsjebanetur vi som fertilitetsfightere måned efter måned er udsatte for. Årsagerne til de blandede følelser kan være forskellige fra gang til gang. Men ligegyldigt hvad, så kræver det virkelig meget mentalt igen og igen at skulle kæmpe sig op til overfladen, og atter finde troen frem. Efter nu 44 mislykkedes forsøg, er det måske ikke så mærkeligt at troen indimellem forsvinder. Men håbet har vi trods alt fortsat med os. Vi håber og beder til at det en dag bliver vores tur.