Som jeg nævnte i mit tidligere indlæg, så kom jeg ned i et stort sort hul efter den første mislykkedes ægoplægning. Jeg var bare så overbevist om at dengang ville være lykkens gang. Jeg havde jo alle symptomer, jo jo Crionen gav da helt sikkert nogle af bivirkninger, men det kunne da umuligt være dem alle sammen.

Vi lavede den fejl at fortælle både mine forældre og mine kærestes mor, åh hvor ville jeg ønske vi havde ladet vær og holdt os til den oprindelig plan om ikke at fortælle det til nogen. Det var de mest sværeste opkald jeg skulle foretage til mine forældre og min kærestes mor efter jeg fik “nyheden” om at blodprøven var negativ af sygeplejersken. De opkald ødelagde alt i mig, kernen af mig var slået i stykker og blæste væk i uendeligheden.

Jeg var i det dybe hul i 7 måneder, og hvorfor så lang tid? Jo det skal jeg sige dig, vi prøvede selvfølgelig at komme igang med det samme med en ny ægoplægning, men klinik i vores tilfælde var godt nok meget inkompetente til at scanne sig frem til hvornår jeg havde ægløsning, jeg har en meget regelmæssig cyklus, men takket være alle de hormoner i forrige cyklus, så var min ægløsning forskudt med ca 4 dage senere. Nå men så røg jeg da længere ned i det sorte hul, på de år vi havde været i behandling på daværende tidspunkt så havde vi kun fået en ægoplægning. Næste cyklus var klinik ligeså inkompetent, der var min cyklus som den plejer at være, der lå min ægløsning på 13. Dag. Så blev endnu en cyklus spildt. Nu kunne min kæreste og jeg ikke mere at være hos en klinik der var så inkompetent. Så vi ville gerne forflyttes til en anden klinik, men ja de endte med at spilde vores tid i 5 måneder, da det tog dem 5 måneder om at fortælle os at det var bedst at få ægoplægning hvor æggene var. Der fandt vi så også ud af at 3 af vores 4 æg er blevet taget til gidsler. Ikke så sært jeg havde svært ved at se meningen med livet, det kom så langt ud, at jeg tænke, at jeg burde blive aflivet, for der er sgu intet dyr/menneske der skal lide så meget. Jeg begyndte at tvivle på alt, jeg kunne virkelig bare ikke mere. Det hjalp så ikke at nogle personer omkring mig, ikke havde en empatisk knogle i sig. At det var uansvarligt af mig at blive mor til bløderbørn og at jeg skulle skamme mig at jeg ville sætte syge børn til verden. Der blev også voldsomt kritiseret for valg af babynavne min kæreste og jeg havde valgt, at så ville vores børn blive mobbet og hvor modbydelig vi var med de valg af navne vi havde valgt.

Så når jeg skriver pas dig selv lille du så mener jeg det! Jeg ville have ønsket jeg havde passet bedre på mig selv. Ved f.eks. At have skåret de personer væk, de skulle ikke have haft muligheden for at sige sådan nogle ondskabsfulde ytringer, især ikke når de ved hvor svært det er for os at blive gravide. At selvom at det er voldsomt dyrt at gå til psykolog, så skulle jeg have fundet penge til det alligevel, for jeg havde det virkelig ikke godt. Værst af alt at min stakkels kæreste var vidne til alt det, han følte sig lige magtesløst.

Jeg ved ikke hvad der virker for  jer når I skal passe på og forkæle jer selv, men prioritere det nu for pokker! Hvis I ikke gør det hvem skulle så gøre det for jer?  Vi er så forbandet skrøbelig i den her kamp, så er det så vigtig at I stadig elsker jer selv for den I er. Pisse hårdt og svært at gøre imens, men for helvede, I fortjener at elske jer selv, I fortjener at vide at I er det skønneste der lever på jorden. Det er ikke nok at eksisterer, I skal leve og I skal elske jer selv!

Og hvis I ikke kan det lige nu, så skal I vide, at jeg elsker jer og hepper på jer uanset hvad!