Efter vores fantastiske tilbagemelding på vores 4 biopsier kom for lidt over en måned siden, hvor svaret lød “4 brugbare æg” har vi valgt at holde en pause.
1,5 år på hormoner nærmest uafbrudt gjorde mig besat. Besat og desperat efter at blive gravid igen. Jeg kunne faktisk ikke rigtig være i det mere. Egentlig følte jeg mig ikke stresset over det. Det er jeg først blevet bekendt med, efter vi herhjemme blev enige om, at holde en pause og prøve at nyde en sommer uden bekymringer, skanninger, ventetid, tankemylder, blodprøver, opringninger, mails, tåre og ja jeg kunne blive ved.

Min krop og mit sind havde simpelthen brug for en pause. For det stresser virkelig at være i behandling. Og man glemmer somme tider sig selv og sin partner. Og nogengange også HVORFOR, men rent faktisk blev forelsket, gift og valgte at leve sit liv med den anden. Og netop det gjorde mig bange. Selvom jeg inderst inde ikke er i tvivl og jeg ved, jeg har den bedste mand på alle måder. 🥰

Den her pause har været det bedste jeg har gjort for mig selv i meget lang tid. Det bedste vi har gjort for os ❤️
vi er begyndt at gøre nogen af de ting igen, der er med til at definere os. Både som endivider men også som par. Og gud hvor er det dog dejligt!

Jeg kan på alle måde anbefale at tage en pause en gang i mellem og mærke nuet.
Jeg føler mig så meget mere klar til at starte op igen efter sommerferien. Jeg har virkelig glædet mig til at holde FERIE☀️

Udover det er godt for krop og sjæl, så har jeg mærket at jeg har kunne rumme flere store runde smukke maver. Jeg har haft overskud til at se den anden vej og ikke stirre i ren jalousi og misundelse! Det har jeg ikke prøvet i snart 3 år! Jeg har været oprigtig glad på andres vegne og ikke kun folk der selv har kæmpet. Nej ALLE. Nok varede denne periode ikke så lang tid trods accepten af pausen. Men lige nu er jeg der, hvor jeg bare scroller videre uden at like eller kommentere. Og det har jeg det rigtig fint med. På den måde, håber jeg også at folk ved HVORFOR – og at jeg nok skal lykønske dem senere i graviditeten, når jeg selv kan rumme det.

Og lige netop det her med at kunne rumme andres glæde og graviditet, er noget jeg virkelig har øvet mig på og haft fokus på. Og det er skisme ikke nemt kan jeg lige fortælle jer.. Det er hamrende hårdt og svært at indse og erkende. Og faktisk kom det for alvor på prøve for kort tid siden.

Jeg fortalte den her veninde, præcis hvordan jeg havde det. Det var umenneskeligt hårdt for mig og kostede en del tåre og trøst fra A.
Men hun tog det så flot. Og hun kunne rumme mig og mine behov og følelser. DET er stort. Og det betyder ubeskriveligt meget for mig. Jeg var måske ikke i tvivl om at der var forståelse, for det havde de vist fra dag 1. Men det er noget helt andet end at skulle rumme og accepter at, jeg lige nu er et sted, hvor jeg ville have behov for at holde mig lidt i baggrunden. Og på den måde kunne være glad og glæde mig på deres vegne. Det kan ikke beskrives, hvor lettet og taknemmelig jeg blev. For er der noget jeg har lært de sidste par år, så er det at det ikke er en selvfølge. Og det behøver det virkelig heller ikke være. Så længe man tør at fortælle, hvordan man har det.

Det jeg måske egentlig vil frem til er: TAL OG VÆR ÅBEN OG ÆRLIG. Det bliver så meget nemmere for andre at forholde sig til.

Og hey, piger/kvinder/mødre – så gør jer selv og jeres sind den tjeneste og hold en pause engang i mellem. Det gør virkelig underværker 🙏🏻❤️