PCOS – Hvordan påvirker det mig?

Blog opslag

Skrevet af UdenBaby

5 jun, 2017

Jeg sad og snakkede med en veninde den anden dag. En veninde som også er så uheldig at hun har PCOS.. Og hun sagde ”hvor ville jeg ønske jeg havde vidst at jeg har PCOS for mange år siden..” Og hendes kommentar satte nogle tanker i gang for mig.

Uregelmæssig menstruationer

Da jeg var yngre anede jeg ikke hvad PCOS var.. Jeg vidste at jeg havde uregelmæssige menstruationer, og tænkte ikke så meget over det. Før vi fik vores dreng, tænkte jeg at jeg nok ikke kunne blive gravid. Men det blev jeg jo, nærmest uden at blinke. Så det er først indenfor de senere år, at jeg har fundet ud af hvad PCOS betyder for mig. Man kan være ramt i forskellige grader, men min gynækolog kunne se på min scanning, at jeg desværre ikke er en af dem der ikke er så hårdt ramt. Og selvfølgelig ved jeg at de er der – de små lysende perler på skærmen, som betyder at jeg aldrig – eller meget sjældent – modner æg. Men hvad har jeg ellers af gener?

Hvilke symptomer har jeg på PCOS?

  • Jeg er insulinresistent. Jeg tager på så let som ingenting. Hvis jeg tænker på at spise noget med sukker, så stiger vægten nærmest allerede. Jeg har aldrig kunnet forstå at mine veninder har kunnet spise usundt hver dag, mens jeg nærmest altid spiste sundt og grønt – og alligevel er det mig der er overvægtig. Det er der jo så en årsag som jeg heldigvis kender nu!
  • Jeg har uren hud. Jeg har stort set altid bumser.. Selvom jeg er 26, ligner jeg i perioder en 13-årig i blomst. Det er virkelig irriterende, men for mit vedkommende desværre også en af generne.
  • Jeg har øget hårvækst. Heldigvis er jeg lyshåret, så man ser det ikke. Men de er der. Hårene. På overlæben og kinderne. På maven. Rundt om brystvorterne. Ja, det er ikke kønt. Men sådan er det for mig, og jeg har efterhånden lært at affinde mig med det.
  • Jeg er kronisk træt. Kan sove altid. Når som helst og hvor som helst.

Jeg har prøvet meget for at afhjælpe symptomerne…

Jeg har også prøvet forskellige ting for at afhjælpe symptomerne. Jeg har forsøgt med diverse vitaminer og kosttilskud – også i et forsøg på at blive gravid. Har prøvet bidronningegel, babyklister.. Jeg har forsøgt med akupunktur. Det gjorde en forskel, det kunne jeg helt sikkert mærke! Jeg begyndte også langsomt at tabe mig, efter utallige behandlinger. Men det er en dyr omgang, så jeg var nødt til prioritere. Jeg har også prøvet Inofolic, som er et nyt kosttilskud på markedet. Jeg mærkede ikke den store forskel – og heller ikke på mine scanninger. Sidst men ikke mindst, har jeg prøvet Metformin. Mest for at regulere mit blodsukker. Og udover at jeg blev virkelig dårlig af det.. Fik jeg også nogle fantastiske bivirkninger; mindre sult, mindre humørsvingninger, vægttab. Fordi mit blodsukker endelig blev stabilt. Jeg er trappet ud af dem igen, og styre det nu kun via kost.. Men jeg tøver ikke med at starte igen, hvis vægten pludselig går i den gale retning.

Jeg håber snart de finder en mirakelkur mod PCOS

Så hvad er PCOS.. Det er noget lort! Rent ud sagt. Eneste positive er at jeg slipper for menstruation, som jeg hader. Men det betyder også at jeg altid er nødt til at være forberedt, fordi jeg aldrig ved hvornår det kommer. Derudover er PCOS bare en lorte-sygdom! Men hvor er det fantastisk at den er blevet anerkendt som det, i stedet for bare at være et syndrom – eller kludder i hormonerne, som det i mange år var. Jeg håber jeg engang kan sige at jeg har spist min PCOS i dvale! Det er virkelig drømmen – eller at der bliver fundet en mirakelkur. Jeg er træt af at være træt, og træt af altid at skulle tænke hver en lille krumme igennem inden jeg spiser den, fordi den potentielt kan sende mit blodsukker helt ud i solsystemet og give mig vægtstigninger igen. Jeg håber PCOS aldrig rammer flere af dem jeg elsker allerhøjest! Og jeg håber at vi på et tidspunkt ser en kurve der knækker, så der ikke konstant bliver flere og flere kvinder med PCOS! For det er virkelig noget lort!

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

PCOS strategi session

PCOS strategi session

Du gør alt hvad der står i din magt for at hjælpe din krop til mindskede symptomer. Til at hjælpe...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!