En graviditetstest.

Hvordan forbereder man sig på at få knust sit hjerte igen og igen? Måned efter måned?

Svaret er, at det kan man ikke.

Der er kun håbet om, at det her er sidste gang. Det her er dét forsøg, hvor man ender op med de magiske to streger og en positiv blodprøve (eller de magiske ord, som på ovenstående billede). Det her er guldægget.

Jeg håber altid, at det er den sidste sprøjte, det sidste af alting. Så man kan krydse broen til “det andet liv”, livet med mening, livet hvor folk ikke siger “du har jo ikke børn, du har masser af tid”.

Så står man der, efter 14 dages ventetid og det er egentlig den dag man har ventet på i alle de 14 dage.

Og egentlig også i flere år. Det er kl. Meget tidligt om morgenen. Hænderne ryster, faktisk er det et mirakel at man kan ramme den pind.

Man venter i de længste minutter i ens liv, og man ved der er nogle bedsteforældre, der håber rigtig meget og mange andre i omgangskredsen. Man kan hurtigt se, hvilken vej det går. Testfeltet er hurtigt ligeså blegt som min røv – negativ! Eller også så kører timeglasset rundt, og man når virkelig at tænke mange gange “måske er det virkelig denne gang”, “tænk nu, hvis…” – man ved jo godt, at det så farligt at håbe på. Og så kommer de grimme ord “not pregnant”. Okay så.

Bum! Så stod vi der igen. Sønderknuste. Slået hjem i ludo. Uden lyst til at snakke med nogen, og forholde sig til nogen andre mennesker.

Det er meget, meget ensomt.

Det meste bliver ligegyldigt sammenlignet med det kæmpe hul i hjertet.

Verden udenfor fortsætter. Forpligtelserne. Venner og familie. Vi har stadig et hus, en hund (jeg elsker min hund!), en have, jobs etc. At passe. Men det meste bliver ligemeget – man ved, at nu er der igen nogle mega hårde uger forude, som man bare skal igennem, hvor man prøver at komme sig over sorgen over, at det heller ikke gik denne gang, samtidig med man prøver at skabe et håb for næste gang.

Det er også godt at verden fortsætter, det er vigtigt at minde sig selv om, at vi også er andet og meget mere end barnløse. Vi har et godt liv.

I mellemtiden er det svært at koncentrerer sig, svært at holde fokus på samtaler med andre mennesker. Der er barnevogne, småbørn og gravide maver overalt. Og det vil der altid være. Sådan er det.

Så man retter ryggen og smiler og fortsætter sin hverdag.

Mens man kæmper, håber og græder indeni.

Ingen ved hvor længe, men måske er det næste gang heldet vender, derfor bliver man ved. Og på den måde kan man svinge sig selv op på hesten igen.

Søde lille baby, uanset hvornår og om du kommer, så skal du bare vide, at du altid har været så elsket og savnet.