“Hvad gør I så, hvis ikke det lykkes?”

For tiden er det typisk det spørgsmål, jeg får fra dem, jeg fortæller om vores rejse i fertilitetshelvede. Som om de forventer, at det ikke vil ske for os at blive gravide, nu vi har otte mislykkedes fertilitetsforsøg bag os. 

Videre lyder det så opfølgende: “Skal I så adoptere? Eller:”Skal I bruge donoræg eller -sæd” og “hvorfor ved de (lægerne) ikke, hvad der er galt…? Det er da underligt!”. (Mig: øh, ja…) 

Spørgsmålene har jeg naturligvis vendt med mig selv og min kæreste, men det er også spørgsmål, som jeg alligevel ikke har særlig meget lyst til at involvere andre i. 

Mit standard-svar og i bedste politiker stil lyder nu “at vi tager et forsøg af gangen”. For hvis vi ikke håber og tror på det forsøg, vi er i gang med, så er det svært at finde meningen med galskaben. 

Håbet er der jo, selvom det ofte forsvinder. Og det er vel bedre at være i nuet og til stede i det, man har gang i, end allerede at være videre til næste skridt i processen? 

Det er, som om at den tid, vi lever i, ikke er ok med, at noget ikke kan fikses hurtigt eller slet ikke. Jeg er jo selv en del af den kultur, og jeg ønsker en hurtig graviditet, uden alle mulige bump på vejen. Men efterhånden har tiden i fertilitetsbehandling også lært mig, “at det ikke bare sker”, eller at det kan ordnes som en pille mod hovedpine… 

Jeg er ikke blevet et mere tålmodigt menneske, og jeg har ikke lært at acceptere vores situation. Den er stadig benhård og uretfærdig, fordi jeg sammen med min kæreste har så ufattelig meget at tilbyde et barn, men alligevel tvinger jeg mig selv til at tro på, at det vi gør lige nu, at det virker. Og at hvert skridt, vi tager, er tættere på målet. 

Jeg ønsker mig brændende et biologisk barn – det gør alle vel, der er i fertilitetsbehandling. Men jo, plan B er ægdonation og plan C er måske adoption. Men det er for hårdt lige nu at tage stilling til, når vi er i gang med endnu et forsøg, hvor håbet spirer bare lidt. Det er nok mit håb, at andre forstår det, inden de smider adoptionskortet i hovedet på mig.