Præsentation af Malle

Blog opslag

Skrevet af Malle

4 jan, 2018

Jeg skriver under navnet Malle, da jeg gerne vil være anonym her, og jeg ikke ønsker man kan finde frem til disse blogindlæg ved at Google mit navn. Dette er af hensyn til mit arbejde.

Jeg har skrevet to gæsteblogindlæg her på fertilitetsliv tidligere. Bl.a. Indlægget ”Helt ærligt, ikk?”, om hvorfor jeg mener ærlighed er så vigtigt, i forhold til det her tabu, som jeg stadig mener, at ufrivillig barnløshed, det er. 

Jeg er 28 år, jeg er forlovet med T på 44 år. Vi har været sammen i 4 år, og for at være helt ærlig, så har vi stort set forsøgt at få en baby sammen i alle 4 år med en enkelt pause på ca. 1 år.

Vi besluttede hurtigt, at prævention ikke var “nødvendigt”/at hvis jeg blev gravid, så var det rigtig dejligt og så måtte vi tage den derfra. T var fyldt 40 år få mdr. Inden vi blev kærester, og af hensyn til hans alder, ville vi gerne i gang med projekt baby. Det var en vild og tidlig beslutning. Men ikke så dumt, når jeg tænker på, hvordan det siden er gået. Vi havde kendt hinanden i knapt et år, inden vi blev kærester, så vi var ikke fremmede, der i sindssyg forelskelse besluttede at få et barn. 

Vi fik ikke noget barn og har endnu ikke fået det. 

 Dengang talte vi lidt om, at 45 år var grænsen for, hvornår det ikke længere var OK. Den grænse, tænker jeg, har rykket sig noget, da vi nu står her 25.12.17 og der er præcis 9 mdr. i dag til T fylder 45. Hvis vi skal nå det inden T fylder 45, så skal jeg blive gravid i dette forsøg, og som vi alle ved, så er der ingen garantier i denne verden. Der kan være mange holdninger til, at en mand i Ts alder skal være far (dem har vi også mødt). Alle har ret til at mene det de vil, og vi behøver ikke, at mene det samme.

Vi forsøgte ca. 14 mdr. Uden nogle former for held. Jeg tænkte, at det ikke kunne være mig, for jeg var/er jo ung (Undskyld T). Desuden blev jeg undersøgt ved min (på daværende tidspunkt) egen læge, som sagde, at jeg intet fejlede. Senere erfarede jeg, at hun faktisk ikke havde undersøgt alt det, der var vigtigt.

I februar 2015 kom jeg til en dygtig gynækolog, som gav mig diagnosen PCO. Samme gynækolog, som jeg nu er i behandling hos. 

Han var dog positiv, og sagde at jeg ikke har det i en slem grad. Men det er ingen garanti for at være superfertil, skal jeg hilse at sige. 

Det er temmelig grænseoverskridende for mig at skrive, at jeg har PCO, fordi jeg ikke sådan ellers er vild med at råbe op om det.

I maj 2015 stod jeg pludselig en lørdag morgen med en positiv graviditetstest. Overraskelsen var stor, men den var også kort, da jeg begyndte at bløde få dage efter. 

Det er ikke noget vi har talt med mange om, så jer der ved, hvem vi er og læser med, kan måske få en lille overraskelse her.

6 uger efter den positive test var min krop tilbage til “normal”, og jeg fik menstruation igen – og vi forsøgte videre på egen hånd i yderligere et halvt år. Jeg var træt, rigtig træt af det. Jeg var flov over at jeg ikke kunne blive gravid, og jeg skammede mig over det, og jeg talte ikke med nogen om det. 

 Jeg læste rigtig meget om det, og i den tid vi prøvede på egen hånd, har vi forsøgt med alle bøgerne om

PCO-venlig mad, vitaminkure, alternativ behandling – alt. Uden held. 

I slutningen af 2015 havde jeg brug for en pause, og for ikke hele tiden at mærke mig selv og spekulere. 

Så jeg startede på P-piller og fik en pause, som endte med at vare ca. 1 år. Jeg lukkede helt ned for alle babyfølelserne, og det var rart på det tidspunkt. Set i bagklogskabens lys, er det nok aldrig en optimal løsning at gemme følelser væk og fornægte dem. Og uanset, at jeg ikke viste de følelser, så tror jeg aldrig, at der var en dag, hvor jeg ikke tænkte på, hvordan det ville være at blive nogens mor.

I den tid vi holdte pause, tænkte vi, at det nok var meget smart at finde ud af, hvordan det stod til med sædkvaliteten, for at vide, HVOR meget bøvl der egentlig lå ude i fremtiden. Så T tog til en privatklinik og blev tjekket. Alt var fint, så vi var en bekymring mindre.

I sommeren 2016 fik vi en hundehvalp, og det var så dejligt. Jeg fik mit behov opfyldt for at “passe på nogen”, jeg tog P-piller, så jeg spekulerede ikke på graviditet og det var dejligt. 

I oktober 2016 var jeg igennem en stor kæbeoperation, hvilket også var årsag til, at jeg havde brug for pause fra projekt baby, så jeg kunne fokusere på det. Jeg smed P-pillerne igen med det samme, efter operationen. 

Jeg vidste jo godt, at jeg med stor sandsynlighed ikke kunne blive gravid. Jeg brugte nogle mdr. På at “tage mig sammen” til en snak med lægen. Jeg kan stadig mærke helt ind i min sjæl i dag, hvor lidt jeg havde lyst til det. I den tid, hvor jeg tog P-piller, og der var pause på babyfronten var jeg meget “lukket ned”. Kablerne til de følelser var simpelthen trukket ud. Jeg undgik at tale om det og svarede undvigende – heldigvis kunne jeg gemme mig bag min kæbeoperation. Men da den var overstået, så havde jeg jo ikke rigtig flere undskyldninger for at udskyde det.

Det var så svært for mig at erkende, at vi havde brug for hjælp og jeg har uden tvivl levet i fornægtelse af det.

Da vi jo allerede vidste, at jeg havde PCO, blev jeg henvist direkte til behandling uden så meget snak og bøvl og undersøgelser. 

Henvisningen blev lavet i februar 2017 og i april 2017, var jeg til første samtale, og startede op i behandling med det samme. 

I starten gik det nogenlunde OK, men der blev jo lukket op for en MASSE sorg, skam og følelser, som jeg havde gemt langt væk, så efter lidt tid blev det rigtig svært. Det har jeg skrevet om i mit gæsteblogindlæg ”Infertilitet er en invaliderende sygdom”.

Vi er i behandling hos en sindssygt dygtig privatpraktiserende gynækolog med mange, mange års erfaring. Han er det rareste mennesker, han er dybt professionel og ordentlig, og jeg er helt ind i hjertet bare så taknemmelig for ham. 

I skrivende stund er vi i gang med vores 6. Forsøg. De første 2 forsøg blev afbrudt, da jeg ikke reagerede på behandlingen – overhovedet. Så aktuelt har vi 3 gennemførte IUI forsøg i bagagen. Lige nu har jeg det OK med IUI og vi ønsker ikke pt. At gå videre. Jeg har accepteret, at det er nødvendigt, men lige nu kan jeg heller ikke se mig ud af mere behandling end det, underforstået reagensglasbehandling.

At Ts sædkvalitet er rigtig god og jeg er ung gør, at chancerne ved IUI er gode.

Mine blogindlæg kommer nok til at handle lidt, om alt i denne mærkelige fertilitetsverden. Måske jeg skal starte med at fortælle lidt, om de første 5 forsøg i et blodindlæg.

Så indtil nu har vores fertilitetsliv varet lige så længe, som vi har kendt hinanden. Med pause selvfølgelig. Vi har hele vores liv linet op til baby/familie. Vi ved hvad barnet skal hede – uanset køn – vi venter bare på dig, lille baby og du er allerede mere elsket end nogen aner. 

Læs mine 2 tidligere indlæg her

Læs med her “infertilitet er en invaliderendesygdom”

Læs med her “helt ærligt, ikk”

De bedste hilsner 

Malle 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!