Før jeg starter dette indlæg, er det vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke mener, der er noget valg mellem offentlig og privat behandling, der er mere rigtigt eller forkert end andet. For langt de fleste spiller økonomien en stor rolle, og dette indlæg er skrevet for at dele nogle af de tanker, jeg selv har gjort mig omkring forskellene mellem min behandling på offentlig og privat klinik.

Da vi startede i fertilitetsbehandling, vidste vi slet ikke, at jeg ikke kunne få børn naturligt. Vi startede i fertilitetsbehandling, fordi min kæreste er steriliseret, og vi derfor vidste, at vi havde brug for hjælp.

Vores første møde med fertilitetsverdenen var på Rigshospitalet, hvor jeg skulle have testet min ægreserve. Jeg var lige fyldt 38 år, vi fik at vide, at alt så fint ud, og derefter gik turen videre til egen læge for at få en henvisning til fertilitetsbehandling.

Seks måneder senere havde vi tid til første samtale på Holbæk Sygehus, og her kommer første tanke i forhold til forskellene mellem privat og offentlig behandling, ventetiden.

Jeg var knapt 39 år før vi kom til samtale, og med den viden jeg har nu, så havde jeg ikke ventet. Jeg ved ikke, hvordan mine chancer havde set ud, hvis jeg var gået direkte til privatbehandling, men det er noget, jeg tænker over virkelig ofte. Omvendt vil jeg sige, at det viste sig, at jeg skulle ud i en længere udredning, som faktisk endte med at tage over et år, og der var det jo en klar fordel, at jeg var i det offentlige og dermed inde i hospitalssystemet. Men ventetiden er desværre set i min optik et kæmpe problem for de kvinder, der er i den ældre del af skalaen, når de starter deres rejse.

Det lyder lidt højtideligt at kalde det en rejse, men jeg ved ærligt ikke, hvad jeg ellers skal kalde det, for man stiger på toget, og så kører det. Ens grænser bliver hele tiden rykket, ens følelser svinger, og hele ens liv ændrer sig fuldkommen vanvittigt. Alt, der før var vigtigt, bliver mindre vigtigt, og arrangementer, ferier, forhold og venskaber bliver pludselig formet rundt om scanninger, hormoner, stik på særlige tidspunkter af døgnet, håb og skuffelser.

Jeg mødte nogle utroligt kompetente og søde læger på Holbæk sygehus, og senere er den allerførste læge, jeg mødte i Holbæk faktisk blevet ansat på den private klinik, jeg går på nu. Dette skriver jeg, fordi der godt kan være lidt en snobeffekt i forhold til at vælge privat eller offentlig behandling, og til det vil jeg sige, at mange af de læger, man møder i det private, enten sideløbende eller før deres karriere i det private har været ansat offentligt.

En stor forskel mellem privat og offentlig behandling er dog, at jeg altid går hos den samme læge på min private klinik. Det gjorde jeg ikke i den offentlige behandling. Der er en langt større fleksibilitet i det private, og der går ikke forsøg og tid til spilde på grund af helligdage, søndage eller lange ferier. Det var noget, der frustrerede mig vanvittigt i den offentlige behandling. Jeg mistede så mange mulige forsøg på grund af dette, og det var noget som gav mig mavepine og gjorde mig så ked af det.

En anden forskel, som jeg har oplevet, er, at jeg i det offentlige skulle scannes under menstruation, det, syntes jeg, var ret ubehageligt. Det gør de ikke, hvor jeg går nu, der bliver man scannet på 10.-11. dagen. Jeg ved ikke, om det er på grund af forskellige fremgangsmåder, og i så fald om det knytter sig til privat kontra offentlig behandling, men det er noget, jeg har tænkt en del over, da det stressede mig meget.

Da jeg startede i offentlig behandling, fik jeg at vide, at jeg havde 5 inseminationsforsøg og 3 IVF forsøg. Jeg ved ikke, om det stadig er sådan, men da jeg i min udredning fandt ud af, at jeg ikke havde nogen æggeledere, så var insemination ikke en mulighed. Så jeg havde 3 IVF forsøg. Jeg nåede at få taget æg ud 5 gange i min behandling i det offentlige, hvilket resulterede i 2 brugbare æg, og derved 2 ægopsætninger, men uden held.

En måned efter jeg var fyldt 41 år, startede jeg i behandling på en privat klinik med egenbetaling. Jeg har valgt, at jeg ikke vil offentliggøre navnet på klinikken. Det har jeg, fordi jeg ikke er den bedste reklame for klinikken, eftersom jeg fortsat ikke er blevet mor, men jeg mener oprigtigt, at det er Danmarks bedste klinik, og jeg mener, at jeg har Danmarks bedste læge, men jeg er altså bare en af dem, der er ret svær at hjælpe, og jeg tror, at mange andre læger havde slukket mine drømme for længst. Min læge kæmper for mig, og han hjælper mig til at træffe de rette beslutninger, så de både er realistiske og økonomiske.

Hvis jeg i dag skulle råde nogen i forhold til valg af klinik, så ville jeg selv starte på det offentlige og gratis tilbud først, ganske enkelt på grund af økonomien, hvis ikke jeg var tæt på udløbsdato, som jeg jo var. Der er masser af gode behandlingsmuligheder i det offentlige, og det er stort set gratis, hvis man ser bort fra den helt urimeligt dyre medicin. Jeg kommer til at skrive en masse mere om økonomien bag fertilitetsbehandling, da jeg mener, det er et område, der i den grad mangler opmærksomhed. Men hvis jeg nærmede mig de 40 år, så ville jeg, med den viden jeg har i dag, vælge at starte direkte i privatbehandling, hvis det betød, jeg kunne komme til med det samme.

Alderen er afgørende.

For mig har vippen altid være 40 år, men det er ganske simpelt ikke rigtigt. Mange kan sagtens blive gravide efter 40 årsalderen, men faktum er bare, at det for mange kvinder bliver væsentligt sværere at blive gravid og føde et levende barn, når man er fyldt 40 år.

Jeg er nu 42.5 år, jeg har været gravid 4 gange og mistet 5 børn. Jeg er stadig barnløs. Jeg ved ikke, om det havde været anderledes, hvis jeg var kommet før i gang. Men det er en tanke, jeg skal leve med hver dag.