Jeg havde blødt on/off en hel måned tilbage i 2012, og valgte derfor at kontakte min egen læge. Han rådede mig til at holde pause med mine p-piller i 3 måned, hvor jeg derefter skulle have taget en masse blodprøver. Udover blodprøver skulle jeg til en masse undersøgelser og derefter samtaler med forskellige læger. Ud fra mine blodprøver og undersøgelser var der ingen tvivl, diagnosen blev PCOS. Jeg havde det allerede på fornemmelsen, så jeg havde allerede læst en hel masse om, hvad det vil sige, og en masse skrækhistorier om, at det ville blive svært at blive gravid.

Skrækhistorier dengang bed jeg ikke så meget mærke i, for på daværende tidspunkt gik vi ikke med et ønske om, at vi skulle være gravide her og nu. Jeg fik dog at vide fra den ene læge, at det var set før, at piger på min størrelse lige pludselig bliver gravide uden hjælp. Men vi skulle have hjælp. Da vi havde prøvet naturligt i et halvt år (jeg havde ikke en eneste ægløsning i det halve år, og så kan man jo ikke blive gravid) tog jeg igen kontakt til min egen læge. Jeg fortalte, hvordan landet lå, og han tøvede ikke ét sekund om at sende en henvisning til fertilitetsklinikken på OUH.

I maj 2016 var vi til vores første samtale på klinikken. Vi havde besvaret en masse spørgsmål, jeg havde igen fået taget nye blodprøver og Daniel havde afleveret en sædprøve. Heldigvis, hvis man kan sige det sådan, så var det kun mig, den er ”gal” med. Daniels sædkvalitet var/er i top (hvis I spørg ham, så siger han, at lægen direkte sagde, at han har supersperm) og lægen vi var til samtale med, var meget optimistisk over vores situation.

I 2016 nåede vi at være igennem 3 hjemmerul. Hjemmerul vil sige, at vi får lov til ”det sjove” derhjemme. Det sjove er bare ikke så sjovt, når man i ugerne op til har kørt frem og tilbage til sygehuset for at se, om den medicin jeg fik, virkede som den skulle. Medicinen skulle hjælpe mine æg med at vokse sig store nok, så jeg kunne få noget andet medicin, så jeg fik ægløsning. På klinikken fik vi at vide, hvad tid jeg skulle tage ægløsningssprøjten og hvad tid vi ca. skulle være sammen derhjemme.

2-3 gange om ugen har jeg kørt frem og tilbage til klinikken. Folk siger, at man skal prøve at tænke på noget andet, for ”så skal det nok lykkedes”, men det er svært at tænke på noget andet, når man for det første ønsker sig et barn så inderligt, når man har et skema over, hvornår og hvad tid man skal tage sin medicin, og man ligger og kører frem og tilbage for at få scannet sine æggestokke.

3 forsøg med hjemmerul resulterede ikke i en baby. 2 inseminations forsøg resulterede heller ikke i en baby. Vi var udbrændte. Og vi kunne mærke, at vi havde brug for ro. En pause fra hele fertilitetsverdenen. En pause så vi kunne finde hinanden igen. En pause hvor ingen skulle fortælle os, hvornår og hvad tid vi måtte have sex.