Rune Klan – Barnløs

Blog opslag

Skrevet af Leah Rundblad

5 okt, 2017

Jeg har været inde og se Rune Klans seneste show ”Barnløs”. Jeg havde Jonas med under armen, for vi var begge inviteret. Jeg har tilmed lovet at skrive en anmeldelse af showet og det er dén I får lige her og nu. Jeg er ikke typen, der så tit skriver anmeldelser, men jeg er god til at sige min mening og det er vel i bund og grund dét en anmeldelse er. Så værs’go, her kommer den.

Inden showet

Var både Jonas og jeg spændte på at se, hvordan et så følsomt emne kan bruges i en sammenhæng, hvor grin og latterkramper nærmest er forventeligt. Vi synes jo ikke, at der har været så meget at grine af i vores eget forløb. Omvendt trængte vi også til at nogen satte emnet i et andet lys. Måske så vi rent faktisk kunne komme til at grine lidt af det, for lad os nu være ærlige. Meget af det man går i gennem i fertilitetsbehandling er sku’ da ind i mellem lidt komisk. IKKE at det er sjovt at være i det, men når man tænker over tingene, kan man måske godt komme til at trække på smilebåndet ind i mellem. Før i tiden havde jeg i hvertfald ikke regnet med at skulle tilegne mig en masse viden om sædkvalitet, kvindens cyklus ned til mindste detalje, skabelsen af et barn, hormoner m.m. Men i dag er det faktisk noget af det jeg ved mest om.

Jeg synes det er svært at anmelde dette show, uden at komme til at afsløre alt for meget for jer, der måske ikke har set showet, men overvejer at gøre det. Jeg kan dog afsløre, at begreber som sædprøver, sædkvalitet, menstruation, ægdeling, follikler og fertilitet er i spil. På den der helt hudløst ærlige måde. Og det er jo ord som vi, der læser med på dette site, i den grad kender til og kan relatere til.

Rune Klan og hans kone

Har trods, hvad jeg husker som 7 års samliv, ikke fået børn, men det er ikke af egen vilje, som showets titel afslører i sig selv. ”Barnløs” er en yderst sammenhængende fortælling med Runes eget liv som omdrejningspunkt. Hans meget private liv altså. Jeg var fan fra start til slut. Som flere andre af Rune Klans shows er ”Barnløs” også fyldt med rekvisitter, trylleri og gags, men i netop dette show ligger der også et underliggende krav om, at blive taget alvorligt.

Det var imponerende at se

Hvordan Rune Klan tog ejerskab og kontrol af rummet og var i øjenhøjde med publikum lige fra start af. Lige fra første ord. Han interagerede på imponerende vis med publikum og særligt starten af showt var præget af spontanitet og input fra publikum og Rune greb hver en bold der kom og fik det flettet naturligt ind i showet. Som var det hele planlagt.

Rune er en humørspreder uden lige og hans stil er meget ligefrem og direkte. Der er også en vis risikovillighed gennem hele showet og flere gange tænkte jeg selv: ”Hold da op! Tænk at han kom afsted med det og tænk, at jeg faktisk også grinte af det”. For sulan han er god, ham Rune.

Det fik jeg ud af showet

Jeg fik mere ud af showet end forventet. Jeg blev ikke så meget klogere på fertilitet, men det er også svært at overraske en, der allerede er i gamet. Jeg kunne forestille mig, at de blandt publikum, der ikke har prøvet fertilitetsbehandling på egen krop, er blevet pænt overraskede. Rune formår virkelig at formidle, hvor svært det rent faktisk kan være at blive gravid. Selv for de, der ikke har nogle udfordringer i mod sig. Tankevækkende.

Jeg fik reflekteret en del over vores egen situation og særligt tror jeg, at jeg blev klogere på, hvordan Jonas må have haft det og tænkt. Det er bare noget andet at høre om disse ting fra en mands mund. De har bare en anden tilgang til det end vi kvinder har. Jeg tog også mig selv i at føle mig heldig over, at vores kamp endnu ikke har nået det niveau, som jeg jo kunne høre, at den potentielt kan nå. Igen meget tankevækkende.

Foruden det, at showet satte en masse tanker i gang, fik jeg jo også grint virkelig meget. Jeg fik også grædt, fordi jeg blev rørt og kunne mærke sagens alvor også helt inde i hjertet. Det er absolut et af de mest gennemførte shows jeg længe har set og jeg kan på det varmeste anbefale, at I tager ind og ser det.

Tak for oplevelsen til Fertilitetsliv.dk

Leah Rundblad

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!