De af jer der ligesom mig er vokset op i 90’erne, voksede også op med skærmtrolden Hugo og husker måske tydeligt, hvordan han banker på skærmen og siger ”Så er det altså sidste chance” når man kører på sidste liv. Man skulle nærmest tro, at Hugo var hoppet ind i min livmoder!
Mine sidste indlæg har handlet om at vi nu endelig var klar til IVF behandlingen på Herlev, og det eneste vi ventede på i mit sidste indlæg, var min menstruation, så vi kunne komme i gang efter 11 måneders ventetid.
Den kom bare aldrig! I stedet stod jeg mod alt forventning med en positiv test en tidlig onsdag morgen. Jeg var sikker på det var en fejl! Jeg havde lagt testmonstret på hylden, så den test jeg havde liggende var vel et år gammel – så det var jo nok en falsk positiv, fordi testen var for gammel.
Om eftermiddagen købte jeg derfor et sæt nye teste, som jeg gemte for min mand. Jeg ville ikke fortælle ham det, før jeg var helt sikker – hvis det nu var falsk positiv, var der jo ingen grund til at han også blev skuffet.
Næste morgen tog jeg de 2 test og igen var de positive! Det var jo slet ikke til at forstå! Det vi havde ventet på i 2 ½ år, var nu endelig virkelig – jeg var gravid!
Et par dage inden den positive test, havde vi købt billetter til Terkel i Knibe The musical med et vennepar, hvor vi aftalte at købe biletter så tæt på premieredatoen som muligt, fordi jeg ville have termin ca. en måned efter, hvis det lykkedes i første IVF forsøg – nu har vi så billetter til en uge efter min termin.
Jeg fik ringet til Herlev, og spurgt om vi kunne få tryghedsscanning hos dem, og fordi vi havde været til første samtale kunne vi sagtens det, så vi var inde hos dem og se fint hjerteblink, da jeg var 7+1.
I fredags var vi til nakkefoldsscanning, som jeg havde frygtet rigtig meget! Jeg var blevet medlem af en terminsgruppe på Facebook, hvor mange havde fået dårlige score til scanningen og skulle have taget biopsi og måske stå med valget om man vil sætte et sygt barn i verden. Jeg havde derfor mareridt 2 dage inden, og var så nervøs! Heldigvis endte vi med et rigtig, rigtig fint tal, og vi offentliggjorde derfor graviditeten om eftermiddagen og kunne glædeligt fortælle, at jeg nu var 13 uger henne med en sund og rask baby.
Mit sidste indlæg handlede om den forsigtige optimisme og om at give sig selv lov til at drømme – om det er fordi vi endelig tog snakken om navne, om det er fordi vi lige er flyttet eller hvad der lige gjorde forskellen denne gang er ikke til at vide, men gravide er vi altså!
Jeg vil til slut gerne takke Søs og Frederik for at tage initiativ til Fertilitetsliv, og give både os bloggere men lige så meget jer læsere et frirum, hvor det er okay at skrive om de hårde og personlig ting.
Tak til jer der har fulgt vores rejse, som heldigvis endte lykkeligt <3
0 kommentarer