I mit sidste indlæg var det dagen før ÆO på vores andet forsøg.

Oplægningen går rigtig fint og den største ros til den empatiske læge, som lagde vores æg op. Bare det at blive mødt med et ”dig kender jeg”, gjorde at jeg slappede mere af og følte mig mødt. Så selvom jeg er alene derinde, bliver det en god oplevelse. Det tager ca 20 minutter og så er jeg tilbage i bilen hos Henrik. Jeg har fået et skanningsbillede med, som vi begge sidder og kigger på.

Allerede i løbet af onsdagen (2 dage efter ÆO) begynder jeg at få murren i venstre side af maven/underlivet. Mine bryster begynder at blive ømme. Men da jeg det er første gang jeg får Cyclogest og ikke har læst om bivirkningerne er jeg i tvivl om det er medicinen, min psyke der driller eller om ægget er ved at sætte sig fast.

Jeg er til kranio sakrel terapi 2 dage, før jeg skal have taget min blodprøve, hun er heller ikke i tvivl, hendes fingre bliver nærmest suget ind i min navle, som er tegn på binding mellem kvinde og livmoder. På det tidspunkt er jeg overhovedet ikke i tvivl, selvom mine symptomer svinger.

Jeg får taget blodprøve og det tager lang tid. Jeg er ikke særlig nem at stikke i forvejen, men da jeg er nervøs, bliver det bestemt ikke nemmere. Jeg bliver stukket i begge arme og det ender med at tage et kvarter. Jeg går derfra med 2 kæmpemæssige blå mærker.

Så er der kun den sidste ventetid tilbage. Dagen går hurtigt, jeg er nede ved min mor og stedfar for at fejre fars dag.

Endelig bliver klokken 13 og jeg kan ringe til klinikken. Jeg har aldrig testet ud over den blodprøve fra klinikken. Jeg er en alt for stor kylling til at skulle stå med svaret alene, derfor tjekker jeg heller ikke MINSP, selvom jeg kan se at svaret er kommet. Jeg starter med at være nummer 4 i kø og tiden snegler sig afsted, jeg har Henrik med på Messenger. Endelig bliver det min tur. Sygeplejersken spørger hvordan jeg har det, jeg svarer: ganske forfærdeligt fordi jeg er nervøs, men samtidig siger jeg også; Jeg tror, den er der. Hun siger: Dit HCG er 170, hvilket vil sige jeg er gravid. Men da min klinik vil se et HCG på 200 skal jeg have taget en ekstra blodprøve mandag, bare for at se den stiger som den skal.

Endelig kan jeg ringe til Henrik og sige han skal være far. Hans reaktion er den allerbedste. Den var ventetiden værd.

Jeg er fuld af fortrøstning mandag, Henrik er taget til Jylland for at arbejde hele ugen. Den her blodprøve er jo bare ren proforma. Jeg får taget blodprøve og fordi jeg er så sikker, vælger jeg at kigge på tallet, det er steget, men kun til 230, isoleret set er tallet fint, problemet er bare at det gerne skulle fordoble sig hver 2 dag.

Lige der gik min verden i stå. Jeg taler med klinikken, som bekræfter mine bange anelser. Jeg skal have taget endnu en blodprøve om onsdagen. Heldigvis er det den samme, som tager blodprøven både mandag og onsdag, det er en kæmpe lettelse. Vi taler lidt om det hele og jeg tuder lidt. Det er rart at få den omsorg, selvom jeg overhovedet ikke kender hende.

Tallet er faldet til 180 og dermed stopper min behandling og jeg skal vente på blødningen. Jeg får en rigtig god snak med klinikken om at jeg var gravid. Ingen af os har vidst om min krop overhovedet ville tage imod ægget. Det vil den heldigvis gerne og det er sejr i sig selv. Desuden havde jeg et flot progesterontal, så behandlingen virkede så fint på mig og jeg er blevet lovet samme behandling til vores næste forsøg.

Jeg var meget bekymret for om, vi kunne risikere det samme med de sidste 4 æg. Det kan ingen love os, men som sygeplejersken sagde til mig, så var der noget galt med det her. Det gik i stå, men det er ikke ensbetydende med at de andre vil gøre det samme.

Nu forsøger jeg at se fremad og glæder mig til næste forsøg, som vi har planlagt at ligge i vores sommerferie, så jeg får mest mulig ro.