‘’Don’t Be Ashamed of Your Story, It Will Inspire Others’’

Jeg begyndte at gå med tanken om at skrive omkring barnløshed på en blog/Instagram eller lignede. Jeg havde bestemt ikke lyst til at folk skulle vide det, faktisk var jeg ved at skide i bukserne bare ved tanken og det samme var Daniel. Jeg ville bare så gerne være med til at nedbryde det tabu, der er omkring barnløshed. Derudover følte jeg mig meget alene som ‘’ung’’ barnløs, de blogs/indlæg jeg kunne finde var ofte kvinder der havde været i gang i flere år, og det havde jeg svært ved at relatere mig selv til.

Inden jeg delte mit opslag på Instagram og Facebook, var det kun de nærmeste der vidste at vores liv var med benene i vejret, et termometer i røven, og hverdagskost at tisse i glas, som de første om morgenen. Nå ja, og stå op 06.00 for at ‘’synge i mikrofonen’’, få kringlet efterladenskaberne ned i et lille plastikrør – proppe det i i bh’en og tage det med på tur til Holbæk eller Nykøbing . Jeg mistænker dog hele verden for at vide hvad der foregik, vi blev i hvert fald hele tiden bombet med spørgsmål som ‘’hvornår skal i have børn?’’, ‘’prøver i at få børn’’, ‘’skal du være færdig med din uddannelse, inden i skal have børn?’’ og ‘’I må da se at komme i gang’’. Jeg hadede det så inderligt, og havde hver eneste gang lyst til at sparke dem over skinnebenet og skrige ind i deres ansigter, at jeg gjorde alt for at blive mor.

Efter jeg havde gået med tanken et stykke tid, besluttede jeg mig for at skrive et opslag. En aften efter at have snakket ørerne af Daniel, besluttede jeg mig for at dele det på Instagram. Det var faktisk slet ikke så slemt, som min angstprovokerende krop havde regnet med. Da de første kommentarer begyndte at komme, overvejede jeg om jeg måske også skulle dele det på Facebook. Hold kæft hvor var det grænseoverskridende, hele min familie, mine kollegaer, medstuderende osv. kunne se det og blev pludselig lukket helt derind, hvor jeg dårlig selv turde kigge. Det var så overvældende så mange der skrev, også privat – mange som var i samme båd, faktisk også nogle jeg har en ret tæt relation til.

Jeg kan ikke sige andet end at det er det bedste jeg har gjort for mig selv i denne proces. Det er så befriende, så dejligt at slippe for den konstante frygt for at nogle skal spørge, om hvornår jeg skal have børn. Og ærlig talt, så spørger folk slet ikke særlig meget ind til det, folk er meget berøringsangste omkring det. Hvis der bliver spurgt, er det ofte spørgsmål som ‘’hvad vil det sige det der ICSI’’? osv. Jeg vil helt klart opfordre alle der har modet, til at gøre det samme. Jeg skal f.eks. starte i praktik snart, og jeg lagde ud med på første møde at fortælle at vi skulle i behandling. De var heldigvis meget forstående og sagde at vi bare fandt ud af det med hensyn til fridage. Det er virkelig en byrde der bliver taget af ens skuldre, og dem har os ufrivilligt barnløse massere af.

Jeg håber på at flere og flere står frem, i hvert fald til deres familie – det vil gøre det lettere for os alle, hvis det bliver et emne man sagtens kan snakke om over middagsbordet, eller i frokostpausen. Halleluja for verden, hvis alle tabubelagte emner blev noget vi alle sammen kun snakke med hinanden om…