Jeg har ikke altid været sikker på, at børn skulle være en del af min fremtid. Faktisk har jeg været i tvivl. Børn er skønne, dét har jeg altid ment, men med forældrerollen følger jo ikke kun fis og ballede. Eller søde børn. Det er en stor opgave at opdrage et lille menneske fra barnsben til fuldvoksne fødder. En opgave, der kræver stort ansvar, opmærksomhed og energi og jeg har ikke altid været sikker på, at jeg kunne stå med den opgave. I dag kan jeg godt se, at min tvivl har bundet i at jeg simpelthen ikke har været klar.

Men klar, dét blev jeg

Jeg blev moster for første gang i februar 2015, da min storesøster fik sin datter, Olivia. Jeg har et stærkt og nært forhold til min storesøster. Så helt naturligt har jeg det også til Olivia. Som moster er jeg meget engageret og involveret i min nieces (og nytilkomne nevøs) liv. Dette kommer helt naturligt i det stærke bånd min søster og jeg har til hinanden. Derfor er Olivia også helt klart en afgørende faktor i min beslutning om, at jeg gerne vil opleve forældrerollen på egen krop og at det ligger til mig at skulle være mor en skønne dag. En skønne dag, som viser sig, at lade vente på sig.

Først røg p-pillerne

Jeg stoppede med at tage p-piller i december 2015 efter godt 10 års forbrug. I januar 2016 var vi så klar til at gå i gang med at forsøge. Det var med en naiv forventning om, at det ville gå stærkt. Jeg er ud af en familie, hvor kvinderne altid har været gode til at lave børn, så derfor var der ingen grund til at tro, at det ikke skulle ske hurtigt. Tidspunktet var også perfekt. Det ville lige komme til at passe med, at jeg kunne nå at gøre min uddannelse færdig og så hoppe direkte på barsel. Sådan blev det bare ikke. Jeg blev færdig med min uddannelse i november sidste år og sidder i dag med et fast job. Men gravid er jeg ikke blevet endnu.

Hvad sker der lige med min krop?

Få måneder efter p-pille stoppet kunne jeg mærke, at min krop begyndte at forandre sig. Jeg tog på. Ret meget faktisk. Og fandme om det hele så ikke satte sig på maven. Jeg var ikke den slankeste model i forvejen, bevares, men det gjorde det så heller ikke lettere, at der pludselig kom mere. Uren hud blev pludselig også et problem. Og ja, nu hvor jeg alligevel er i gang med at være ærlig, kan vi jo ligeså godt tale om hårerne også. Altså dem, der begyndte at komme frem på steder, hvor de ikke har været før og i øvrigt var meget uønskede. Dem der passer bedre på en mandekrop. Dertil kom konstante mavesmerter og udebleven menstruation. Som i virkelig udebleven. Faktisk er min cyklus i dag på knap 365 dage. Sådan ca.

Min læge lod mig gå ca. 7 måneder med ovenstående symptomer, før hun sendte mig til gynækolog. Dét var alt for længe, hvis du spørger mig og det var voldsomt frustrerende ikke at vide, hvad der skete med min krop. Følte mig som en æbleformet teenagedreng (ja, du læste rigtigt) med polkaprikket fjæs og fertilitetsproblemer. Men hey, hvem kan ikke godt lide æbler? Det var nogle lange 7 måneder.

”Du har PCOS”

– Sagde gynækologen efter diverse blodprøver og scanninger. Inderst inde vidste jeg det nok i forvejen. Med min baggrund som lægesekretær kunne jeg jo godt se, at symptomerne pegede kraftigt i den retning. Vi blev tilbudt at starte i fertilitetsbehandling med det samme, hvilket jeg skulle hjem og drøfte med manden. Det var en hård dag. Ny diagnose og udsigterne til fertilitetsbehandling på én og samme tid. Puuuha.

Det er ikke et grundlæggende krav for min mand, at skulle have børn. Han kan godt lide børn og han bliver en god far en skønne dag. En action-dad, som han selv siger. Det var derfor ikke bekymringsfrit, at jeg fortalte ham, at fertilitetsbehandling skulle være vejen frem for os, såfremt vi skulle have et barn. Men egentlig følte vi begge, at der ikke var tale om et valg. Selvfølgelig skulle vi i fertilitetsbehandling. Vi kunne jo ikke bare stoppe der. Og stoppet, det er vi heller ikke. Endnu.

Dette er mit fertilitetsliv

Tak fordi du læste med

Leah Rundblad