Sammen klarer vi alt!

Blog opslag

Skrevet af Guldægget

24 jan, 2021

Om lørdagen havde jeg planlagt at ses med min gode veninde. Normalt går vi meget lange ture og afslutter med en masse lækkerier og rosé vin. Denne gang kunne jeg ikke gå ret langt, så jeg var nødt til at finde på en undskyldning, da jeg gerne ville skjule, at vi var i gang med behandlingen. Min undskyldning blev, at jeg havde ”lavet et eller andet med ryggen”.  Desuden tog jeg bilen og en flaske alkoholfri vin med under armen med et påskud om, at vi havde et længerevarende familiearrangement dagen efter. Jeg troppede også op med min egen appelsinsodavand, da jeg ikke turde drikke Pepsi i de mængder, vi normalt ville konsumere af hensyn til koffeinindholdet. Det er endnu én af de mange udfordringer, man møder under behandlingen. Alle de undskyldninger man skal finde på for at opføre sig anderledes end vanligt. I hvert fald hvis man ønsker at holde fertilitetsbehandlingen hemmelig.

Min veninde tog det pænt og stillede ingen spørgsmål, men efter et par timer i hendes selskab, synes jeg det hele var for underligt.  Jeg valgte at fortælle hende, at vi var i gang og skulle have taget en blodprøve for at se om behandlingen var lykkes, bare 4 dage senere. Vi sludrede videre et par timer og inden aftensmaden, ville vi alligevel lige gå en kort tur for at samle appetit. Jeg gik på toilettet inden gåturen, og hvad jeg opdagede, knuste mit hjerte fuldstændig. Jeg blødte, ikke bare en lille pletblødning, men som starten på menstruationen, trods der var 4-5 dage til det reelt skulle melde sin ankomst. Jeg samlede alle mine kræfter, og det lykkedes lige akkurat at holde tårerne tilbage. Under gåturen kunne jeg ikke undgå at fortælle min veninde, hvad jeg havde erfaret. Vi snakkede lidt om det en stund og skiftede så emne. Jeg undgik at græde de næste par timer og gav først slip, da jeg sad i bilen og havde 1 times kørsel hjem. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har grædt og hulket så meget i mit liv. Jeg var fuldstændig knust og ødelagt indeni. Alt det håb og den spænding, ventetiden, generne. Det hele havde bare været forgæves. Jeg ringede og fortalte Andreas hvordan det var fat, så han var forberedt, når jeg kom hjem.

Han var der, da jeg trådte ind ad døren. Klar til at tage mig i sine arme og trøste mig, mens jeg græd mit hjerte ud. Han gjorde sit bedste for at berolige mig og give mig lidt håb. Den aften var der intet at gøre, jeg græd mig selv i søvn, og glemte at Andreas måske også var ked af det. Lige der, var der kun mig og sorgen.

Søndag morgen var jeg holdt op med at bløde, og jeg holdt vejret hele dagen og håbede, at det forblev sådan. Det var blevet godt vejr, så vi besluttede os for at tilbringe dagen ved vandet i solen. Det var rart at have et par timers ro og fri fra alle tankerne. Dagene gik og jeg fik det bedre og bedre. Det blev nemmere at trække vejret og gå normalt, og min mave begyndte at ligne sig selv en smule. Blødningen var heller ikke vendt tilbage, så måske der alligevel var en lille chance for en graviditet.

Blodprøven skulle tages onsdag morgen kl 7:30, så vi havde begge taget fri fra arbejde. Efter blodprøven tog vi på en hyggelig lille café, hvor vi fik brunch. Vi prøvede virkelig at gøre dagen så hyggelig som muligt. Da jeg havde fået foretaget blodprøven så tidligt, ville vi have et svar inden for et par timer. Så mens vi sad på caféen, sad jeg og tjekkede min mobiltelefon konstant. Det var stort set umuligt for mig at fokusere på vores samtale eller al den lækre mad, vi havde foran os. Jeg ville bare vide besked, have ventetiden overstået. Lidt i 9 havde vi et svar – blodprøven var negativ. Jeg skulle ikke være mor, og vi ville ikke blive forældre. Vi var heldigvis færdige med at spise, da svaret kom. Jeg stormede ud af cafeen i et forsøg på at skjule mine tårer for offentligheden, mens Andreas blev hængende og klarede regningen. Han fandt mig liggende på bagsædet i bilen, hvor jeg bare græd og græd. Han satte sig og græd lidt med mig og forsøgte at trøste mig.

Jeg havde på intet tidspunkt i løbet af behandlingen fortalt noget til min mor. Jeg ville så gerne have glædet hende med et opkald om, at jeg skulle være mor og hun bedstemor. Sådan et opkald blev det ikke, tværtimod. Jeg ringede til hende og fortalte hende, hvad der var sket, mens jeg vandrede grædende op og ned ad en villavej. Jeg ved ikke hvor længe, jeg talte med min mor, men Andreas sad stadig tilbage i bilen alene, med sine følelser og sin sorg. Jeg glemte alt om hans følelser, jeg var kun i min egen sorg. Jeg kan skrive om det nu, fordi jeg er blevet bevist om, at jeg glemte hans følelser i forløbet. Det var på ingen måde bevidst eller min intention, der var bare ikke plads til mere hos mig. Jeg har lært en masse af vores første forløb, og jeg husker ham og hans følelser nu.  Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret mig igennem uden ham. Sammen kan vi klare alt – og vi prøver igen, når vi er klar!

2 Kommentarer

  1. Karina B.

    Jeg håber så meget, at det lykkes for jer. Det skal det. Dejligt at I står sammen ❤️

    Svar
  2. Tine

    Jeg håber virkelig meget for jer at det lykkes snart ❤️
    Jeg blev i decemer 2020 endelig gravid efter at have prøvet i 5 år, de 4 af dem i behandling. Igår havde jeg så en blødning ikke mega meget men meget mere end en plet. Det gik heldigvis i sig selv og jeg har ikke haft smerter. Vi skal til en scanning i dag og beder virkelig til at baby stadig er ok. Jeg er i dag 11+2 og vi har allerede set baby på scanning 4 gange, den har haft det fint og vokset som den skal. Men phyyy hvor bliver man vange når man ser blod og hvor er der længe til kl. 13.20

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!