Sannes historie

Blog opslag

Skrevet af Tabte Drømme

23 nov, 2020

Sanne har valgt at dele sin historie om aborter her på bloggen. Historien minder lidt om min egen. For efter succesfuldt at have gennemført en graviditet og født en datter, blev Sanne ramt af gentagne aborter. Det kaldes også sekundær infertilitet og rammer mange par. Følelsesregisteret ved sekundær infertilitet er komplekst. For hvor langt skal man gå for at få endnu et barn? Og er det tilladt at sørge, når nu man allerede har et barn i forvejen? Omvendt ved man, hvad man kæmper for.

”I starten af 2017 kommer min datter til verden. Graviditeten er nok hårdere, end jeg sådan lige fortæller folk, men jeg tænker, at der jo sikkert er nogle, der har det værre end mig. Jeg har ret mange gener, og jeg bruger den sidste måned af graviditeten på at være ind og ud af fødegangen, fordi jeg er ved at udvikle svangerskabsforgiftning. Fødslen er en god oplevelse.

Der går egentlig længe, før jeg kan forestille mig, at vi skal have nummer to. Også til trods for at mange i min datters vuggestue er gravide, og deres ældste endda er yngre end min datter. Der er ikke fligen af misundelse over deres graviditeter, for jeg er der bare ikke endnu.
Da min datter er to år og nogle måneder, bliver vi enige om at forsøge på nummer to. Vi tænker at omkring tre års forskel kunne være fint. Jeg synes, to år imellem er for lidt og fire år for meget.
Vi har ikke et helt klart billede af hvor længe, der gik, før jeg blev gravid med min datter, fordi vi var lidt af og på prævention pga. et udlandsophold. Så vi ved heller ikke hvor længe, vi skal forsøge.

Jeg får taget min spiral ud, og tre dage efter er jeg blevet gravid. Det finder jeg ud af et par uger senere, og vi griner og highfiver over vores dårlige planlægning. Terminsdatoen ligger nemlig lige omkring vores datters tre års fødselsdag.
Nu er jeg simpelthen gravid, og jeg har det vildt over, at det er gået så let for os. Hvor er vi heldige.
Graviditeten minder om min første graviditet. Jeg har kvalme dagligt, og jeg kaster op af mælkeprodukter, præcis som med min datter. Jeg synes, de første uger går hurtigt, og jeg har ingen snert af bekymringer. Det er en stor dag, den dag, vi skal til NF scanning. Vi er glade og forventningsfulde, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det kunne være så fedt at have vores datter med, så hun kunne se babyen. Den eneste bekymring, jeg har omkring scanningen, er, om der er to.

Jeg lægger mig på briksen, og jordemoderen scanner. Hun starter med at sige spørgende, at jeg ikke er så langt henne. Men den del har jeg helt styr på, for jeg kender undfangelsesdatoen. Der går ikke mere end få sekunder, før hun siger den næste sætning, som jeg stadig får helt ondt i maven over. ”Jeg kan ikke finde hjertet.”

Der bliver kaldt en anden jordemoder ind, og mens tårerne triller, beder de mig tage stilling til, om det skal fjernes kirurgisk eller medicinsk. Jeg kender ikke til nogle af delene, og det er som om, at de ikke helt vil anbefale det ene frem for det andet. Jeg vælger kirurgisk abort, da fosteret er stoppet med at vokse i 11. uge, og derfor er der risiko for, at den medicinske abort ikke vil få det hele ud. Vi bliver sendt videre til en narkoselæge samme dag, og der er ventetid. Jeg græder og græder, selvom jeg er meget bevidst om, at der er mennesker omkring mig i venteværelset.

Den weekend skal jeg hjem og gøre de ting, jeg ikke gjorde som gravid. Jeg maler, og jeg drikker mælk. Men kroppen tror stadig, at jeg er gravid, og derfor ender det med, at jeg kaster op, mens jeg sidder og maler legehus i haven. Jeg føler mig så ynkelig.

Mandag møder jeg ind til kirurgisk abort. Det er fastende og i fuld narkose. Efter operationen, rejser jeg mig og tager mit tøj på og lover mig selv, at jeg ikke ser mig tilbage.

Jeg er selvfølgelig ked af det, men jeg kan på en måde sige til mig selv, at det er sejt, at min krop er så stærk, at den kan sortere et sygt foster fra. Hellere det, end at vi selv skulle have taget beslutningen. Jeg er også overbevist om, at jeg hurtigt vil blive gravid igen, fordi det gik så nemt.

Jeg får ret. Jeg bliver hurtigt gravid igen. Kun én cyklus og bum, så er jeg gravid igen. Vi har dog også arbejdet hårdt på sagen. Apps, der kan tracke ægløsning. Oceaner af ægløsningstest. Alarmer om morgenen til skemalagt sex, hvis vi først ser hinanden om aftenen.

Jeg føler, at det eneste, der kan reparere mit knuste hjerte, er, at jeg bliver gravid igen.

Graviditetstestene, i flertal, er svagt positive, men de er der.

Jeg er slet ikke nervøs. Jeg er gravid igen og glad. Lægerne sagde jo, at fosteret formentligt var sygt, og at det sker for 20 %. Så selvfølgelig sker det ikke igen.

Men det gør det. Jeg er på arbejde, og der kommer lidt blod, da jeg er på toilettet. Ikke meget, men jeg ved, at det ikke er godt. Jeg er i 7. uge på det tidspunkt. Jeg går i panik, og jeg tager grædende op til min læge, som lige kan nå at se mig inden lukketid. Han kan ikke sige noget, men sender mig videre til scanning dagen efter. Jeg får også målt hCG. Til scanningen er svaret også uklart. De kan se noget, men ikke hvad det er. Det kan både være en begyndende graviditet, en begyndende abort eller en begyndende menstruation. Så jeg bliver sendt hjem i venteposition, og jeg får at vide, at det kan blive smertefuldt, hvis det er en spontan abort.
Det bliver aldrig smertefuldt, men mine HCG-blodprøver er også så lave, at graviditeten nok aldrig helt har været i gang. Det ved jeg ikke på daværende tidspunkt, og det er der ingen, der fortæller mig. Men det kan jeg se bagefter, da jeg pludselig ved meget mere om hCG og hCG-niveauer, end jeg egentlig har lyst til at vide.

Efter anden abort er jeg helt nede. Alle de fornuftige ting, jeg kunne overbevise mig selv om ved første ufrivillige abort, preller af. Følelserne er ligeglade med fornuft og læger, der igen og igen snakker om procenter.

Jeg er i min egen lille triste boble, og jeg har mest lyst til at gemme mig for verden under min dyne og først komme ud, når jeg er gravid igen. På Instagram annoncerer alle pludseligt graviditeter. Jeg bider især mærke i dem, der skal have deres nummer to. Jeg går pludselig meget op i aldersforskellen og bliver irriteret, når folk får søskendebørn med mindre end tre år imellem. Jeg synes det er uretfærdigt, at de skal have dem så tæt, når jeg ikke engang må få min nummer to. Jeg kan mærke, at jeg er nødt til at unfollowe gravide på Instagram, men jeg går alligevel ind på deres profiler. Det er selvpineri.

Samtidig er jeg lige startet i en ny afdeling, og jeg skal rumme nye mennesker og nye opgaver. Jeg kan ikke overskue det. Især smalltalk ved middagsbordet. Så skal jeg forholde mig til andre mennesker, der hygger sig. Jeg har mest lyst til, at folk ikke ser på mig og mine triste øjne.

Jeg ender med en sygemelding.

Jeg forsøger at pleje mit sind under min sygemelding. Jeg går lange ture, og jeg går til psykolog, til kraniosakral terapi og til zoneterapi. Zoneterapeuten siger til mig, at det vil være godt for kroppen at tage en kort pause fra at blive gravid, og jeg bliver så sur. Det skal hun ikke blande sig i.

Men det er som om, at min krop bare ikke vil blive gravid igen. Det føles som evigheder for mig, selvom det kun drejer sig om nogle måneder. Kort før nytårsaften begynder jeg at kaste op af is. Jeg bliver så glad, for jeg ved jo godt, hvad det betyder. Jeg tager en test, selvom det er før forventet menstruation. Den er svagt positiv, og det er nok for mig. Nu er den der. På dagen for menstruation, begynder jeg alligevel at bløde. Jeg er overrasket, og jeg bliver ked af det. Endnu en graviditet, som kroppen ikke ville holde på. Lægen vil ikke tælle graviditeten med, fordi den ikke er bekræftet hos dem.

Jeg lever mit liv i 14 dages intervaller. Fra menstruation til ægløsning er tiden lang, men fra ægløsning til testdag er håbet der, og det er rart. Hver gang menstruationen kommer, bliver jeg ulykkelig. Jeg lægger ikke planer i de dage, jeg forventer menstruation, fordi jeg ikke kan rumme det. Jeg melder også fra til arrangementer, hvor jeg ved, at der kommer en gravid mave. Jeg er ikke misundelig på babyer, for jeg vil jo ikke have andres babyer. Jeg er misundelig på gravide maver, for det minder mig om, at jeg ikke selv har én.

Den 1. april tager jeg en graviditetstest. Jeg har sådan en fornemmelse af, at den er der, og jeg står meget tidligt op, fordi jeg glæder mig til at tage testen. Testen er meget positiv. Jeg tænker, at det er ironisk, at det er den 1. april, og at jeg virkelig ikke håber, at det er en aprilsnar. Lige i dag kan jeg godt rumme endnu en graviditetsannoncering på Instagram, fordi nu er jeg jo selv én af dem.

Der er gået så længe siden sidste abort, udover den biokemiske abort, at jeg er sikker på, at nu er kroppen klar.

Men der går kun få dage, før jeg begynder at bløde igen. For første gang i denne proces tænker jeg over hvor meget, jeg kan byde mig selv, og at jeg på et tidspunkt er nødt til at stoppe.

Ved lægen får jeg målt hCG. Overraskende nok stiger mit hCG-niveau den kommende uge, og der kommer et spinkelt håb. Blødningen tiltager dog, og jeg kommer til akutscanning, som slukker håbet. Graviditeten er gået til grunde. Det eneste positive er, at jeg nu endelig får en henvisning til HAB, som er enheden for gentagne aborter. Dog er det på ubestemt tid, fordi de ikke tager nye patienter ind pga. Corona.

Jeg finder på en måde en ro i, at vi nu skal tage en pause fra at blive gravide. Den pause, jeg ikke selv har kunne tage. En pause fra ægløsningstest og skemalagt sex.

Jeg kan dog ikke forene mig med tanken om at beskytte mig mod noget, vi har kæmpet for så længe.

Jeg når ikke engang at få menstruation, før jeg er gravid igen. Nok fordi det er første gang i et år, at kroppen slapper af. Det er lidt ambivalent, for det er jo det, vi gerne vil, men i forhold til udredning på HAB, er det er ikke så smart. Det er vidst noget med, at der er nogle undersøgelser, der ikke kan laves, hvis man er gravid. Omvendt har jeg jo ingen ide om, hvornår de tager nye patienter ind.

Denne graviditet er anderledes fra start. Ved de andre graviditeter, har jeg hver gang været sikker på at den var der, og jeg har ikke været nervøs.

Denne gang er jeg nervøs fra start. Jeg er hele tiden forberedt på, at jeg snart begynder at bløde. Hver gang, jeg er på toilettet, tjekker jeg for blod. Selv ved natlige toiletbesøg, tænder jeg lyset for at se, om jeg er begyndt at bløde. Jeg drømmer flere gange, at jeg vågner i en pøl af blod.
Jeg har ikke lyst til at tage til lægen og få graviditeten bekræftet, fordi jeg ikke magter at skulle derop endnu engang for ingen verdens nytte.

Min svigerinde siger, at hun har en god mavefornemmelse for denne graviditet, men jeg føler mig efterhånden så afskåret fra min krop, at jeg ikke kan mærke min egen mavefornemmelse.

Jeg er ikke særlig langt henne, da jeg får et opkald fra HAB. De har fået et afbud, og jeg er den næste på listen. Jeg græder, fordi jeg bliver så glad. Endelig er der nogle, der har noget viden, og nogle, der vil hjælpe mig.
Allerede ugen efter skal jeg til første samtale, der inkluderer gennemgang af aborterne, familiehistorik, blodprøver og scanning. Jeg må ikke have min mand med pga. Corona.

Scanningen vækker alle de svære følelser i mig, fordi jeg nu har dårlige erfaringer med mig fra tidligere scanninger. Scanningen viser heldigvis hjerteblink, og jeg får recept på graviditetsbevarende hormon, fordi det er det eneste, de kan give mig, nu jeg allerede er gravid inden udredning.

Det bliver den første scanning i en række af ugentlige kontrolscanninger. Det er hver gang med rystende ben, at jeg lægger mig op på den briks. Alt indeni mig vil bare flygte fra de scanninger, samtidig med at jeg ikke tør gå i uvished. Hver gang en scanning er gået godt, er jeg flyvende. Men kun indtil jeg nærmer mig næste scanning.

Jeg går nu snart ind i uge 30. Det har været nogle meget lange måneder. Der er stadig mange, jeg ikke har fortalt det til, fordi jeg hele tiden har tænkt, at jo flere, der ved det, jo flere skal også vide det, hvis det går galt. Jeg føler mig ikke sikker på noget, før jeg har barnet ude på den anden side.

På den ene side frygter jeg, at jeg føder for tidligt, og på den anden side føler jeg også, at jeg bedre kan passe på barnet udenfor maven, når kroppen har svigtet mig så mange gange.

Denne graviditet er fyldt med alt det, en graviditet ikke bør være. Jeg er ængstelig og jeg mærker alt med større intensitet. Jeg er glad for, at jeg har oplevet at have en ”normal” graviditet med min datter, hvor jeg kunne nyde det hele med en helt anden naivitet.”

Vil du også gerne fortælle din historie her på bloggen? Så skriv til mig på forfatter@lassen-andersen.dk eller kontakt@fertilitetsliv.dk

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Ventetiden er over

Ventetiden er over

Svaret kom to dage før juleaften. En opringning flere timer før ventet. En opringning der vil...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!