Mit navn er Sarah, og jeg vil gerne dele vores erfaringer omkring barnløshed og fertilitetsbehandling i håbet om at bryde tabuet. Her er vores historie frem til nu:

Tilbage i december 2019 besluttede min kæreste og jeg, at vi ville starte på projekt baby. Vi havde en forestilling om, at vi ville stå med en positiv graviditetstest i løbet af et par måneder – allerhøjst et halvt års tid. Men sådan blev det ikke. 

Hver måned nærstuderede jeg graviditetstesten for den sidste streg, der bare ikke ville vise sig – og skuffelsen blev større for hver måned der gik. Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget, der ikke var som det skulle være. Mine cyklusser havde fra start været uregelmæssige – men de begyndte at blive længere og længere (den længste varede 52 dage) og samtidig kunne jeg ikke måle min ægløsning. Derfor besluttede vi i september 2020 at kontakte vores læge. Jeg havde på forhånd læst, at man skal prøve aktivt i et år før man kan få hjælp, men vi tog chancen og kontaktede lægen alligevel. Heldigvis ville hun gerne se os, da hun vurderede at vi havde prøvet længe nok, og hun var også nervøs for det jeg oplevede med mine cyklusser samt manglende udslag på ægløsningstests. 

Vores læge vurderede at jeg skulle til undersøgelse ved en gynækolog. Jeg fik foretaget en gynækologisk undersøgelse og jeg blev lettet over, at han med det samme kunne udelukke PCOS. Han kunne ikke finde nogen tegn på, hvorfor mine cyklusser var uregelmæssige eller hvorfor jeg ikke kunne måle mine ægløsninger – derfor ville han lave en blodprøvepakke, hvor de kunne måle stofskifte, hormoner m.m.