Vi skal ikke langt tilbage i fortiden. Faktisk skal vi kun ganske få uger tilbage, før min venindes svar på min sms fik vendt min verden helt om.

Men først lidt om hvordan det hele startede..

Hej! Jeg hedder Maria, er 27 år gammel, kæreste med Peter og har fået den noget tvivlsomme fornøjelse af en PCOS diagnose. Vi er high-school sweethearts og har været sammen i lidt over ni år. Vores første IUI står for døren, og jeg har i den forbindelse været meget spændt, nervøs og nårh ja, skræmt fra vid og sans. Netop fordi min krop har været på overarbejde for, at bearbejde alle mine følelser de sidste tre år, hvor vi har kæmpet med næb og kløer for at blive gravide, har jeg reageret lidt mere på folks kommentarer og hentydninger omkring familieforøgelse.

Men en bestemt kommentar fra min veninde og min efterfølgende konfrontation med hende, blev mit vendepunkt.

Min bedste veninde Karina og jeg har kendt hinanden siden.. altid faktisk. Karina mødte for nogle år siden en noget ældre fyr, og naturligvis vil hun ikke gøre ham til far som 45 årig, hvis det kunne undgås. Og det kunne det. Hun er nu gravid med deres andet barn og har planer om et tredje. Men historien starter faktisk for et halvt år siden, hvor vi sad og snakkede om mine og Peters babymaking-problematikker. Vi snakker, som veninder jo gør, om hvor fedt det kunne være med en barsel sammen næste gang; bare os to (fire), café latte, strikketøj og søvnmangel. Og så siger hun de mest hjerteknusende ord jeg nogensinde har hørt hende sige ”Ja, og hvis ikke vi bliver gravide sammen når vi skal have nummer to, så gør vi det bare, når vi skal have nummer tre”. WHAT? Hvad sagde hun lige? Sagde hun indirekte til mig, at jeg nok ikke skulle regne med at blive gravid foreløbig? Troede hun ikke på at det kunne lade sig gøre? Hvordan kunne hun ikke tro på det, hun er jo min bedste veninde? Vil hun mig ikke det bedste? Det sekund mistede jeg håbet. Fuldstændig. Men jeg sagde ikke noget. Ikke før der var gået et halvt år, og jeg endelig kunne få fedtet mig sammen til at skrive en sms til hende. Come on, ja! En sms. Jeg forklarede hende hvordan jeg havde det med den kommentar og hvordan jeg havde været ked af det helt ind i knoglerne hver gang jeg tænkte på hvad hun havde sagt den dag.

Jeg fik et svar tilbage, som jeg siden da har dvælet ved

”Jeg har tænkt meget over din besked. Det var, som du selv skriver, på ingen måde min mening at såre dig. Den sætning har haft så lidt ‘betydning’ og været ment så ‘ligegyldig’, at jeg slet ikke har tænkt på, at jeg har sagt det. Men jeg er rigtig ked af, at det har gjort det ved dig.

Men jeg blev faktisk ked af det, da jeg læste den. 1; selvfølgelig fordi, jeg har gjort dig ked af det, men også fordi.. Ja, hvordan skal jeg sige det. Jeg blev sgu nok også lige lidt såret. Jeg synes, jeg gør alt hvad jeg kan for at ‘passe på dig’, bakke dig op, lytte til alt, hvad du siger og jeg tænker enormt meget over, hvad jeg siger og gør, når vi er sammen eller snakker sammen. For jeg ønsker på ingen måde at gøre dig ked af det. Men jeg er også nødt til at sige, at jeg begår fejl, og jeg vil sikkert gøre det igen. Det er ikke sidste gang, jeg kommer til at såre dig. Og selvfølgelig skal du fortælle mig, når det sker, ellers kan jeg jo ikke rette det til en anden gang. Men det gør også noget ved mig, at få det at vide, for jeg har også følelser i klemme i det her. Jeg føler, jeg har mistet halvdelen af den veninde, jeg tidligere delte hele mit liv med, men som jeg nu kun deler halvdelen af mit liv med. Og det er okay, for det har du brug for. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at beskytte dig. Men som sagt, jeg vil også komme til at lave fejl, og det må du forvente og kunne acceptere. Vores venskab er ude i nye prøvelser – ikke at jeg tænker, at det ikke holder til det, for det ved jeg, det gør. Men det er nyt for os begge og sammen må vi lære, hvordan vi bedst passer på hinanden”.

Der slugte jeg min selvmedlidenhed én gang for alle. Selvfølgelig har jeg lov at være ked af det, og det skal jeg også være, når tingene ikke vil lykkes. Men nu er det gået for vidt. Forstår I mig? Forstår I hvordan en så fuldstændig fantastisk, forfærdelig og tårevældende besked kan ændre mig fuldstændig? Den dårlige samvittighed jeg har over, at mine veninder er bange for at fortælle mig om deres graviditeter, hvordan jeg konstant ser dem være ængstelige for at sige de forkerte ting til mig og hvordan de bare altid er trofaste uanset hvad der sker, hvordan det endelig kan få mig til at indse, at den dårlige samvittighed lige nu har taget så meget overhånd, at jeg har sat min bedste veninde i et kæmpe følelsesmæssigt dilemma. Hvordan min selvmedlidenhed har sat spor i mit dyrebareste venskab.

Jeg græd, og jeg græd længe da jeg fik den besked. Hvor dum er jeg? Hvor fanget er jeg lige i mit eget lille univers? Kan det virkelig passe, at bare fordi jeg har svært ved at få børn skal min bedste (uskyldige) veninde planlægge hendes replikker, når vi er sammen? Skal hun gemme halvdelen af sit liv fra mig, fordi hun ikke ønsker at såre mig? Bør jeg overhovedet blive såret af, at se hende sammen med hendes datter og nu med hendes gravide mave? Jo vist det gør ondt, at det ikke vil lykkedes for os, men måske jeg sommetider bliver for selvhøjtidelig omkring hele det ræs her. Jeg indså på ét sekund, at mine følelser og vores situation har taget overhånd og uanset hvor kede af vores situation vi er, skal vi også bare huske på hvor stor en byrde det er/kan være at være pårørende til os. Vi må huske vores veninder, som lægger skuldre til når vi græder, vores mødre der støtter os og prøver at neddrosle trangen til at strikke huer og købe bodystockings i H&M, vores kollegaer som ufrivilligt er blevet viklet ind i vores problemer, fordi de tilfældigvis overhørte en samtale og nu føler sig tvunget til at spørge hvordan det går med det hele. Vi må simpelthen huske, at der er en verden udenfor ægløsningstests, hormoninjektioner og vaginal scanninger.

Min veninde fik mig til at indse, at jeg også har et ansvar i det her cirkus og hvor pokkers svært det er, at stå på sidelinjen, når man intet kan gøre for at hjælpe. Wake up call.