Senfølger af fertilitetsbehandling?

Blog opslag

21 aug, 2020

Alle os der har prøvet at være i fertilitetsbehandling kender alt til bivirkningerne som kvalme, humørsvingninger, brystspændinger osv, men er der egentlig bivirkninger på længere sigt?

Der findes ingen studier omkring det og når jeg har spurgt lægerne har svaret været lidt tvetydigt. Men min krop fortæller sin egen historie- den er min evidens.

Da jeg påbegyndte min fertilitetsbehandling, startede jeg ret hurtigt op på meget høje doser medicin, da jeg grundet min alder havde et meget højt FSH. Jeg responderede meget dårligt på hormonerne og der skulle mere og mere til.

Tidligt i forløbet fik jeg konstateret en stoftskiftesygdom, der gør, at jeg skal tage medicin for dette resten af livet. For lavt stofskifte øger risikoen for abort og dem ønskede jeg ikke flere af, så jeg tog glædeligt imod mere medicin.

Hvad jeg ikke efterhånden havde prøvet for at optimere mine graviditetschancer. Alverdens vitaminer og kosttilskud, zoneterapi, akupunktur, body-sds, juicer, bøger, babyklister, diæter osv osv. Så at tage en pille, der måske gjorde, at jeg rent faktisk kunne holde på barnet, var en fantastisk og meget nem løsning. Nu var det i hvert fald ikke min ”skyld” længere, hvis jeg mistede barnet!

Efter nogle år begyndte jeg at spekulere over, hvad fertilitetsbehandlingen egentlig ville gøre ved mig på sigt. Èt var, hvad det gjorde ved mig her og nu, men ville det medføre konsekvenser senere? Ønsket om at blive mor var dog så stort, at jeg var villig til nærmest alt og fremtiden måtte vente!

Da graviditetstest nr. 789 (sådan føltes det) endelig viste 2 streger, turde vi næsten ikke tro på det, men efter nakkefoldsscanningen tillod jeg mig at begynde at nyde graviditeten. Roen varede dog ikke længe, da jeg også skulle få ”fornøjelsen” af at få graviditetsdiabetes. Dette krævede ugentlige besøg på Rigshospitalet, kostregistrering samt mange blodsukkermålinger og injektioner.

Når man har diabetes vokser babyen lidt hurtigere og jeg blev sat i gang ca. 3 uger før planlagt termin. Det gik ikke helt som planlagt og jeg endte med at få kejsersnit. Amme-besvær og en fødselsdepression gjorde, at lykkefølelsen var svær at mærke.

3-4 % af gravide kvinder får en graviditetsdiabetes og man har efterfølgende en højere risiko for at få Type 2 diabetes. Jeg fik desværre Type 1 diabetes i stedet for, som er insulinkrævende og det forsøger jeg stadig at acceptere, at jeg skal leve med resten af livet.

Derudover gik jeg i en alder af 41 for tidligt i overgangsalder. Stofskiftelidelser, diabetes og overgangsalder kommer alle fra samme sted- vores endokrine system også kaldet hormonsystemet. Er det tilfældigt, at jeg efter 5 år i fertilitetsbehandling har så meget ubalance i mit hormonsystem…det tror jeg ikke!!!! Jeg har aldrig fået svar på det, men en læge sagde engang at det ikke var umuligt, at alle hormonerne havde skabt ubalance!

Så nu sidder jeg her og har en fantastisk dejlig dreng og han har jo været det hele værd, men der er også dage, hvor jeg overvældes af omkostningerne. Det tog os 6 år at få ham, et par år at komme ovenpå fødselsdepressionen og nu resten af livet skal jeg leve med medicinkrævende sygdomme. Det er en stor efterregning og på de dårlige dage, synes jeg, at det er mega uretfærdigt. Der er ingen evidens for, at jeg måske ikke havde fået disse sygdomme alligevel, men min krop og mit sind siger noget andet.

Så kære kvinder, dette skal ikke være en skrækhistorie, men mere et opråb til at få mere fokus på tiden efter fertilitetsbehandling og evt. graviditet. Hvad gør det egentlig ved os både fysisk og psykisk?

At være barnløs er en kæmpe sorg og arrene bliver siddende hos mange, også selvom man er blevet velsignet med et barn. Jeg bærer sorgen som en smuk sten i mit hjerte, en sten der heldigvis ikke fylder så meget mere. En sten der har fået sin plads og som jeg accepterer, er en del af mig og min livshistorie.

Bedste hilsner
Betina
E-mail. betina@indsigt-terapi.dk
Tlf. 50 59 19 06
Web. www.indsigt-terapi.dk

Annonce for Indsigt Terapi

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Jeg skammede mig

Jeg skammede mig

Skam er en følelse, alle mennesker er født med, men den dukker op i forskellige grader alt efter...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!