Klokken er 7.30 og jeg er på vej ned til bilen, som i dag holder parkeret et par blokke væk. Det er egentlig ikke fordi der er så langt igen, men grundet det lille plastikbæger, som jeg knuger til mit bryst for at holde det varmt, føles turen gennem Vesterbro her til morgen, som at gå Caminoen 🏃🏼⁠
⁠
Plastikbægeret, som indeholder mit beskedne bidrag til dagens insemineringsforsøg, er gemt under skjorten. Men det giver mig alligevel følelsen af, at alle folk kigger på mig, som gik jeg med et stort neonskilt, hvorpå der stod; ”Ufrivilligt barnløs”.

Da jeg en halv times tid senere ankommer til Hvidovre Hospital, begiver jeg mig akavet op mod fertilitetsafdelingen. En tur, som jeg efterhånden kender alt, alt for godt. Turen fører mig endnu en gang lige gennem venterummet for de mange gravide, som sidder med deres store maver og endnu større smil, og venter på at skulle scannes og få at vide, at alt ser ud som det skal – åh gud, hvor jeg misunder dem!! Grundet coronarestriktioner må alle stolene i venteværelset ikke benyttes, så hele vejen langs den gang, som jeg krumbøjet begiver mig ned af, stadig med mit lille bæger under skjorten, sidder der gravide par. Jeg har følelsen af at kunne mærke deres medlidende blikke følge mig hele vejen ned ad gangen, indtil jeg drejer til højre ved skiltet ”Fertilitetsklinik” – som om det ikke var tydeligt nok i forvejen.
Præcis klokken 08.00 afleverer jeg min sædprøve, og skynder mig tilbage til bilen, samme vej som jeg kom.

Sikke en start på dagen! Nu krydser vi fingre for, at indholdet af det lille bæger, som jeg har vogtet med mit liv, er godt nok til, at vi senere i dag kan gennemføre insemineringsforsøget – og så er der ikke andet tilbage, end nok en gang at forsøge at grave bare en snert af det håb frem, som efterhånden føles så langt væk!