“Skal du ik’ snart have børn – du er jo ik’ helt ung mere?”

af | maj 11, 2018 | 0 Kommentarer

Spørgsmålet - man ikke engang magter at svare på...

Jeg har tit tænkt på - og særligt de sidste par år - hvad man egentlig forventer af svar, når man stiller spørgsmålet: “Skal du ik’ snart have børn - du er jo ik’ helt ung mere?”

Jeg bliver desværre oftere og oftere spurgt om det af kollegaer, mine forældres venner, mostre, onkler, mm.

Jeg kan dog umiddelbart kun komme frem til to scenarier af svar man kan få, når man vælger at spørge folk i min alder om dette...! (Altså hvis man skal svare ærligt)

  1. Nej vi vil ikke have børn!
  2. Jo, vi prøver, men vi kan ikke (og får hjælp)!

Hvis det umiddelbart er de to (ærlige) svar et sådant spørgsmål kan resultere i, hvordan fanden kan man så få sig selv til at spørge? Hvorfor syntes man, at man er i position til at kunne stille et så personligt spørgsmål..? OG hvordan ville man så reagere, hvis man rent faktisk fik et af disse (ærlige) svar?

Min kollega fik spurgt mig om dette spørgsmål den anden dag - en kollega jeg kun kort veksler et par ord med over kaffen omkring hus, have og vejr! Så hvad forventer hun af svar, når hun begiver sig ind i sådan et spørgsmål? - at man åbner hele sit hjerte og ellers bare folder det hele ud...?

På sin vis kan jeg selvfølgelig godt forstå, at min kollega slyngede netop det spørgsmål ud. Min kæreste og jeg har netop købt hus og vi snakker en del om at skulle have hund - i princippet følger børn vel med i dette billede(?)! Dette gør dog ikke hendes spørgsmål mere i orden - for jeg kan stadig kun komme frem til de to (ærlige) svarmuligheder..!

Svaret til min kollega endte med at blive det typisk akavede: “...jooo det skal vi på et tidspunkt, men det er ikke noget der stresser - vi tager det bare som det kommer..”

MEN inden i mig selv var jeg lige ved at sprænges, for GU FANDEN er det noget, der stresser mig! Det stresser mig hele tiden. Jeg tænker overhovedet ikke på andet. Jeg tror egentlig, at jeg er ved at blive småskør af det...! MEN nej det blev selvfølgelig ikke svaret - det blev pænt gemt væk oppe i mit eget hoved..!

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der ender i akavet situationer og svar, når man bliver spurgt om dette spørgsmål fra enten kollegaer eller andet godtfolk...!! Det gør dog lige ondt hver gang - for jeg ville sådan ønske, at mit svar snart kunne være anderledes.

Min kæreste og jeg har ikke delt vores fertilitetsbehandling med særlig mange - faktisk gik vi i et år med det HELT alene, hvor kun vores ledere vidste det pga fravær fra job. Efter et år fortalte vi det til mine forældre, og efter yderligere et par måneder havde vi brug for at dele det med et par tætte kolleger og et par enkelte venner. Det er dog ikke noget vi har valgt at dele med mange, hvilket er noget, som jeg tænker at uddybe i et af mine næste blogindlæg - for det er noget der fylder og gør ondt hver evig eneste dag..!

Indtil videre må jeg fortsætte grimassen, som jeg er ved at være øvet i, og feje spørgsmålene pænt af vejen med et: “…det kommer på et tidspunkt - vi har ikke travlt”... Tankerne om at det måske aldrig sker er for hårde at “deale” med endnu - det er noget jeg slet ikke er klar til at acceptere...

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest