Skal han ikke snart have en lillebror eller en lillesøster?

Blog opslag

Skrevet af UdenBaby

21 maj, 2017

”Ja, I skal jo passe på han ikke bliver enebarn. Og det er SÅ sundt for børn at have søskende. Han TRÆNGER til at blive storebror..”

Ovenstående har vi hørt utallige gange, i forskellige sammenhænge. Til stort set alle familiesammenkomster, på Facebook, i Fakta.. Alle steder hvor vi mødte mennesker, som havde en holdning til hvornår vores søn skulle have en mindre søskende. For mig var det enormt tabubelagt, og jeg fandt altid på en masse undskyldninger for hvorfor det ikke var lige nu – og sådan at jeg kunne undgå at skulle se folk i øjnene og fortælle at vi ikke kan. Vi kan ikke få flere børn, selvom det er det vi ønsker os allermest. Jeg bortforklarede det med økonomi, manglede arbejde, at vi gerne ville nyde vores dreng lidt endnu, at vi ikke havde travlt. Men sandheden var bare en helt anden. Jeg havde lyst til at skrige højt hver eneste gang jeg fik slynget sådan et spørgsmål i hovedet. Hver eneste gang blev jeg paf og overrumplet, grænsende til at jeg slet ikke havde mod og lyst til at gå udenfor en dør. Jeg havde ikke lyst til at skulle fortælle alle og enhver at storken altså har glemt os.. Eller at vi slet ikke er på babyventelisten. Vores familier blev efterhånden indviet i hvad der foregik hos os. Det var vi nødt til, eftersom jeg var på randen af et sammenbrud hver eneste gang der blev annonceret en graviditet på Facebook. Jeg følte mig forbigået og overhalet indenom, og mange andre grimme tanker fór også igennem mit hoved. Ovenstående spørgsmål borede også lige ned i min dårlige samvittighed; for det er jo mig der fejler noget. Det er mig der er forkert og er skyld i at jeg ikke kan gøre min søn til storebror. Det er mig der er for tyk og har en uduelig krop. Og når man så skal tabe sig, og det er sådan tankerne kører rundt i ens hoved.. Ja, så sker der bare ingenting.. og det gjorde der virkeligt heller ikke. Da vægten var på sit højeste stod den på svimlende 122,4 kg. Helt ufatteligt. Jeg følte skam hele tiden og væmmedes når jeg så min egen krop i spejlet. Men overskuddet til at gøre noget ved det, var der bare ikke..

Jeg er heldigvis blevet bedre til at tackle folks – som oftest – velmenende kommentarer, og jeg har lært at det er bedre at være ærlig. Efter 3 års kamp, fortæller jeg altid at vi ikke kan, hvis nogen spørger. Det giver en omsorg, som jeg også har brug for at mærke. Og det giver en forståelse for vores situation, og en forståelse for at jeg spiser anderledes end andre. Det er rart når nogen spørger hvordan det går, men også hårdt! Der går stadig ikke en dag hvor det ikke fylder det hele for mig. Og i perioder er jeg fuldstændig manisk, fordi det bare er så brændende et ønske for os! Og min samvittighed overfor vores søn, kan slet ikke bære hvis han aldrig får søskende.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!