Der var gået ca. 1 år uden nogen som helst resultater eller tegn på en skøn lille babybule skulle være på vej, til trods for at p-pillerne var smidt ud og alt så fint ud. Så min kæreste og jeg besluttede os for at blive undersøgt på et af de private fertilitetscentre, så vi kunne finde ud af, hvorfor der ikke skete noget. Efter div. Vandscanninger og undersøgelser blev der meldt klart ud – vi var klar til IUI. Jeg husker, at jeg tænkte fedt, så er vi ligesom i gang og det kunne da ikke være så svært, men sådan gik det ikke helt. Håbet svandt ind, da der var gået yderlig 1 år og ingen ting var sket.

På 2 år var vi gået fra optimistisk – til øhhhh ok, vi skal måske have lidt mere hjælp. Livet blev sat på Standby og langsomt men sikkert overtog fertilitetsbehandlingen livet, som vi kendte det. Spontaniteten blev vekslet ud med faste rutiner og spørgsmål som :”Skal vi fortælle det til nogen? Hvor meget har vi lyst til at fortælle og er det egentlig forkert at have følelsen af, at noget så intimt og personligt lige pludselig skal være et offentligt emne der drøftes hen over kaffe og kage – noget der slet ikke stemmede overens med tanken om at lave et kærlighedsbarn hjemme i lagnerne.

Det var ved et tilfælde at jeg fandt ud af hos en gynækolog, at jeg ikke kunne blive gravid – for der var en lille cyste som gjorde det meget svært at opnå en graviditet pga. cystens placering. 1 år med gentagne forsøg og undersøgelser, for så at få at vide at det ikke kunne lade sig gøre.  Åhhh jeg kunne næsten ikke tro det, ikke nok med økonomien, så kunne alle de gange med fejlslagne forsøg være undgået. Det var et kæmpe slag i maven – et slag vi kunne være sparet for.

Selvom vejen herfra kom til at vare 3 år mere før vi skulle opleve en fødsel – så er der en ting, set i bakspejlet som jeg ville ønske kunne være håndteret anderledes. Hvordan og hvor meget skal venner og familie indvies. Derfor vil jeg gerne hjælpe dig videre med at bryde tabuet og bede dig overveje, hvad det vil give dig, at involvere nogen du holder af og hvad du eventuelt vil miste ved at lade være. Brug nedenstående spørgsmål til at få gang i tankerne og som støtte til at få styr på, hvad der er rigtigt for dig.

1. Du bestemmer – også selvom der skal hjælp til graviditeten
   Overvej hvilke familiemedlemmer og venner du føler dig tryg ved og ønsker at åbne dig op for. Selvom de personer du indvier, måske ikke har oplevet fertilitetsbehandling på egen krop, så kan det være rart at få støtte i det omfang du selv ønsker det. Også når støtten ikke er helt perfekt.
2. Hvad har du lyst til at fortælle?
   Beslut dig for, hvad du har lyst til skal deles og sæt ord på overfor din familie og venner. Så der ikke bliver spurgt ind til emner eller på tidspunkter, hvor du dybest set ikke har lyst til at dele ud af dig selv / tale om det.
3. Husk at sætte grænser
   Ved at sætte ord på dine grænser (det kan eks. være hvornår du har ægløsning/ hvor langt du er i behandlingen / om din kærestes sædkvalitet er god eller dårlig) hjælper du dine nærmeste med at forstå, hvornår du har lyst til at tale og hvornår det ikke føles rart. Det kan være utrolig svært at stå på sidelinjen og give støtte på så følsomt et område. Kun du ved, hvad der er godt for dig og hvilke hensyn der skal tages. Så mærk efter allerede tidligt i forløbet, så du har støtte på de dårlige dage der kan komme, uanset hvilken længde din rejse kan vare, før du skal opleve en graviditet.
   De bedste hilsner
   Fertilitetscoach Jessie Egedal