Skal jeg hjælpe andre eller beskytte mig selv?

Blog opslag

Skrevet af Ingensmor

28 maj, 2019

Historien om mit ”dæknavn”

Jeg har valgt at være ”anonym”. Eller jeg har i samarbejde med min kæreste valgt at være anonym. Min kæreste støtter mit projekt med at tale åbent om vores fertilitetsliv, da han ved, at det hjælper mig med at bearbejde alle de tanker og indtryk som jeg oplever. For, let’s face it, det er mig der går igennem de fleste ting i forløbet.

Vi har været meget åbne overfor vores venner, familie og nogle kollegaer, da det har givet mest mening for os. Vi vil ikke være med til at øge tabuet! Derfor virker det mærkeligt ikke at være helt åben… men vi har valgt at bruge et ”dæknavn”, da jeg ikke er fastansat og lever på projektansættelser og vikariater. Så er der måske nogen der tænker; ”Jamen det burde vel ikke gøre en forskel?” Men jo, det gør det. I disse dejlige digitale tider facebook’er, instagrammer og googler arbejdsgivere deres potentielle nye medarbejder og jeg vil ikke forværre mine chancer for jobbet. Odds’ene er allerede imod mig i forvejen, da jeg er en kvinde på 30år, uden børn i en branche med mange ansøgere.

Derudover vil min kæreste også gerne ”have styr på”, hvem der ved det. Når nogen spørger; ”skal I ikke snart have børn” eller lige efter aborten; ”hvordan har du det”, så har vi fortalt det. Men han ville være ked af at møde en bekendt, der kunne sige; ”nå, så I er i fertilitetsbehandling” og det forstår jeg også godt! Derfor respekterer jeg hans grænse.

Et dilemma i sorgen…

Jeg har egentlig altid gerne ville hjælpe andre, hvis det står i min magt. Jeg er ekstrem dårlig til at beskytte mig selv, og har altid tid til at hjælpe andre. Derfor blev jeg meget udfordret før påske og i tiden efter.

Jeg blev kontaktet af TV2 ECHO, der er i gang med at lave en større artikel, der skal sætte fokus på det at miste. Planen var at tale omkring 50 kvinder, der ufrivilligt har mistet et barn, inden det blev født. Jeg talte længe med min kæreste om det, og jeg overtalte ham nok til, at jeg gerne ”måtte” være med.

I påsken blev jeg ringet op af en sød journaliststuderende, der forklarede mig præmissen for at være med. De skulle bruge et billede af mig, som gerne måtte være i profil og på afstand, og de skulle bruge mit navn. Billederne ville komme i en slags collage, så man skulle aktivt trykke sig ind på mig for at læse min historie. Jeg forklarede hende mine overvejelser, så hun forstod, hvorfor jeg var lidt tøvende. Samtidig med mine egne forbehold ville jeg jo gerne hjælpe andre igennem sorgen – så de ikke føler sig alene. Men vi blev enige om retningslinjerne… troede jeg.

Hun laver interviewet, som jeg, som den perfektionist jeg er, gerne ville have til gennemlæsning. Hun sender et råt interview og jeg læser det igennem, og kommer med mine rettelser. Da jeg sender rettelserne tilbage, medsender jeg også et billede, der er i profil og på afstand – som vi havde aftalt. Derudover aftaler vi også, at hun ikke bruger mit fulde navn, men kun for- og efternavn.

Et par uger efter ringer hun mig op… redaktøren vil ikke godkende mit billede – jeg skal sende et nyt, hvor man kan se mere af mit ansigt. Jeg gennemroder mine sociale medier og diverse arkivfotos for at finde et billede som jeg føler mig tilpas med. Endelig finder jeg et fra min 29års fødselsdag, hvor jeg står med flag og man kan se hele mit ansigt, men jeg bukker hovedet lidt – så det ikke er full frontal. Hvad gør man ikke for at hjælpe andre! Hun siger mange tak og udtrykker, at det er meget bedre!

Igen går der et par uger, hvor jeg ikke hører noget. Jeg tænker meget over, om den artikel ikke snart kommer. Hun sender så endnu en mail. I den nye mail har de kogt hele interviewet ned til ca. 250 ord, og jeg har lidt svært ved at genkende hele min historie – da det jo bare nu er et sammenkog og ikke længere præcis mine ord. Men jeg godkender det og tænker hele tiden ”hvis det kan hjælpe andre”.

Et par dage efter bliver jeg igen kontaktet telefonisk – denne gang mens jeg er på arbejde. Her fortæller hun, at hvis jeg ikke kan sende et nyt billede, hvor man kan se hele mit ansigt tæt på, så bliver de nødt til at smide min historie væk. Redaktøren er stadig ikke glad. Her kan jeg mærke, at min grænse er nået… jeg kan ikke længere hjælpe andre – jeg bliver nødt til at værne om mig selv og min kæreste. Derfor siger jeg, at jeg ikke længere kan være med og de gerne må smide mig ud af collagen, for jeg vil ikke sende et tredje billede.

Hun undskylder mange gange, at de ikke har været klare i spyttet omkring, hvad de ville have, men at det er redaktørens beslutning. Hun er ked af det, da min historie ”jo er virkelig stærk”! Men jeg kan ikke mere – det skal afsluttes nu. Jeg har allerede brugt mere tid og energi end jeg ville og burde på det her projekt, og nu bliver det ikke til noget – i hvert fald ikke med mig som deltager.

Jeg valgte denne gang at beskytte mig selv og min kæreste – fra noget vi ikke havde lyst til, noget, der ændrede retningslinjer og noget, som ville gå på kompromis med de aftaler vi indbyrdes havde lavet.

De af jer, der følger mig på instagram vidste, at jeg var blevet interviewet, men nu ved I alle, hvorfor jeg ikke er med når artiklen kommer ud. Jeg kommer til, på et tidspunkt at dele mine egne brudstykker af eller hele interviewet på instagram.

4 Kommentarer

  1. Karin Elisabeth Ipsen

    Jeg forstår godt dine overvejelser. Jeg tænkte selv længe over, hvordan jeg ville gøre det, inden jeg startede min Instagram. Og jeg har haft mange snakke med min mand om, hvor meget jeg lægger op. Jeg har valgt at stå helt offentligt frem, og derfor medvirker jeg også i artiklen med billede, navn og historie. Jeg valgte også at få den til gennemlæsning, og det var så mærkeligt at se min historie skrevet med en andens ord.
    Du behøver ikke vælge mellem at beskytte dig selv og hjælpe andre. Alt det du gør, hjælper helt sikkert allerede andre. Deriblandt mig.

    Svar
    • Ingensmor

      Hej Karin

      Tak for dit bidrag i artiklen, det var virkelig tankevækkende og jeg blev meget rørt. Tak for din hjælp og dit mod til at stå frem.

      Mvh Ingensmor

      Svar
  2. Anne

    Jeg har selv flere aborter bag mig og kunne godt tænke mig at læse artiklen. Hvor finder jeg den?

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!