I mit sidste blogindlæg skrev jeg om hvor vigtigt det er, ikke at blive sat i ‘offer rollen’ som infertil kvinde.

I dag føler jeg mig desværre lidt sådan.

Til jer der har fulgt med på første række af min rejse, ved også at min mand og jeg fandt en ægdonor. Vi var til samtale på Rigshospitalet i sidste uge, og da vi havde en donor, var der jo ingen problemer..lige indtil der var.

Hospitalet har lavet en ny regulering som vi ikke kendte til, og grundet manglende resourcer, er der 2-3 års ventetid…selvom man kommer med sin egen donor.

Jeg føler mig snydt. Jeg føler mig fanget. Jeg føler mig utilstrækkelig.

“Det skal nok gå” – Nej! Det går ikke.

Jeg må ærligt indrømme at tanken om ønskebarnet er længere væk end jeg umiddelbart troede. Måske er der en mening med den nuværende situation? Måske….er der en årsag til det. Måske ønsker de højere magter ikke at jeg skal være mor.

Hver gang jeg beder…så beder jeg om mit barn. Mit fantasibarn. Mit barn der endnu ikke er undfanget endnu. Mit ønskebarn.

Dette er min beretning om når man ikke er sikker på at alt nok skal gå.