I søndags kl. 06.15 om morgenen stod jeg igen, igen, igen (gang selv med 100 ca.) med en negativ graviditetstest efter 4. forsøg med IUI behandling (og 6. påbegyndte forsøg i alt).

Det er hver gang så sønderrivende en sorg og det er en forfærdelig tom følelse. Jeg ser lidt den dag og dagen efter, som dage der bare skal passere. Vi laver ikke noget særligt på de dage, vi venter bare lidt på de er overstået. Som regel er vi ude og gå en lang tur med hunden et dejligt sted. Der skal bare være plads og tid til, at være ked af det i det omfang det er nødvendigt. Jeg kan slet ikke rumme at skulle forholde mig til at skulle ud af døren eller have nogen ind ad døren på de dage.

I mit hjerte er jeg allerede mor til det barn, så det føles lidt hver gang, som om at det barn forsvinder længere væk fra mig. Det er en underlig usynlig sorg, fordi det er en sorg over noget vi aldrig har haft fysisk.
Der er frygteligt mange følelser at gennemleve hver gang det ikke gik, men sorg, håbløshed og tvivl er nok de mest gennemsyrende.

Det er vigtigt at jeg husker mig selv på, at et mislykket forsøg ikke er det samme, som at jeg aldrig bliver mor. Det gør ondt og det er en stor sorg, at det ikke skete, men det er ikke det samme, som at det aldrig sker. På den måde, kan jeg lidt forsøge at undgå at angsten for, at det aldrig sker kører helt af med mig, for det er der fertilitetsbehandling bliver alt, alt for svært, når angsten og tvivlen og håbløsheden råder.

Når testen er overstået, kommer menstruationen som regel dagen efter. Også er en ny cyklus jo allerede i gang. Jeg skal tage hormoner fra dag 3, så der er ikke så mange dage med fred og ro, og jeg skal derfor også hurtigt beslutte, om vi skal fortsætte direkte videre på et nyt forsøg.

Det er et hurtigt skift fra at håbe, at det er sidste behandling til at skulle forholde sig til en ny behandling. Det er et splitsekund, hvor verden lige bliver vendt rundt lynhurtigt.

Så er der altid lidt praktik i forhold til, at klinikken skal have besked om resultatet af graviditetstesten.
Jeg skal også have nye recepter, der skal aftales tid til 1. scanning i næste forsøg, dosis af hormoner, hormonerne skal bestilles og hentes på apoteket osv.

Jeg prøver at tænke sådan, at jeg har et valg. Det er mit valg at gå i gang igen med behandling, for det er min krop og jeg kan bare sige nej.

Inderst inde føler jeg måske ikke oprigtigt, at jeg har et valg, for drømmen om en lille Sofie eller Silas er meget stor. Men ved at tænke, at jeg har et valg og jeg bare kan stoppe, så kan jeg på en eller anden måde oparbejde lidt energi til et nyt forsøg, fordi jeg tænker, at jeg selv har valgt det. Jeg vælger behandling til.

Jeg overvejer meget hver gang, hvornår og om det er tid til en pause. Når jeg ved, at jeg kan træffe et valg, om at holde en pause, så gør det det lidt nemmere at fortsætte. Jeg har ikke lyst til at holde pause, fordi håbet er stort. Det er også mere praktisk ikke at holde pause, da der jo allerede efter et mislykket forsøg er en ny cyklus at fortsætte på, og der er derfor ikke ventetid på næste menstruation eller ”nulstilling” med minipiller.

Det føles stadig lige inden jeg går i gang, som om at jeg står foran et kæmpe bjerg jeg skal bestige. Jeg kender alle udfordringerne på det bjerg; bivirkninger, mange lægebesøg etc. Men alligevel er det svært at forudse, hvordan det bliver, for det er aldrig rigtig til at sige. Kroppen kan reagere så forskelligt på samme mængde af hormoner i forsøg lige efter hinanden.

Jeg har en lille plan om i mit hoved måske senest at holde en pause til juni, også holde pause i de tre sommermåneder, for at kunne nyde sommeren uden at tænke på lægeaftaler, scanninger, hormoner osv. Måske kan jeg gå til et par sommerfester og drikke alkohol (jeg drikker overhovedet ikke under behandling). Men også fordi det giver mig lidt energi nu at tænke, at jeg tager en pause om senest  5 måneder. Jeg håber selvfølgelig, at jeg er gravid inden da, men risikoen for, at jeg ikke er, er jo til stede.

Det er ikke sikkert, at jeg rent faktisk holder pausen – måske holder jeg kun pause så længe klinikken er sommerferielukket – men det giver mig energi at tænke, at jeg kan.

Det her er en del af mit fertilitetsliv. Tak fordi du læste med!

De bedste hilsner
Malle