Jeg har virkelig vaklet i troen på at projekt baby nogensinde lykkes den sidste tid. Jeg er så træt og slidt. Og jeg har sagt mange gange “jeg gør det aldrig mere”. Og jeg har kæmpet nogle seriøse kampe med mig selv.

Jeg borer mig lidt meget ned i arbejde, selvom jeg har afsindigt svært ved at koncentrerer mig om det. Jeg prøver at bilde mig ind, at det er hele meningen med livet. Men det er det bare ikke. Hvor meget jeg end gerne ville kunne lukke øjnene for det, så er det børn, der er meningen.

Selvom de er stride, selvom de larmer, bliver syge, er bøvlede… Huset er tomt i den her tid. Jeg synes ikke det er rimeligt. Jeg synes heller ikke det er rimeligt at bagsædet i bilen er tomt. Når jeg lukker øjnene, så tænker jeg, at det her er en ond drøm, når jeg vågner, så er der to børn her. Dem, der altid har været meningen med det hele. Det har altid været meningen for os, at vi skulle være forældre sammen. Inden vi blev kærester tog T lige en tjekker på, hvordan jeg havde i forhold til børn i en SMS… mit svar var “Hellere i går end i morgen”. Men det er der ikke de børn, der hele tiden har været meningen med det hele. Og hver eneste gang det ikke går, så bliver det bare skrevet klarere og klarere på væggen, at det her er uden for min kontrol. Det her kan jeg ikke fikse. Det her kan jeg ikke blive dygtigere til. Uanset, hvad jeg gør, for at det ikke skal være der, så er der en gennemtrængende og knusende larm af sorg, altid.

Der findes ikke nogen kur. Det har drevet mig ud i pressede og uovervejede situationer. Og jeg har taget mange quickfix for ikke at mærke, hvor ondt det gør lige nu. Livet går videre, hvis man vil. Og det vil jeg gerne. Jeg vil ikke leve resten af mit liv ulykkeligt eller halvt. Men jeg ved, at jeg skal leve med en sorg over det altid. Det kan jeg godt, det ved jeg. Og i de lyseste øjeblikke, så ved jeg, at der kommer smukke ting ud af sorg, at verden en dag vil se anderledes ud. At der måske kan komme børn i vores liv på en anden måde, og jeg måske kan lærer at se glæden i andres børn. Men over alle ting, så ved jeg, at det her er det sværeste jeg nogensinde har prøvet. Mit liv har ikke været superenkelt før. Men at møde en mand, som har villet mig med alt, hvad det indebærer af seriøse mængder rod og pis, men være afskåret fra muligheden for at stifte familie med ham, det er i den grad en dødssejler og en forbandet svær situation.

Status er, at vi nu har brugt 1 af tre IVF forsøg købt på en privatklinik. Jeg fik taget 5 æg ud. 4 blev befrugtet, 3 delte sig videre, 1 perfekt æg i topkvalitet blev lagt op. Resultatet var ingen æg på frys og negativ graviditetstest. IVF er latterligt hårdt. Min største frygt var, at de kun hev ubrugelige æg ud, for det er virkelig min tanke, at det må være det jeg har. Og der var desværre en del tomme follikler ved ægudtagningen… og ja, ingen blev jo til blastocyster.

Vi har to forsøg tilbage. Vi fik ingen ekstra chancer ud af det her, da der jo ingen æg var til fryseren. Det er nedslående. Jeg prøver at se det positive i det, der var jo trods alt et rigtig godt æg, som bare ikke hang fast. Men… ja, det gør ondt og det er bare svært. Bedre held næste gang, forhåbentligt. Det tager lidt tid for mig at få det til at synke ind. Jeg har slukket meget for mine følelser igen, så jeg kun mærker det engang imellem.

Samtidig kan jeg konstatere, at Fertilitetsliv søger nye blogmanagere, hvilket jo er fantastisk, da det betyder det virker for nogle! Men her er jeg så – tilbage efter en længere pause fra Fertilitetsliv. Og nu hedder skibet IVF, men stadig med masser af svære følelser og tabuer. De bedste hilsner Malle