Om præcis 22 dage er det vores tur til, at komme til vores første samtale på fertilitetsklinikken. Det er med meget blandet følelser for mit vedkommende…

Selvfølgelig ikke fordi, at jeg ikke glæder mig – for det gør jeg. Som et lille barn glæder sig til juleaften :o) Endelig kan vi komme i gang og få den hjælp vi har behov for – for det har vi… Altså brug for hjælp…

Det har taget mig tid, at acceptere at vi har brug for hjælp til, at få et barn som jeg har beskrevet i mit første indlæg. Men nu er jeg kommet der til hvor det er okay – i et vist omfang. For en lille del af mig håber stadig på et mirakel om at vi klare den selv. (Især fordi vi gerne vil have flere børn, og det er jo ikke altid gratis i Danmark, desværre)…

MEN som sagt skal vi til samtale lige om lidt, hvilket jeg er meget spændt på. Google har jo ikke ligefrem gjort ventetiden bedre for mig og nervøsiteten. For nogle gange så glemmer jeg, at google glemmer de gode solstråle historier. Jeg læser kun om dem, hvor det endnu ikke er lykkes efter 10 år. Og hold kæft hvor jeg føler med dem altså. Jeg har sådan en frygt for, at det bliver min kæreste og jeg. Og med det babyboom der er i hans familie lige pt – så klare jeg det ikke. Igen jeg tager hatten af for dem som går det igennem – I er så seje!

Jeg ved jo godt, at der findes solstrålehistorier og at det heldigvis lykkes for langt de fleste, men der er jo også dem hvor det ikke lykkes og den boks er jeg bange for, at lande i. Min kæreste er sikker på, at det nok skal lykkes for os og rigtig hurtigt endda. Han er total cool og tager det hele så flot! Han er den bedste opbakning og støtte jeg kunne have!

Ud over frygten for, at det ikke lykkes så er jeg også bange for hvad det indebære. Nåle? Piller? En masse medicin? Overvægt? Jeg kæmper i dag med mit PCOS i den forstand, at jeg tager meget let på og er ifølge mit BMI overvægtig med alt fedtet placeret på maven og mine lår – og jeg har bare ikke lyst til, at tage 10+ kg på. Men hvis det er det der skal til for, at få vores drømmebarn – så bare kom an 10 kilo!

Jeg følger med hos en masse der er i denne fertilitetsverden og ser dem poste videoer og billeder af hvordan de stikker sig dagligt. Det er en af de ting jeg gerne vil være foruden. Jeg tror det vil tage mange timer før jeg kan gøre det. Jeg er så bange for, at det gør ondt og jeg ved det vil blive en kamp. Og så igen rammer tanken mig – hvad hvis det ikke går? Hvad hvis jeg forgæves stikker mig og fylder min krop med en masse hormoner og andet? Hvorfor skal lige netop jeg gå det igennem? Når man næsten dagligt høre om folks ’’upser’’… Hvilket er virkelig frustrerende udtryk – en ’’upser’’… Tænk lige på dem der ville ønske de kunne få en ’’upser’’ – inklusiv mig!

Jeg kan mærke på mit humør, at tiden for vores samtale nærmer sig. Jeg er utrolig påvirket for tiden og bliver meget let ked af det, når jeg ser en gravid eller en baby – jeg tror det er den frygt, som sidder så dybt i mig som nævnt et par gange ovenfor. Frygten for aldrig, at blive mor… Men jeg prøver, at tage det hele med oprejst pande og sætte min evige facade på…

Tak fordi I læste med/N