Som sagt er det ikke for sarte sjæle at være i fertilitetsbehandling.
Jeg ved af gode grunde ikke, hvordan det er som par, når man er to, men som enlig har jeg flere gange sagt, at hvis ikke jeg havde haft det netværk, jeg har, så havde jeg aldrig klaret det.

Jeg har altid været glad for mit eget selskab og folk har ofte spurgt, om jeg ikke nogle gange følte mig ensom. Svaret har altid været et rungende nej, men i mit stille sind har jeg da overvejet, hvad det egentlig ville sige at være ensom.
Dét har jeg så fundet ud af.

Fertilitetsbehandling er ensomt! Er du sunshine, hvor er det dog ensomt!
Også selvom man har et solidt netværk, man kan græde ud ved og dele sine tanker med, for de forstår det jo bare ikke helt. Ingen kan jo nogensinde sætte sig ind i, hvordan det er, når de ikke selv har stået i samme situation med lige præcis mine følelser og tanker. Mange af dem ved ikke engang, hvordan det er at skulle forholde sig til, at det ikke er en selvfølge for alle at blive gravide og få børn. Og det er eddermame en stor kamel at sluge alene, skulle jeg lige hilse at sige.

Jeg forestiller mig, at man som par går igennem præcis de samme tanker og følelser. Forskellen er blot, at man har én at dele det; glæderne, frustrationerne og sorgen med. En som går igennem det sammen med én. Det har man af gode grunde ikke, når man vælger at blive solomor. Og det er fandme hårdt!

Dertil kommer så hele processen i sig selv med hormonbehandling i form at piller og sprøjter, scanninger i tide og utide, ægudtagning, ægoplægning og vente svar på graviditetsblodprøve.

Hele dit liv drejer om den næste sprøjte eller pille, der skal tages på et bestemt klokkeslæt eller den næste scanning etc. Man føler virkelig ikke, man har noget liv udover fertilitetsbehandling. Du kan ikke lave noget, uden fertilitetsbehandlingen på et tidspunkt vil ”forstyrre” din dag.

Og så er der bivirkningerne…
Dem har jeg heldigvis ikke haft mange af, men det vil flere omkring mig nok modsige. For det er svært at forstå, at man kan være så følelsesmæssigt ustabil; irritabel det ene øjeblik, glad og grinende det næste, for så at bryde sammen i gråd, uden at det må være pga. hormoner. Men dét kan man. Og det ér man.

For man er SÅ fokuseret på at gøre alting rigtigt, så det lykkes. Man ønsker sig det SÅ meget, at angsten for, det ikke kan lade sig gøre, bliver din tro følgesvend. Du er konstant bekymret, både for om det nu kan lade sig gøre, men også for, om du tager medicinen korrekt, husker at tage den på det rigtige tidspunkt, om der stadig er follikler ved næste scanning eller om de er gået til grunde, og når folliklerne så bliver taget ud, om der så også er æg, om de vil blive befrugtet, og i såfald om det så (endelig) lykkes med graviditet.
Heeeele tiden bekymrer man sig for det næste, og selv uden at være pumpet på hormoner, så er det bare et enormt pres at være under.

For man kan ikke tage på fertilitetsklinikken og gå derfra udelukkende med gode nyheder. Og de dårlige skal også bearbejdes, for det er også en sorg. Det kan godt være, jeg ikke har mistet et barn, da jeg ikke har været gravid endnu, men det føles lidt sådan hver gang man får dårlige nyheder. Hver dårlige nyhed betyder jo, at chancen for at blive gravid og få et barn bliver mindre.

Jeg underkender ikke, hvor meget mine nærmeste også kæmper i det her, for det må være så vanvittig svært at stå på sidelinjen til noget, man ikke kan forstå. Og jeg er så taknemmelig for, at de gør det alligevel, og at de rummer hele paletten – også når jeg viser mit værste selv. Jeg føler mig så forbandet elsket og det er uden tvivl pga. dem, at jeg stadig står.

Nogle gange vakler jeg, men jeg står.
Og det håber jeg så bare, jeg bliver ved med, indtil det lykkes.

Det kan lyde selvmedlidende og måske endda topynkeligt, men ved I hvad?
Når man er i fertilitetsbehandling, så bliver man ramt af frustration, tungsind, mismod og selvmedlidenhed, og det skal der bare være plads til, for fertilitetsbehandling handler også om sorgarbejde. Det er også en del af processen. Uanset om man er et par eller alene.
Og hold nu kæft, hvor er det dog hårdt, men det er fandme okay at sige det højt!
Det SKAL vi!

Så det gør jeg lige.

FERTILITETSBEHANDLING ER FUCKING HÅRDT!

På gensyn!

– Solomorikakkelovnen