Solomor: Et skridt frem og to tilbage

Blog opslag

Skrevet af Solomorikakkelovnen

12 aug, 2022

Drømmen var jo, at sidste indlæg blev netop det. Det sidste.
Men sådan skulle det ikke gå. Første ægoplægning endte ikke med en positiv graviditetstest.
Tværtimod var den bragende negativ.

Heldigvis har jeg et æg i fryseren til en oplægning mere. Et dyrebart æg, som fertilitetsklinikken ikke vil sætte op, før de er sikre på de bedst tænkelige forhold i ovnen. De passer altså godt på mit æg, og tager det meget alvorligt, at det måske er det sidste tilbage.

Derfor ville de gerne, jeg fik foretaget en kikkertundersøgelse af min livmoder, inden de sætter fryseægget op. Bare for lige at sikre, alt er som det skal være. De kan nemlig se på scanninger, at min slimhinde er en smule ujævn, hvilket godt kan betyde polypper eller muskelknuder i livmoderen.

Efter fire år i fertilitetsbehandling var det noget af en lussing at få.
Jeg vidste godt, at chancen for, det første æg ville sætte sig fast og blive en graviditet var lille. Altså, hvad er oddsene lige, at jeg starter på privatklinik, får to æg ud i første forsøg, som begge bliver befrugtet og det første æg bliver en graviditet. Bevares, det havde da været drømmescenariet, men det havde alligevel også været for godt til at være sandt. Så den negative graviditetstest slog mig ikke ud.

Men det gjorde beskeden om en kikkertundersøgelse af min livmoder, for kan det virkelig være rigtigt, at jeg efter 3,5 år i behandling i det offentlige stadig ikke er fuldt undersøgt?
Og hvad hvis der så er polypper eller muskelknuder, kunne jeg så have været gravid for flere år siden og sparet en sygemelding og hvad ved jeg? Det føltes så topuretfærdigt og som om de har spildt den tid, som de har gjort så meget ud af at fortælle mig, jeg ikke har, fordi jeg kan gå i overgangsalderen når som helst.

Og det viste sig jo også, der var to muskelknuder, da kikkertundersøgelsen blev foretaget. Man kan desværre ikke vide, om de har været der i 6 måneder eller 6 år, så det føles lidt hult at klage over ikke at være blevet undersøgt før.

Jeg er stadig i tvivl, for efter jeg fik fjernet de to muskelknuder og kunne gå i gang med mit fryseforsøg, tror I så ikke, at min krop pludselig virker som den skal;
Jeg startede medicin til frysebehandling, og da jeg kommer til scanning er der noget, som måske er en cyste, måske en ægblære. Jeg fik mere medicin op til næste scanning for at se om den voksede, for så var det en ægblære og ikke en cyste.

Og den var vokset. Stor og flot. Det VAR en ægblære.
For første gang i 4 år har min krop virket som den skulle, den har produceret æg og ægløsning uden medicin til at hjælpe det på vej!!!!!!

Det betød desværre, at vi måtte afbryde fryseforsøget, fordi de ikke kan lægge fryseægget op, når de ikke har kontrol med min ægløsning. Det var lægen noget ærgerlig over, men som jeg sagde til hende, så kan jeg ikke rigtig blive irriteret over det. MIN KROP VIRKER!!!!! Og den er tydeligvis ikke helt på vej i overgangsalderen endnu. Det er kæmpe stort! Og tankevækkende…

Tænk sig, at det hele virker som det skal, når de fjerner de to muskelknuder. Jeg ved ikke, om det er muskelknuderne, der har lavet rav i mit system, men det er et spøjst sammenfald, som giver mig endnu mere trang til at klage over, jeg ikke er blevet undersøgt før. Nu har jeg så haft menstruation, som har været den klareste og reneste blødning nogensinde. Også efter fjernelse af muskelknuder. Så nu har jeg besluttet, at hvis jeg ender med at blive gravid på mit fryseæg, så kontakter jeg altså det offentlige med en klage. Ikke en officiel klage, men et opkald, hvor de får at vide, hvad jeg synes om deres behandling og mangel på samme.

Jeg er ikke klog nok til at vide, hvor meget de to muskelknuder har kunnet påvirke mit understel, men min retfærdighedssans er max udfordret af, at man kan behandle nogen i 3,5 år uden at undersøge alt der kan undersøges. Det kan ikke passe, man ikke er fuldt udredt efter så lang tid, kan det?

Det er jeg så nu. Og mit understel er støvsuget for gevækster, der ikke skal være der. Der er altså ikke længere noget, der skulle forhindre, at mit fryseæg sætter sig fast, så jeg har høje forventninger! Og jeg glæder mig til at dele det med jer, når der kommer nyt.

God sommer!

– Solomorikakkelovnen

2 Kommentarer

  1. Dorthe

    Hej

    Jeg håber sådan for dig at det lykkes..jeg sidder med samme start på fertilitetsforløbet som med dig .Efter min første fødsel fik de ikke helt moderkagen ud og det endte også med flere udskrabninger og ascherman syndrom. Jeg har været igennem 1 behandling med stimulering og grundet sommerferie har vi selv forsøgt 3 gange,men med alder, tidl syndrom og dårlig sædkvalitet,så jeg bange for at min rejse kommer til at ligne din lidt.. ;(
    Jeg kan kun sige jeg deler din undren i forhold til Herlev hospitals manglende grundighed i deres undersøgelser og idag er jeg kommet derinde fra,med en besked om,at jeg nærmest er mærkelig,når jeg ikke vil tage stikpiller der gør mig dårlige og giver mig smerter,for at min slimhinde er så tyk som mulig..nogle ting kan jeg bide i mig,men men 😉

    Svar
  2. Solomorikakkelovnen

    Hej Dorthe,
    Dejligt du læser med, men øv hvor gør det mig trist, at der er andre end mig, som sidder tilbage med følelsen af ikke at være blevet undersøgt grundigt nok i det offentlige
    Jeg synes ikke, du er mærkelig. Hvis man ikke kan holde bivirkningerne til medicinen ud, så burde der da være andre alternativer
    Håber du finder en løsning og det lykkes for jer!

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

12. gang må da være lykkens gang!?

12. gang må da være lykkens gang!?

Over en måneds benhårdt arbejde har resulteret i ét skud i bøssen. Det virker så uretfærdigt, men det er jo efterhånden det overordnede tema i alt dette. Det er ægoplægning nummer 12 for vores vedkommende. Jeg kniber en tåre ved tanken om, at vi 11 gange før har siddet i samme situation, fulde af håb – men stadig ikke har fået vores barn.

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!